Kampe mellem kristne og muslimer dræber 13
Det kom til voldelige sammestød, da tusinder kristne demonstredede i Kairos gader i Egypten. Mindst 13 blev dræbt af skud, og over 140 blev såret. En muslimsk folkemængde angreb kristne, som demonstrerede i Kairos gader for ligestilling og imod radikale muslimers afbrænding af en koptisk kirke 30 km syd for Kairo.
De seneste sammenstød mellem muslimer og kristne skaber fornyet kaos i Egypten, efter Hosni Mubarak blev væltet af pinden den 11. februar. Med Mubarak forsvandt stabiliteten også, og det har skabt et sikkerhedsvakuum i landet. Under egypternes demonstrationer for demokrati fortrak politiet sig fra Kairo og andre større byer. Politistyrkerne har endnu ikke styr på gaderne i Kairo, og det giver plads til kriminelle aktiviteter og lovløshed.
De kristne demonstranter blokerede tirsdag i sidste uge en befærdet hovedvej med brændende dæk og smed sten efter biler, fordi muslimske ekstremister brændte en koptisk kirke ned forrige lørdag. Siden da har vreden ulmet blandt kristne i byen, og derfor gik omkring 2000 kristne på gaden tirsdag aften i sidste uge.
Her blev de mødt af en anden vred folkemængde af muslimer, og nogle af dem gik løs på de kristne. Flere hundrede tog del i kampene i Kairo, som strakte sig over fire timer.
Militæret prøvede at gribe ind og fyrede varselsskud i luften, men de kunne ikke få styr på situationen.
Det er ikke klarlagt, hvor mange af de døde, der er kristne eller muslimer.
En muslimsk folkemængde på omkring 4000 personer brændte den koptiske kirke af på grund af en familiefejde, der opstod, efter at et romantisk forhold mellem en kristen mand og en muslimsk kvinde var blevet afsløret. Kærlighedsaffæren blev starten på en voldelig strid mellem parrets familier og ledte til afbrændingen af kirken, hvor også 10 kristne hjem blev brændt ned.
Også før den demokratiske bevægelse tog fat i Egypten og Mubarak blev sat fra bestillingen, var der spændinger mellem kristne og muslimer. Nytårsaftensdag var der et selvmordsangreb mod en koptisk kirke i havnebyen Alexandria, og her blev 21 mennesker dræbt. Det udløste også flere dage med demonstrationer. Og en uge senere skød og dræbte en politimand, der ikke var på arbejde, en 71-årig kristen mand og sårede hans kone og fire andre.
Kopistiske kristne udgør cirka 10 procent af den langt overvejende muslimske befolkning på 80 millioner mennesker. Da Mubarak gik af, overlod han magten i hænderne på militæret, indtil et nyt parlamentsvalg.
Egyptens magthavende generaler har lovet, at den udbrændte kirke bliver genopført. Landets nye premiereminister, Essam Sharaf, har mødt de kristne demonstranter, der har slået en teltlejr op ude foran en tv-bygning i Kairo, hvor der bliver demonstreret mod diskrimination og radikalisering. Premierministeren forsikrede demonstranterne om, at hans midlertidige regering ikke vil diskriminere nogen, og at politiet vil oprette ro i gaderne igen.