Tvivl om ægtheden af Noahs Ark-fund
Den kurdiske guide beskyldes for selv at have opbygget den træstruktur, som han og en kinesisk gruppe fandt i 2008. Men kineserne har afsløret, at de to vidner imod ham var falske.En kinesisk-kurdisk gruppe opdagede i 2008 en stor træ-struktur på Mt. Ararat. I maj 2010 offentliggjorde de fundet på tre pressekonferencer i Hong Kong, Beejing i Kina og Zeist i Holland.
Selv var de 99 pct. overbevist om, at det var resterne af Noahs ark. Og meget talte for, at årtusinders fund var gjort:
1. Træstrukturen bestod ikke blot af en enkelt planke, men af syv forskellige rum med vægge af træ, trapper, låger, osv. som tydeligvis var menneskeskabt.
2. Et stykke træ blev bragt til Hong Kong, og flere kulstof-14- undersøgelser fastslog træet til at være i gennemsnit 4.800 år hvilket kunne passe med Bibelens tidsangivelse for arken til ca. 2.350 f.Kr.
3. Fundet var gjort i 4.200 meters højde under vulkanske klippesten og is. Der har aldrig eksisteret menneskeboliger eller andre bygninger på bjerget i over 3.000 meters højde.
Personligt rejste jeg straks til Holland for at møde og interviewe den kinesiske gruppe. Deres opdagelse anfægtede den bog, jeg selv havde skrevet og udgivet på dansk og engelsk i 2005. Heri konkluderede jeg nemlig med bl.a. geologi-professor Salih Bayraktutan som kilde, at arken ikke kunne befinde sig på Mt. Ararat.
Men her stod kineserne med et håndgribeligt bevis på det modsatte. Så jeg bed min stolthed i mig og indrømmede offentligt, at jeg havde taget fejl.
Mine samtaler med kineserne overbeviste mig yderligere om, at de var troværdige. Deres forklaringer var præcise og detaljerede. Hvis fundet ikke var ægte, vidste de det i hvert fald ikke.
Straks efter offentliggørelsen kom en amerikansk bibel-professor, Randall Price, imidlertid med beskyldninger imod den kurdiske guide, Parasut, som havde ledt kineserne til arken efter flere års ekspeditioner.
Price beskyldte Parasut for at være fordrukken og for selv at have slæbt træet op på bjerget. Price var dog selv blevet inviteret med i udforskningen af fundet sammen med kineserne. Men hans arrogante form havde fornærmet den kurdiske guide så meget, at Parasut nægtede at samarbejde med amerikaneren. Kineserne havde derfor til sidst tilbagebetalt Price hans investering i projektet, så de kunne komme videre uden ham. Price mistede imidlertid både penge og muligheden for at gøre historiens største fund.
Price havde således et oplagt motiv til at diskreditere fundet. Og han trak da også i land senere, hvor han erklærede, at han ikke påstod, at træet var blevet bragt op på bjerget, men at det ville være muligt.
Kineserne, der var organiseret i Noahs Ark Ministries International (NAMI), afviste dog pure denne mulighed.
Terrænet var alt for stejlt ca. 65 grader. De mængder træ, de havde fundet, tydede på, at der var planker på 20 meters længde under isen. Desuden havde de arbejdet sammen med Parasut længe.
Da jeg kom til Holland for at møde kineserne, var guiden Parasut rejst tilbage til Tyrkiet. Jeg måtte derfor nøjes med de videooptagelser, hvor han udtalte sig på et gebrokkent engelsk.
Senere tog jeg til Tyrkiet og aftalte at mødes med Parasut, men da jeg nåede til Dogubayazit ved Mt. Ararat, var Parasut rejst til Istanbul. Da jeg kom til Istanbul, trak han mødet ud i flere dage og meddelte så, at han nu var rejst til Antalya. Trods mange mails og telefonbeskeder lykkedes det aldrig at få fat i ham. Han svarede heller ikke på de spørgsmål, jeg sendte til ham om Prices beskyldninger.
Jeg gjorde nu bogen færdig ud fra de oplysninger og fantastiske billeder, som NAMI stillede til rådighed. Og trods mange forsinkelser udkom bogen i efteråret 2010 – som den første i verden om fundet. En engelsk version af bogen var også undervejs.
Men Price og hans folk blev ved med at mistænkeliggøre fundet. En del af deres kritik bygger dog på personlige modsætninger og misforståelser, som er ret ligegyldige i den store sammenhæng. Og de kurdiske familier ligger åbenbart altid i krig med hinanden.
Den alvorlige side af kritikken handler om, at en anden arkjæger, Don Patton, påstår at have fundet NAMIs fundsted på Mt. Ararat. Dette har ellers været holdt hemmeligt for at hindre uvedkommende i at stjæle fra fundet. Og militæret har bevogtet stedet. En skotsk arkjæger, som åbenbart forsøgte at finde stedet uden tilladelse, er stadig forsvundet…
Don Patton blev af en lokal anti-Parasut-guide ledt op til en gletscherspalte, hvor der i bunden fandtes noget træ, som kunne ligne det rum, som kineseren Panda Lee er fotograferet i.
Patton påstår, at det er resterne af en filmkulisse, som kurderen Parasut skulle have opbygget af gamle planker fra Trabzon ved Sortehavet. Han bygger dette på påstande fra den lokale anonyme person, som selv skulle have været med til at opbygge kulissen.
Patton fremviser et bræt, som han ifølge eget udsagn finder flydende på vandet i bunden af gletscherspalten.
Brættet er sværtet af sod eller aske, så det ser gammelt ud, men når man saver det igennem er det lyst indeni – og åbenbart ikke ret gammelt.
Patton bruger dette som et bevis på, at fund-træet ikke er fra Noahs ark, men af langt nyere dato.
Og i samme ombæring beskylder han ikke blot Parasut, men også den kinesiske journalist og filmproducent Clara Wei, som NAMI har hyret til at lave dokumentation af fundet, for at være svindlere.
Clara er i modsætning til det kinesiske NAMI-team ikke troende kristen, har hun fortalt mig. Men hun er overbevist om, at fundet er ægte, og hun har på NAMIs vegne taget stærkt afstand fra Price og Pattons beskyldninger. Om det bræt, som Patton viser frem på en video, siger hun:
– Det bræt må være plantet af Patton eller andre for at mistænkeliggøre vores fund. Når jeg ser omgivelserne på Pattons billeder, så kan jeg se, at han er et andet sted end dér, hvor vi har været, fastholder Clara Wei.
Price har i januar offentliggjort et brev fra to tyrkiske brødre, Davut og Erkan Gimrin, som i brevet påstår, at de har været med til at bygge strukturen for Parasut.
Men det er lykkedes Clara Wei at opspore de to brødre, som er de eneste på egnen med de navne.
Brødrene påstår på en videooptagelse, at de aldrig har skrevet brevet. Og indholdet er ikke sandt, siger de. De viser deres pas frem og skriver deres underskrifter, så man tydeligt kan se, at deres underskrifter på brevet er forfalskede.
Under trussel om sagsanlæg fra kineserne har Price herefter trukket det falske brev tilbage. Men han fastholder stadig, at arkfundet er falsk.
I min bog ville jeg gerne have bragt flere beviser for fundet. Men samarbejdet med kineserne var meget vanskeligt. Og de videnskabelige undersøgelser, de lagde op til, trak ud.
Trods mange forsøg fik jeg aldrig lov at komme med op til fundet, som kun er kendt af NAMI og kurderne.
Jeg fik heller ikke udleveret dokumentation for kulturstof-14 testen, som var det stærkeste indicium for, at det var arken, man havde fundet. Men billederne var imponerende.
Størstedelen af de 320 sider i bogen handler ikke om kinesernes fund, men om arkjagten i det hele taget og om alle de indicier, der peger på, at der har været en syndflod og en ark. Og disse oplysninger er stadig lige så tankevækkende, uanset om det senere skulle vise sig, at fundet ikke var, hvad vi havde håbet.
Kineserne har planlagt at offentliggøre en film om fundet i april – på kinesisk. Den engelske version kommer først senere. Når vi ved mere, vil det blive offentliggjort her i Udfordringen.
