Unge skal støttehinanden i troen
Nyt initiativ i Vejle skal bringe unge kristne sammen på tværs af områdets forskellige kirker og menigheder.Shalom hedder projektet, som skal føre de unge kristne fra Vejle og omegn tættere på hinanden og Gud. Fredag aften fandt det første arrangement sted i Kirkecentret i Vejle, Apostolsk kirke. Målet er, at der skal være fire årlige events, der kan samle en stor portion af Vejles unge.
– Gi den lige fem minutter mere, siger Rebekka Kongsgaard, der skynder sig rundt i lokalet for at gøre de sidste ting klar sammen med resten af crewet fra Shalom.
Lysene skal tændes ved de forskellige prayer stations, og lydsystemet skal tjekkes en ekstra gang. Men så er de også klar til at lukke de cirka 80 unge mennesker ind, der står og venter ude i gangen, og som kan se frem til en aften med lovsang, bøn og masser af socialt samvær.
De ni unge fra projektgruppen Shalom kommer fra Pinsekirken, Apostolsk kirke og Kernehuset i Vejle, og de har arbejdet sammen i et godt stykke tid for at få stablet den tværkirkelige event for unge på benene. Sådan en event mangler der nemlig i Vejle, mener de unge.
18-årige Rebekka Kongsgaard og 17-årige Nathalie Nørby er tovholderne på Shalom-projektet, og det er de to piger, der har samlet gruppen af frivillige.
– Vi er begge meget socialt anlagte, så vi har trukket på vores netværk for at få projektet i gang. Det er alle sammen unge, der brænder 100 procent for det her, siger Nathalie.
– Vi er kaldet til det, fordi der mangler en fælles event for unge i byen og omegnen, siger Rebekka.
– Vi vil gerne skabe mere enhed blandt de unge i Vejle. Og vi vil gerne vise os selv og andre, hvor mange unge kristne der faktisk er i Vejle, siger Nathalie.
Rebekka og Nathalie kender hinanden fra HF på Rosborg Gymnasium i Vejle, hvor de går i klasse sammen. De to kommer fra hvert deres kirkelige fællesskab, og de er begge enige om, at der er brug for en stærkere kristen ungdom i Vejle.
Nu er det på tide, at vi unge gør noget for os selv.
At unge gør noget for unge.
Nathalie Nørby
– Vi har ikke nogen stor, fælles begivenhed for unge kristne på egnen. Nogle af de mindre kirker har måske ikke så mange unge mennesker, og så kan det være rart for dem at se, at vi faktisk er mange unge kristne i byen, siger Nathalie.
– Det er vigtigt, at vi unge kan være fælles om troen, fordi det nogle gange er meget svært at være ung og kristen. I vores hverdag møder man ikke altid ligefrem forståelse for vores tro, siger Rebekka.
– For eksempel får man tit kommentaren, hvorfor drikker du dig ikke fuld og så videre? Det er vigtigt, at der er flere, man kan stå sammen med i troen, for ellers kan man let falde fra. Det er vigtigt og helt nødvendigt, at være sammen om det, sige hun.
Det er ikke første gang, at menighederne i Vejle forsøger at bringe de unge i området sammen, men de andre gange er det ikke blevet til noget varigt. Det håber de unge i Shalom, at de kan lave om på.
– Folk har før prøvet at stable noget lignende på benene, men denne gang skal det lykkedes. Jeg tror, at problemet har været før, at det har været den ældre generation, der har stået for at lave noget for de unge, siger Nathalie.
– Det er vi selvfølgelige taknemmelige for, men nu er det på tide, at vi unge gør noget for os selv. At unge gør noget for unge. Det skal komme fra os selv, og så tror vi på, at det lykkedes, og vi får god opbakning, siger hun.
Aftenen i Kirkecentret startede med fællesbøn, og bagefter en lær-hinanden-at-kende-leg. Legen er en slags stop-leg, hvor de unge skal arbejde sammen for at udføre forskellige figurer. For eksempel kræver figuren vand kornet, at to personer finder sammen, og mens den ene forestiller at være et korn på marken, skal den anden vande kornet. Finder man ikke en makker, så er det game over, og man må tage plads på stolerækkerne.
Derfor styrter de 80 unge mennesker rundt i lokalet for at finde makkere og prøver at huske, hvilken figur de skal lave. Det hele er et grinende kaos.
Forud for aftenen i Kirkecentret er der lagt et stort benarbejde i projektet. De frivillige i Shalom-gruppen har delt flyers ud vidt og bredt og været rundt i Vejles menigheder for at reklamere for eventen.
– Det har været meget givende at være ude i menighederne, for der er blevet taget så godt i mod os og ideen. Vi er taknemmelige for, at så mange har bedt for os, siger Rebekka.
– Jeg tror på en vækkelse i Vejle. Danmark mangler Gud mere, og at samle unge er en hjælp og et redskab til det, siger Rebekka.
Inden aftenen er gået på hæld, og det første Shalom-event er slut, har forsamlingen bedt ved forskellige prayer stations, sunget lovsange sammen med gruppen Wake Up fra Kolding, haft besøg af Andreas Matthew og hygget sig bagefter i Kirkecentrets café.
Næste event er 19. maj i Vor Frelsers Kirke i Vejle. Shalom-gruppen kan findes på Facebook.