– Prøv det da!
Sophie er volontør i Tanzania og fortæller om glæder og udfordringer, men opfordrer andre unge til at prøve det af.- Tag chancen og prøv det, siger Sophie Gammelgård Trans til andre, som tænker på at blive volontører. Det er hun nemlig selv fra januar til juli i år.
Hvorfor blev du volontør?
– Jeg var kommet til et sted i mit liv, hvor der skulle ske noget nyt. Jeg havde i mange år tænkt på at rejse ud som volontør og syntes ikke, at jeg skulle lade chancen gå forbi. Jeg har ikke konkret fået besked fra Gud om, at jeg skulle tage afsted, men det var en tanke i mig, som blev ved med at være der. Jeg tænkte, at hvis Gud ikke ville have, at jeg skulle afsted, skulle han nok lukke døren for mig på en eller anden måde.
– Jeg havde også lyst til at opleve en anden kultur og komme væk fra det vestlige materielle samfund. Jeg har til tider i mit liv været meget negativ i min tankegang, så jeg tænkte, at det at komme væk måske ville lære mig at se tingene i mit liv mere positivt.
Hvor er du henne?
– Jeg er i Tanzania i en landsby ud til Tanganikasøen, der hedder Kipili. Der bor ca. 1500 mennesker i landsbyen, og det er et af de smukkeste steder i verden. Der er mobildækning, men kun meget langsom internet. Rundt omkring i byen er der folk med fjernsyn og store paraboler, så man kan godt se en champions league-kamp eller en film mod betaling.
Hvad laver du i dernede?
– Jeg arbejder i Cheke Chea, som er en førskole eller børnehave for børn i alderen fire til seks. Ud over mig er der to lokale lærere, og jeg hjælper dem med at planlægge aktiviteter for børnene. Selvfølgelig leger jeg også med børnene og prøver på at give dem masser af omsorg og knus. Det får de nemlig ikke alt for meget af derhjemme.
Derudover underviser jeg nogle secondary-skoleelever i engelsk, nogle piger i syning og lige for tiden en 12-årig dreng, der ikke har gået i skole, i matematik.
Hvem er du udsendt af?
Jeg er udsendt af Brødremeningheden i Christiansfeld.
Gør det en forskel at være volontør?
– Om det gør en forskel for andre? Det synes jeg er svært at sige. Udviklingen i Tanzania tager rigtig lang tid, men lige så stille flytter de sig, så man skal blive ved og ved med at lære dem det samme. Det sætter virkelig ens tålmodighed på prøve. Så her og nu er det svært at se, at det gør så meget forskel. I undervisning, som jeg arbejder mest med, kan man først se det over en længere periode. Nogle gange er det rart at have en mere konkret opgave, som at reparere noget tøj for nogen, for der kan man da se, at det ser pænere ud bagefter.
– Om det gør nogen forskel for mig selv, syntes jeg er svært at sige nu. Jeg tror, at det viser sig, når man kommer hjem til sin hverdag igen.
Hvad har du lært om Tanzania?
– Først tænker jeg: hvad har jeg ikke lært! Jeg har virkelig lært en masse. Om sproget, opførsel, rangordenen, maden og folkets manglende viden om ernæring og sundhed, undervisningen, fodbold i TZ, forholdene mellem mennesker og familierne indbyrdes, kirken og deres religioner.
Hvad har givet dig de fedeste oplevelser?
– De fedeste oplevelser er nok at hænge ud med de unge lokale og pjatte og have det sjovt med dem. Vi snakker om skolen, lærer hinanden sange og danse, spiller uno og deler hverdagens oplevelser og dilemmaer.
Hvad har været det mest udfordrende?
– Det mest udfordrende har nok været at skulle prøve at putte noget energi i lærerne i Cheke Chea. Jeg kan specielt huske en fredag, hvor vi sad og skulle planlægge næste uges program, at de bare var helt energiforladte og totalt uimodtagelige for inspiration. Det var virkelig en kamp at skulle kæmpe sig igennem.
– Generelt tager det mange kræfter at være i Cheke Chea, når jeg skal prøve at spille klog på pædagogik, som jeg egentlig ikke har nogen uddannelse i. Jeg kan kun prøve at tænke mig logisk frem til, hvad der er smartest. Desuden er det ret udfordrende at tage sig af børnene. De er ikke altid søde ved hinanden, så der laver jeg næsten ikke andet end at løse konflikter på et sprog, jeg egentlig ikke forstår.
Hvordan er det at være kristen i Tanzania?
– Det er meget forskelligt fra person til person, men jeg kan prøve at sige noget generelt. Mange steder bliver der prædiket, som om vi stadig var i GT, og Jesus ikke var kommet endnu. Altså de tror på, at Jesus er kommet, men de forstår ikke hans betydning. De tror vel, at det er ved gerninger og god opførsel, at vi bliver frelst. Alligevel findes der utroskab, børn uden for ægteskabet og flerkoneri hernede i ret høj grad, også blandt kristne. Så egentlig kan man vel sige, at evangeliet slet ikke er kommet herud endnu.
Bruger du din tro i forhold til din opgave dernede?
– Jeg prøver at huske at be hver dag. Men jeg vil sige, at selvom jeg er her, kan Gud godt føles langt væk, og det kan være svært for mig at fastholde at læse i Guds ord. Inden jeg rejste afsted, havde jeg en eller anden idé om, at man ville føle sig tættere på Gud, når man sådan rejste ud som volontør, men jeg vil sige, at det er det samme som hjemme i Danmark.
– Vi går i kirke hver søndag, men i og med at det er på swahili får man ikke rigtig noget ud af prædikenen. Hver lørdag aften snakker vi om teksterne til søndagen på dansk, og det er rart, for så får man lidt kristent fællesskab. Jeg savner lidt at komme i en ungdomsforening i Danmark eller et samfund, hvor man ikke har nogen sprogbarriere.
Hvad vil du sige til andre, som overvejer at blive volontører?
– Jeg vil sige tag chancen og prøv det. Det kan godt være, at du har en masse bekymringer, inden du skal afsted, og du tænker, at du slet ikke kan klare det, men for mit vedkommende har alle bekymringerne været spildt.
