Dobbelt oprykning til FC Udfordringen

Det er gået rigtig stærkt for den kristne fodboldklub FC Udfordringen. I denne weekend kulminerede klubbens sportslige resultater, da både første og andet holdet rykkede op fra deres rækker.Et gammelt ordsprog siger; at det skal blive rigtig slemt, før det bliver godt.

Sidste weekend lykkedes det for to af FC Udfordringens fodboldhold at rykke op. Det gav en tur i luften til træner Tobias Ambs-Thomsen.

Det kan træner i FC Udfordringen, Tobias Ambs-Thomsen, godt skrive under på. Inden søndagens afgørende oprykningskamp var seks stamspillere tvivlsomme på grund af skader. Om det var ren vilje eller Guds indgriben, finder vi nok aldrig ud af, men da kampen blev fløjtet i gang, havde alle rejst sig fra deres sygeleje og stod på grønsværren. Men det betød ikke, at alt gik som smurt.
Inden kampen havde FC Udfordringen lige så mange point som rækkens nummer 2, FC Rikken. De spillede samtidigt på en anden bane og var kun bagud på målscoren. Så der skulle en sejr til for FC Udfordringen, og helst en overbevisende en, da udfordrerne fra Rikken nok ville vinde deres kamp stort.

Fra asken til gløderne til ilden

FC Udfordringen fik dog en katastrofal start på deres oprykningsrejse. Efter ti minutter var den allerede gal. Forsvars-
krumtap Mikkel Højsgaard fik direkte rødt efter et lidt uskyldigt sammenstød med en modspiller. Ingen kunne helt se, hvorfor kortet blev givet, men dommeren stod lige ved siden af og var ret sikker i sin sag. Endnu værre blev det efter 25 minutter da gæsterne fra BK Amalie kom foran 0-1. Samtidigt tikkede stillingen fra den anden kamp ind. Rikken var foran 3-0.

Tilbage til gløderne

Et flot fightende og spillende FC Udfordringen-hold gav dog ikke op, og kort før de første 45 minutter var overstået, havde holdets topscorer, Claus Christiansen, udlignet med et drømmehug fra kanten af feltet. Men Rikken var foran 4-1.
Det var et presset hjemmehold, der gik ud til anden halvleg.

At rage kastanjerne ud af ilden

Men de rød/blå gav ikke op. De to tidligere elever fra Skovbo Efterskole, Joachim Skov-Martinet og Benjamin Larsen gik forrest og blev ved med at kæmpe for sejren. Forløsningen kom dog først ti minutter før tid. Ganske overraskende havde Rikken sat deres store føring over styr, og da David Zimmermann foran øjnene, af blandt andet sangeren Rebekka Maria, satte scoringen til 2-1 ind, kunne jublen blandt tilskuerne bryde løs. Og sikke der blev jublet. Det unge hold havde kæmpet et helt år, og nu var det store mål nået.

FC Udfordringen ser frem til en ny god sæson med de store drenge i serie 2.
Masser af succes

Klubben skulle dog ikke mere end fire dage bagud i sin historie for at smage sejrens sødme. Her havde FCU’s andet-hold nemlig slået deres modstander 5-0 og var dermed (for anden sæson i træk) gået ubesejret gennem deres række. At tredje-holdet pointmæssigt heller aldrig havde gjort det bedre, gav bare den spontane fest en ekstra dimension. Nu venter der klubben en tiltrængt sommerferie, inden det går løs igen. Denne gang blandt de store drenge i serie 2.