Første sportsefterskole med stærk kristen profil

Fra skoleåret 12/13 sætter Sommersted seriøst fokus på sport og bliver dermed Danmarks
første kristendomsfokuserede efterskole til at gøre dette.
– Vi havde brug for en tydeligere efterskoleprofil på grund af samfundets udvikling, og da der ikke var andre kristne efterskoler, som satsede hundrede procent på sport, valgte vi at gå i den retning.

En elev på Sommersted, som ikke behøver at vente på idrætsefterskolen før han leger med sin bold.

Ordene er Tonny D. Sørensen. Tonny og Benjamin Hougaard er siden midt på foråret, det nye ledelsesteam på Sommersted Efterskole. Tonny med særligt ansvar for branding og udvikling og Benjamin med de mere traditionelle forstanderopgaver. Men de forsøger at få vendt alle beslutningerne med hinanden.
– Vi tror ikke så meget på sololøb. At samarbejde på denne måde gør os mere langtidsholdbare, mener Benjamin.

De sidder i de bløde møbler på lærerværelset. Vinduerne giver udsigt mod de store fodboldplæner og bag dem kan Sommersted by skimtes, som ligger nordvest for Haderslev.

Vil ikke lave eliteskole

Tonny D. Sørensen og Benjamin Hougaard er ledelsesteamet bag Sommersted Efterskole.

Udover gode fodboldbaner er efterskolen også i besiddelse af en topmoderne hal, og disse fasciliteter havde også betydning for skolens valg af linie.
– I virkeligheden er vi i øjeblikket nok allerbedst til det musiske og kreative. Men det er der rigtig mange efterskoler, som er. Derfor har vi prøvet at tænke anderledes, forklarer Tonny.
Sportsefterskolen vil fra begyndelsen have fokus på fodbold, håndbold og rytmisk gymnastik, men det er tanken at konceptet med tiden skal udvikles. Og de kreative fag bliver stadig bevaret, blot med mindre fokus på dem end før.
– Vores formål er ikke at få lavet en eliteskole, som fostrer talenter, men at skabe et knaldgodt tilbud til dygtige elever med kristen baggrund, forklarer Benjamin og fortæller sin version af drømmen for Sommersted Efterskole:
– Vi ønsker at være en skole, som summer af liv og glade unge mennesker, som er godt på vej i deres liv. Jeg drømmer om en efterskole med elever, som både bliver gode til at arbejde individuelt, men også at stå sammen. Tonny supplerer:
– Vi ønsker at fylde efterskolen med livlige og livslystne elever og være med til at give dem en sund bevidsthed både om deres krop og deres evner, mens de selv får sat en retning for deres liv både fagligt, socialt og åndeligt.
De er meget enige og det er også grunden til, at de arbejder sammen om ledelsen af efterskolen.
– Vi har vidt forskellige kompetencer, men er enige om drømmen, derfor kan vi arbejde sammen på denne måde, forklarer Tonny.

Plads til alle

Sommersted er en efterskole, som har sit bagland i Indre Mission og med gode relationer til KFUM og K, men for lederteamet ville det også være interessant med elever fra andre kristne baggrunde.
– Vi kan sagtens rumme elever med frikirkelig baggrund. Vi kommer ikke til at give køb på vores grundlag, men det betyder ikke, at vi ikke kan respektere andre, forklarer Tonny og Benjamin uddyber:
– Det handler meget om at være opmærksomme på, hvad vi er fælles om. Unge mennesker har en tendens til at være ret sort/hvide omkring livet, jeg havde selv mange rygende diskussioner. Men hvis vi sammen med dem kan skabe rum for at snakke, hvor der er plads til nuancerne, kan det være en styrke.
Både Tonny og Benjamin har selv deres åndelige baggrund i Indre Mission, men en stor del af Tonnys familie er tilknyttet Apostolsk kirke. Sportsefterskoleidéen er stadig under udvikling, selvom der er taget beslutninger om de store linier.
– Vi håber virkeligt at initiativet bliver taget godt imod af vores bagland, og vi håber også, der sidder nogle mennesker derude, som kan give os nogle kloge indput, og måske nogle kompetente trænere med kristen baggrund, slutter Benjamin.


Artiklen fortsætter efter annoncen: