– Vi ber før hver kamp
Nordjylland har fået sit eget kristne fodboldhold. Det er startet af tre unge baptister.- Det er meningen, at vi skal skille os ud.
Ordene er Jakob Lunding Andersens. Han har sammen med to af sine venner: Martin Daugaard og Matthias Broholm startet et kristent fodboldhold i Vrå-Børglum Idrætsforening.
– Vi fik blandt andet idéen, fordi Matthias havde boet et år i København og der spillede på FC Udfordringen, som er et kristent hold. Her spillede han på det bedste hold og fik nogle rigtig gode kontakter. Vi andre syntes, det var en god idé, og i løbet af sidste efterår gik vi i gang med at kontakte klubber, som vi eventuelt kunne spille i, og finde ud af, om der var interesse for projektet.
De tre venner er alle baptister og bor i Nordjylland, som er det område i landet der har flest baptistkirker. Derfor er hovedparten af holdets spillere da også baptister, men det er bestemt ikke noget krav.
– Vi har både haft spillere med fra Pinsekirken i Aalborg og fra en anden frikirke, fortæller Jakob.
Idéen bag holdet er at skabe et sted, hvor der er mulighed for at pleje det kristne fælleskab, som deltagerne i forvejen har fra lejre og ungdomsforeninger. Men holdet ønsker ikke at blive sådan en boble, hvor man ikke lever i kontakt med resten af verden.
– Vi vil også gerne være et sted, hvor ikke-kristne kan snuse lidt til det med kirken, forklarer Jakob. En af hans studiekammerater har spurgt, om han måtte komme med.
– Men så blev han alligevel lidt bekymret for, om han så skulle til nadver og alt muligt, smiler Jakob.
Til gengæld har teamet oplevet, at holdet har været en genvej til kirkens fællesskab for unge, som ellers har befundet sig i kirkens periferi.
Efter en masse frivilligt arbejde mødtes spillerne til første kamp i Serie 6 i slutningen af marts, da sæsonen begyndte.
– Vi har ikke særlig mange træninger på programmet, da vores opland er stort, og mange er på SU. Derfor har de ikke råd til at rejse langt for træninger, foklarer Jakob.
Det var lykkedes både at finde sponsor med klubbens hjælp, skaffe trøjer og udvælge 14 spillere til den første kamp.
– Det var en udfordring at skulle spille 90 minutter med folk, man aldrig havde spillet sammen med før. Men det gik nu fint nok. Vi vandt i hvert fald 2-0, fortæller han.
Også siden den dag er der kommet en del sejre i hus, så holdet nu ligger nummer tre i rækken.
– Men uanset om vi vinder eller taber, plejer vi at være garant for mange mål, fortæller Jakob om holdet, som har sluttet flere kampe med resultatetet 5-4 enten til den ene eller anden side.
De tre grundlæggere af klubben har valgt at fordele rollerne mellem sig, så Martin, som allerede har taget nogle trænerkurser, fokuserer på taktik og udskiftninger. Matthias er anfører og dirigerer holdet på banen, mens Jakob er en slags assistenttræner med særlig fokus på kammeratskabet og det åndelige fællesskab.
– Alligevel kan det godt give nogle udfordringer, for vi er ikke altid enige om, hvordan man skal spille fodbold. Men det vigtigste er, at når diskussionen er slut, skal vi stadig kunne være venner, mener Jakob. Hans åndelige ansvar på holdet betyder også, at han er med til at sørge for, at der bliver holdt en lille andagt hver gang.
– Jeg prøver at komme med et par åndelige guldkorn inden hver kamp, så folk har noget at tage med ud på banen, fortæller Jakob, som godt er klar over, at det ikke lige er der, han skal servere en længere prædiken.
Ud over en lille andagt sørger holdet også for at be inden kampen:
– Vi ber for os selv og for kampen og for dommeren. Vi ber om at undgå skader og om, at det må bliver en fair kamp og vi ber også for det andet hold, forklarer han og understreger:
– Tanken er, at der skal være forskel, og at vi skal opføre os pænt på banen. Men det kan nogle gange glippe, når musikken spiller, smiler Jakob:
– Men der er jo ingen af os, som er perfekte.