Dansk missionsteam i Moldova blev selv velsignet
Carrie Bak og hendes venner tog til Moldova i to uger. Mellem taknemmelige mennesker, mirakler og nyfrelste oplevede de, hvordan Gud rørte deres egne hjerter.D. 31. juli tog Claus Jakobsen, Kristina Johnsen, Teresa Blay, Carrie Bak (mig) og Bergur Skovgaard på missionsrejse til Moldova, hvor vi skulle bruge de næste 14 dage på at tjene mennesker i forskellige byer.
Chisinau var første stop på rejsen. Vi blev inlogeret hos et ægtepar, som er medlemmer i den kirke, som stod for turen den første uge. Dagen efter ankomsten, da vi havde fået sovet ud efter en lang og anstrengende rejse, tog vi til et hus for ældre mennesker. Her brugte vi tid på at bede for dem, tale med dem og lytte til deres historier. Flere kvinder begyndte at græde, når vi bad for dem. Deres taknemmelighed var stor.
Om aftenen var vi til en lovsangsaften, hvor Bergur prædikede. Efter prædikenen åbnede Bergur for forbøn, og et væld af mennesker kom frem. En kvinde kom til forbøn for tandpine. Kristina Johnsen bad for hende. Vi havde ikke tolk på, så folk pegede bare på det sted på kroppen, hvor de havde sygdom, og så bad vi for dem.
Dagen efter til en grillaften hos pastoren var denne kvinde til stede. Hun spurgte Kristina Taler du spansk? Kristina undrede sig over det spørgsmål og svarerde, at hun kan sige ja og nej på spansk.
Kvinden forklarede:
Igår da du bad for mig, begyndte du at tale spansk, og du sagde Guds kraft kommer til din mund. I morges da jeg vågnede, var smerten aftaget, og betændelsen var væk.
Kristina har nådegaven tungetale og bad for kvinden på engelsk og i tunger. Ikke før denne samtale med den spansk-talende kvinde anede Kristina, at hun havde bedt på spansk.
Dagen efter gik turen til et rehabiliteringscenter for mænd og kvinder med misbrug. Her holdt Teresa Blay en prædiken over Peters liv, og brugerne var meget interesserede i dialog. Der var en enorm nysgerrighed og længsel efter Gud og forbøn. Der var ingen tvivl hos os om, at disse mennesker ønskede forandring i deres liv, de ønskede Gud. En ikke-kristen mandlig bruger talte med Bergur Skovgaard. Bergur spurgte ham:
– Vil du gerne have Gud i dit liv? Manden svarede:
– Jamen, jeg kan ikke
– Jeg spørger ikke, om du kan, men om du vil, sagde Bergur. En samtale, som endte med, at manden tog imod Jesus som sin frelser.
Dagen efter tog vi til et alderdomshjem i Chisinau. Hvad der mødte os her, var et stort betonhus, et levn fra kommunisttiden, med afskallet maling på de kolde mure og bulede gulve.
Den første dame, jeg kom i kontakt med, begyndte bare at græde og holde mine arme, da jeg satte mig i sengen ved siden af hende. Hun bare græd og græd og holdt mig.
Jeg fik en tolk på, og hun fortalte, at hun var så glad for, at der kom unge mennesker her og besøgte dem. Vi talte personligt med alle de ældre på hjemmet og fik lov at bede med dem. En 95-årig kvinde talte længe om sit liv, og hvordan det havde været hårdt under krigen. Da vi skulle til at bede for hende, afbrød hun os ved at velsigne os.
Jeg ønsker, at alle jeres drømme skal gå i opfyldelse, sagde hun.
Det var utroligt overvældende for os, at en kvinde der efter vores standarder intet har, begyndte at velsigne os, som har alt. Det satte tingene i et nyt lys for os og fik mig til at tænke på Jesu ord i Mattæus- evangeliet 10:39, hvor der står:
Den, der klamrer sig til livet her på jorden, vil miste det evige liv. Men den, der er parat til at give afkald på sit jordiske liv for min skyld, skal leve evigt. (Hverdagsdansk)
Det kan godt være, at denne kvinde, som nærmest kun ejede en seng, blev nødt til at give slip på det jordiske liv. Men det er ikke svært for hende, da hun intet har.
Men det giver os grund til at være på vagt. For vi har så mange af verdens fristelser, som får os til at slippe fokus og ramme ved siden af målet. Guds mål for vores liv.
Dagen efter besøgte vi menigheden i Ungheni. Her skulle vi være i 3 dage, og vores opgave var at dele invitationer ud på gaden og evangelisere. Vi gik to og to sammen og havde en tolk med.
Det interessante ved denne opgave var, at stort set alle mennesker tog imod invitationen, når de passerede os. Jeg tænkte over, at hvis det havde været i Danmark, så havde lang færre mennesker taget imod det lille stykke papir. Jeg tror, det er fordi, danskere ikke føler, vi mangler noget. Så når vi får stukket en seddel i hovedet, er det som om, at vi tænker:
Uanset hvad dit tilbud er, så har jeg ikke brug for det. Jeg har alt.
I Moldova har mennesker ikke alt. De har ikke mange muligheder. De tog imod invitationen, og de fleste ville også gerne høre, hvad vi havde at sige. Mange lod os bede for dem, selvom de ikke var kristne, og flere af de inviterede kom om aftenen til møderne. Otte mennesker tog en aften imod Jesus og fik kontakt til pastoren i kirken.
Efter et sidste besøg i Chisinau tog vi til Saptebani i Nordmoldova, hvor vi var sammen med 80 unge omkring 18-årsalderen. Her lavede vi forskellige konkurrencer med dem, lavede natløb for dem, delte vidnesbyrd og bad for de ni unge mennesker, der en af de sidste dage tog imod Jesus på et aftenmøde.
Vi har haft to meget spændende og lærerige uger i Moldova. Vi håber at kunne give noget af den rigdom videre, som vi føler, at vi er blevet velsignet med ved at opleve Guds kærlighed til Moldova.
Af Carrie Bak
