Kilder til forståelse af vores identitet
At undersøge kulturens kilder er også at undersøge, hvem vi selv er.
Sådan står der i indledningen til tekstsamlingen Kulturens kilder, der indeholder et rigt udvalg af små pluk fra 2500 års kultur- og idehistorie.
Bogen består af 11 kapitler, som hver beskæftiger sig med en periode eller et tema – fra antikken over jødedom, kristendom, islam, middelalder, renæssance, reformation, oplysningstid og romantik til vor egen tid. Det sidste kapitel har overskriften Religions- og kulturmødet i skolen, hvilket signalerer, at bogen primært er tænkt til undervisningsbrug (efter 10. klasse). Til hvert kapitel og hvert pluk er der en kort introduktion.
Her kan man alså stifte bekendtskab med store tænkere som Platon, Augustin, Luther, Kant, Grundtvig, Kierkegaard og Habermas – for blot at nævne nogle få af de kendte, som har været med til at forme vores europæiske/danske kultur og dermed bidraget til at gøre os til dem, vi er.
Kulturens kilder er et supplement til bogen Den lodrette beståen (2008, 2.udg. 2010) men kan også bruges uafhængigt af denne.
NJV
Inger Toftgaard Barrett, Marlene Printz Jellesen og Viggo Ernst Thomsen (red.):
Kulturens kilder – Kilder til den euro-pæiske kultur- og idehistorie
96 sider 149 kr. Aros