Kom så ud af busken!
– Det var sjovt at være i valgkamp, men godt, det er overstået nu, siger Udfordringens Henri Nissen, som opstillede ved dette folketingsvalg.
– Mange vælgere tror sikkert, at politikerne ikke kan li hinanden. Men sådan er det slet ikke. Der er en nærmest kammeratlig stemning mellem de fleste kandidater. Udenfor rampelyset hygger de røde og blå kandidater sig og hjælpes ad.
I Haderslev-kredsen, som jeg bl.a. var opstillet i, var det stort set de samme kandidater der mødte hinanden på møde efter møde.
– Vi er som et omrejsende cirkus, bemærkede en kandidat.
En aften i forfærdeligt vejr skulle vi hurtigt videre fra et Rotary valgmøde til et borgermøde i Halk, som er et lille landsbysamfund. Vi endte alle i Halk centrum, hvor vi troede at den gamle skole måtte ligge. Men det gjorde den ikke, og en tidligere jægerpilot, som nu opstiller for Liberal Alliance fik opstøvet, at vi skulle op til kirken og til venstre.
Transportminister H.C. Schmidt, susede afsted i ministerbilen og de andre fór bagefter. Men Aia Fog fra Dansk Folkeparti og jeg skulle først have vendt bilerne, så vi tabte sporet og kørte længe rundt i regnen, indtil jeg fandt et hus med lys i mørket, hvor jeg på sønderjysk fik at vide, at skolen lå langt udenfor byen.
Debatten kom forståeligt nok til at handle om udkants-Danmark…
Det værste, jeg oplevede, var en gammel dame med rolator på gågaden, som vredt slog min valgfolder ud af hånden på mig. Men en anden politiker beroligede:
– Hun er bare sur over, at hun ikke kan klatre op i en lygtepæl og male skæg og hagekors på plakaterne af os…!