Præsident Shimon Peres: gratulerer med de 88 år

Uden større fanfare er Israels præsident Shimon Peres blevet 88 år for kort tid siden, men alene det at han er så aktiv i en så høj alder er et budskab til jævnaldrende verden over om, at der er meget, man stadig kan udrette, selv om man – på papiret – er “gammel”.Som journalist har jeg flere gange mødtes med Peres på tomands-hånd, og det har hver gang været slående, at han ikke synes at have ændret sig, men stadig er den samme af statur og indstilling til sin omverden.

Sidste gang vi mødtes var ved et fødselsdagsinterview, da han spøgende sagde, at han er blevet yngre med årene.

– Jeg har netop gennemgået en almen medicinsk undersøgelse, sagde han. Lægerne fastslog, at jeg er raskere og sundere end ved en tidligere undersøgelse for nogen tid siden. Mit blodomløb er godt, og hjertet fungerer, som det skal.

Peres er blevet ved med at overraske verden. Mange troede, at hans karriere var slut, da han gik af som vicestatsminister i statsminister Ariel Sharons samlingsregering. Men Peres – der er blevet betegnet som “den evige 2’er” i israelsk politik efter mange politiske nederlag – har en evne til at vende tilbage til toppen af israelsk politik.

Det gjorde han den 13. juni 2007, da han blev valgt til Israels 9. præsident – med et overvældende flertal. Han er valgt (af det israelske parlament, knesset) for et fem-årigt tidsrum, og må altså næste år beslutte sig til, om han ønsker endnu en periode – hvilket er højst usandsynligt i betragtning af hans alder – eller om han vil gå af, med bravour.

Peres der for få år siden var ret upopulær i Israel, er idag den mest populære offentlige skikkelse i Israel. Ved en meningsmåling lavet af morgenavisen “Ha’aretz” blev det konstateret, at han er øverst på listen i en opinionsundersøgelse om 16 kendte personer i Israel Omkring 72 procent af de adspurgte udtrykte tilfredshed med hans virke som præsident, mens blot 20 procent sagde, at de var utilfredse.

Undersøgelsen omfattede ledere fra politik, retsvæsnet, forretningslivet, forsvaret m.m. Peres kom øverst på popularitetslisten og viser med sine aktiviteter, at der stadig er håb om en god tilværelse, selv når man nærmer sig de 90 år.

Han er mere populær i udlandet end på hjemmebane. Hans fremsynethed og intellektuelle væsen går over hovedet på pragmatiske israelere. Han er imidlertid stærk og sej som få og indtager pladsen som en betydningsfuld politisk faktor, selv om hans embede blot har en symbolsk karakter.

Fascinerende
Det fascinerende ved Peres er hans dybe, urokkelige tro på, at der er en bedre fremtid for de mange, hvis de blot forstår at se nøgternt på situationen, bruge den sunde fornuft og holde hovedet køligt.

Han har lanceret en helt ny ide på det undervisningsmæssige område og håber at få sit projekt om at få den skolepligtige alder nedsat til 4 år fra de nuværende 6 år. Han siger følgende om sit næsten revolutionerende forslag:

– Som 4-årig kan et barn idag forstå computeren, lære engelsk, m. m. Små børn idag er sundere og bedre informerede end tidligere, siger han. Engang var penge kapitalen. Idag er det undervisning, der er kapitalen. Undervisning er nu den vigtigste del af vort samfund. Den skolepligtige periode bør være 12 år, og når de unge er færdige med gymnasiet, skal de have en universitetsuddannelse, inden de skal i hæren.

Peres er født den 21. august 1923 i Polen og kom som 8-årig til det daværende Palestina, hvor hans familie tog navneforandring fra Persky til Peres. Han blev tidligt knyttet til Israels første statsminister, David Ben Gurion, der opdagede hans særlige kvaliteter. Peres har haft stor indflydelse på opbygningen af det israelske luftvåben og udviklingen af en hemmelig atomreaktor – og han var medlem af knesset i ikke mindre end 46 år.

Hilsen fra Savir
Den israelske diplomat, Uri Savir, der er præsident for Peres Fredscentret og var Israels hovedforhandler om Oslo-aftalerne, skriver i en hyldestartikel til Peres, at han i 1984 som medie-rådgiver for Peres , da denne var statsminister, oplevede “at se ham mindske afstanden melllem mediernes kyniske image af Peres og selve manden.

– Medierne skildrede Peres som en talentfuld omend noget Machiavellisk politiker, der ofte var motiveret af selvinteresser, skriver Savir. Den Peres jeg lærte at kende var anderledes – en mand, som gik helt ind for Israels sag, en stor statsmand og stolt patriot, men ulykkelig som politiker. Han undgik aldrig en politisk kontrovers, men misbilligede det altid. Peres er en kompliceret personlighed, der afspejler fascinerende kontraster.

Videre skriver Savir, at skeptikere ikke gjorde noget indtryk på ham.

– Jeg har mange modstandere, men blot en stabil allieret – fremtiden, havde Peres sagt til ham.

Savir beskriver, at Peres som udenrigsminister under Oslo-processen forhandlede med PLO-lederen Yasser Arafat, og at dette var vanskeligt og trættende, med endeløse skænderier over hver centimeter af land, om sikkerhed og aspekter af national stolthed.

– Peres forstod, at Arafat var i knibe, skriver Savir, men Peres vidste også, at statsminister Yitzhak Rabin var under stærkt pres fra bosættere og hæren om ikke at overgive Hebron, og så udarbejdede de et kompromis.

– Arafat blev overbevist om at gå med til dette, skriver Savir.

– Hvad angår fremtiden på langt sigt, slutter Savir, forbliver Peres en mand med visioner, han er aktivist og optimist. Han tror på. Israels evne til at omsætte styrke bygget på teknologisk fremskridt til et bedre samfund, i fred med verden og dets naboer.

Alt er imidlertid ikke rosenrødt omkring Peres.

Han tilhørte engang højrefløjen af Arbejderpartiet og standsede – som minister – ikke bosættere i bosættelsen Sebastia. Hvis han havde sat foden hårdt i jorden og stoppet dem, ville den nuværende bosættelsespolitik næppe eksistere. Men Peres var eftergivende over for bosætterne. Rabin har betegnet ham som “en uforbederlig undergraver”. Men dette hører nu en fjern fortid til.

Har skrevet fem bøger
Peres er kendt som en intellektuel mand, der læser så meget han kan. Han er kendt med mange forfattere og kunstnere verden over og er selv forfatter til følgende fem bøger: The Next Step (1965), David’s Sling (1970), And Now Tomorrow (1978), From These Men (1979) og Entebbe Diary (1991).

Han sover meget lidt og siger, at han har opnået mere tid i sin tilværelse ved blot at have brug for relativt lidt nattesøvn.

– Jeg klarer mig med 4-5 timers søvn. siger han. At sove er jo som at dø. Hvorfor dø, når man kan leve? Jeg synes, at jeg har vundet meget i livet ved at være nysgerrig, aktiv og optimistisk og ikke ved at være mistænksom, bitter og pessimist. Det sidste er de store dræbere af ens liv, som man ikke bør øde bort.

Da han tog afsked med Arbejderpartiet i december 2005, gjorde han det med følgende Peres-vits:

– Jeg vil ikke sige noget dårligt om nogen. Jeg ser ikke tilbage. Jeg ønsker ikke at blive nogen saltstøtte.

Ingen selvbiografi
Peres afviser totalt tanken om at skrive en selvbiografi.

– En sådan bog vil jeg aldrig skrive, siger han. Jeg kan jo ikke fortælle sandheden af fairness. Det ville jo være unfair over for de personer, der er døde og ikke kan svare. Så jeg har besluttet, at jeg ikke kan fortælle hele min historie, som jeg opfatter den.