Udviklingshæmmede viser vej til en rummelig gudstjeneste

Der var bevægelser til både trosbekendelsen, kirkebønnen, Fadervor og flere af sangene, da Kristelig Handicapforening holdt gudstjeneste på årets FrøFestival. De små forandringer gjorde, at alle kunne være med.
Det var en hyggelig gudstjeneste, sagde Lillian Kirkegaard som noget af det første, da hun blev spurgt om hendes oplevelse af gudstjenesten. Hyggelig. Det var måske ikke det første, man ville have forventet at høre om en gudstjeneste i en idrætshal med omkring 200 deltagere. Men det var rigtigt nok.

Det er vigtigt, at alle får muligheden for at høre Gud og svare på deres måde, siger landssekretær i Kristelig Handicapforening, Ellen Hessellund Mikkelsen.

Stedet var Kristelig Handicapforenings årlige musik-festival på Frøstruphave Efterskole. Her samledes udviklingshæmmede, hjælpere og forældre – og efterskolens 120 elever var også med til at gøre weekenden festlig.
Søndag formiddag var der gudstjeneste.
”Vi ville holde en gudstjeneste, hvor alle har mulighed for at høre Gud og svare på deres egen måde. Også dem, der for eksempel ikke har noget sprog,” siger landssekretær i Kristelig Handicapforening Ellen Hessellund Mikkelsen.
Derfor var der bevægelser til kirkebønnen, Fadervor, flere af sangene og til trosbekendelsen – hvor Helligånden, duen, lige måtte vises to gange:
”Sæt hænderne sammen, og så flyver den opad, sagde præsten, Kristian Bork Sørensen.
For Mette Graversgaard, der er elev på Frøstruphave Efterskole, var det også en god oplevelse at bruge kroppen så meget.
”At man flere gange kommer op at stå og skal lave bevægelser gør også, at man tænker over, hvad man skal lave bevægelser til. Det er dejligt, at der sker noget, og der er mere liv i det,” siger Mette Graversgaard og tilføjer med et smil, at så sidder man jo heller ikke og falder i søvn.

”Det er vigtigt, at alle føler, de deltager i gudstjenesten,” siger Ellen Hessellund Mikkelsen.
”For nogen er det nok bare at være der og nynne med på sangene, opleve musikken og opleve det, der sker. Og for andre betyder det noget, at de får lov til at lukke munden op og sige noget. Derfor ville vi inddrage flere i gudstjenesten end bare præsten,” siger Ellen Hessellund Mikkelsen.
Alle ting, der skulle bruges undervejs i gudstjenesten og på alterbordet – lys, blomster, brød og vin til nadver og et kors – blev båret ind i procession. Det var både efterskoleelever og nogle af festivalens deltagere med til.
Bibelteksten blev ledsaget med et smukt dramastykke, som ikke var indøvet på forhånd. Slet ikke.
”For så ville det netop blive syv personers forestilling for nogle tilskuere,” siger Ellen Hessellund Mikkelsen.
Syv personer havde sagt ja til at være med i dramastykket, og undervejs i præstens fortælling om den barmhjertige samaritaner blev de guidet til, hvad de skulle gøre.
Bo Blæsbjerg var den første, der fik at vide, hvad han skulle gøre.
”Du skal bare gå lidt fremad,” sagde Kristian Bork Sørensen, og så fik to røvere besked på at gå efter ham og slå ham ned.
”Ja, bare slå hårdt, så han falder.”
Sådan blev hele historien om den barmhjertige samaritaner guidet igennem.

Der var også ændret ved måden, stolene var stillet op på.
”Det var også vigtigt for os, at gudstjenesten ikke er noget, der forgår oppe foran, men at gudstjenesten er noget, vi er fælles om,” siger Ellen Hessellund Mikkelsen.
”Derfor stillede vi stolene op i to halvcirkler, som vendte ind mod hinanden, for på den måde også at signalere, at vi alle er sammen om gudstjenesten. Der er ikke nogen, der kan sidde på bagerste bænk – og sidde og ikke være rigtigt med. Vi kigger ikke ind i hinandens rygge, men over på hinandens ansigter og ind mod midten, hvor alteret og præsten står.”
Opstillingen var med til at gøre gudstjenesten hyggelig. De 200 mennesker i den store hal fik fællesskab med hinanden ved at møde hinandens ansigter.
”I al vor forskellighed mødte vi Gud i fællesskab,” siger Ellen Hessellund Mikkelsen.
Af Rikke Thomassen