Dialog er mission i Gellerup

Arngeir Langås fra Mission Afrika har arrangeret dialogmøder i Gellerup for at finde løsninger.- Men kan man virkelig sige, at dialog er en form for mission? Ja, hvis man definerer mission bredt og holistisk. Så kan begrebet rumme al grænseoverskridende bevægelse som er drevet af en kristen motivation og impuls, når den er præget af Kristi eksempel og vidner om Guds rige.

Paneldeltager Abdirashid Sheikh Mohamud har boet 23 år i Danmark uden at være på besøg i et dansk hjem.

Sådan skriver Arngeir Langås på sin blog. Han er ansat af Mission Afrika til at arbejde med kristen-muslimske relationer i Danmark og Afrika.
Den 3. oktober arrangerede han det første af tre møder mellem en række aktører i Gellerup-området i Århus.

Forældre uden indflydelse

Første møde havde temaet ”Børneliv i Aarhus Vest”. På mødet blev både frustrationer, udfordringer og mulige løsninger diskuteret i en tillidsfuld atmosfære.
Paneldeltager Abdirashid Sheikh Mohamud, formand for Somalisk Familieforening og Somali Community in Denmark, gjorde udfordringerne meget konkrete med sin egen historie.
– Mine piger skal med bus til Tranbjerg, hvor de går i skole. Jeg afleverer dem kl. 8 og henter dem kl. 16. De har ingen kammerater her, for deres kamerater bor i Tranbjerg. Her er børnene myndighedernes ansvar, vi forældre har ingen indflydelse, fortæller Sheikh Abdirashid Mohamud. Der som forældre føler sig koblet af overfor den verden, børnene vokser op i og finder naturlig og fremmed overfor de forventninger, der ligger til at være forældre i Danmark.
– Jeg ved ikke, hvordan danske børns hjem ser ud, for jeg har aldrig besøgt et dansk hjem i de 23 år, jeg har boet her.

Inspireret af Jesus

Arngeir Langås mener, at det er meget vigtigt, at der gives plads til den type samtaler.
– I mange år har man lavet tværreligiøs dialog i Gellerup, og det er godt for muslimer, godt for kristne, godt for ikke-religiøse og godt for samfundet som helhed. Fordi det bryder fordomme ned og skaber venskab og respekt og en vi-følelse som borgere i stedet for frygtsom polarisering.
Og han finder sin inspiration til arbejdet hos Jesus.
– Jeg engagerer mig i disse ting, fordi jeg er kristen, og jeg finder motivationen i Jesu eksempel, for eksempel samtalen med den samaritanske kvinde, og i vores tro på at Jesus er fredens fyrste. Kirken skal tjene den verden, hvori den er sat, og det sker på mange forskellige måder, ud fra de behov man ser, og de ressourcer man har.
De to sidste dialogmøder finder sted den 15. november og 6. december i Foreningernes Hus i Brabrand.