Vellykket materiale til minikonfirmand-undervisningen
Min mini katekismus er et materiale, der helt enkelt fortæller om den kristne tro. Med kroppen som pædagogisk virkemiddel er her et materiale, der virker spændende, flot og med et strejf af humor.
En katekismus er en bog, der danner grundlag for oplæring i kristendom. Der er derfor også en undervisningsvejledning, der er målrettet dåbsundervisning af børn på 3. eller 4. klassetrin, minikonfirmandundervisning eller noget tilsvarende.
Bag udarbejdelsen af dette materiale er antagelsen, at der er tæt sammenhæng mellem krop og ånd. Mennesket er en helhed, som bliver et levende væsen ved, at Gud blæser sin ånde i det.
Min mini katekismus indeholder 13 bibelfortællinger med fokus på hver sin kropsdel. Spørgsmål og svar, trosbekendelse, Fadervor og nogle salmer lægger sig tæt op ad de temaer, der arbejdes med, og gennem aktivitetspædagogiske arbejdsformer vil vække deltagernes nysgerrighed og interesse. Her er spørgsmål og svar, som tager udgangspunkt i børnenes forståelse og krop og derigennem inddrager deres tanker og undren.
Materialet består af en elevbog og en undervisningsvejledning. Man kan gøre brug af materialet i forskellige tempi og sammensætte det forløb, man ønsker.
Undervisningsvejledningen er meget grundig, og til hvert emne er der en indledning om kropsdelen. Derefter en del baggrundsstof, ideer til den konkrete undervisning, indledende aktiviteter, bibelfortælling, samtaleforslag, aktivitetsforslag og et afsnit om afslutning og andagt.
Elevbogen er opbygget over en skabelon med små tegninger (vignetter), som hele tiden guider eleven. Der er en letlæst tekst og nogle små øvelser, Prøv selv, en Vidste du og et felt til at arbejde i. Det hele garneret med flotte illustrationer med et strejf af humor, der understreger budskabet.
Aktiviteter er virkemidlet, og som arbejdsform er det genialt og vil være med til at fastholde børnenes opmærksomhed. At bruge kroppen som udgangspunkt er et godt udgangspunkt, idet barnet nemt kan forbinde budskab til sig selv, sin hverdag og sin livsverden. Der vil ligeledes være mulighed for at tage højde for børnenes forskellige læringsmåder. Illustrationerne er også en del af virkemidlerne, de understreger i høj grad emnerne og gør børn nysgerrige på, hvad det nu handler om.
Et fint og velkomment materiale.
Maria Baastrup Jørgensen:
Min mini katekismus – Kristendom fra top til tå
139,95 kr. Undervisningsvejledning: 399,95 kr.
Bibelselskabets Forlag