– Vi oplevede Gud i Moldova
12 unge var så ivrige efter mission, at de planlagde deres egen missionsrejse til Moldova.
Midt på sommeren tog 12 unge til Moldova. De skulle ned og hjælpe til på en kristen børnelejr.
Men for en af deltagerne, Claus Knudsen, blev turens højdepunkt søndages kirkebesøg. Claus Knudsen fortæller:
– Om lørdagen kom vores tolk Vlad Corduneanu hen og spurgte, om nogen havde lyst til at holde en lille prædiken. Jeg tænkte, at det havde jeg da gjort før, så det sagde jeg, at jeg godt kunne, så jeg satte mig ned sammen med en af mine venner, og så begyndte vi at lave en prædiken. Jeg synes selv, at det blev en ret god prædiken omkring hvordan Gud er kærlighed, med et meget bibelsk belæg.
Men da Claus kom hen til kirken, skete der noget udventet. Han blev trukket til side af vennen Casper Wagner, som spurgte ham, om han havde forberedt sig godt på prædikenen.
– Jeg svarede selvfølgelig ja, da jeg jo var fint klar til det, og så sagde han noget, som overraskede mig lidt. Casper sagde: Gud har nemlig sagt til mig, at du ikke skal sige det, som du har forberedt, fortæller Claus, og fortsætter:
– Alle, som har prøvet dette, ved, at den besked bestemt ikke er sjov, første gang man får den. Men når man taler i Guds navn, så er man jo også nødt til at gøre, hvad han siger. Så jeg måtte give mine notater til en af de andre, så jeg ikke kunne bruge dem.
Så bare et kvarter før mødet skulle begynde, sad Claus og bad Gud om at fortælle, hvad han så skulle sige. Han oplevede, at Gud kom over ham med en følelse af, at han skulle fortælle sit vidnesbyrd.
– Mit vidnesbyrd handler om, at Gud kan reparere alt, også selv om man ikke selv føler det. Mit liv har været fyldt med svigt og brudte og usunde relationer, men ligegyldigt hvad der sker, eller hvad man går igennem, så er Gud der altid. Selvom det ikke altid er helt let for mig at fortælle hele min historie, så er jeg et levende bevis på, at man kan alt, så længe Gud er med i det, siger Claus.
Så gik mødet gik i gang. Gruppen fra Danmark optrådte med dans og drama, og så var det Claus tur:
– Jeg gik på scenen, hvor Gud rørte mig helt specielt. Da jeg havde præsenteret mig selv og skulle til at gå i gang med mit vidnesbyrd, da tog Gud over. På den scene ude i ingenmandsland i Moldova stod jeg ikke længere og talte Guds ord, men Gud talte igennem mig så kraftigt, så jeg selv kunne stå og lytte på imens.
– Jeg kan kun huske omridsene af den prædiken, men jeg ved, at Gud var der. Mit vidnesbyrd tager normalt ca. 10 minutter, men denne gang tog det over en halv time. Da Gud var færdig med at tale gennem mig, da nærmest vågnede jeg og opdagede, at det meste af salen sad med tårer i øjnene. Jeg kunne se, at Guds glæde lyste igennem dem. Og selv om man skulle tro, at det var nok, så er mit vidnesbyrd ikke slut endnu.
Bagefter spillede teamet en lovsang og indbød til forbøn. Det endte med, at de bad for omkring 20 mennesker.
– Gud velsignede mig så kraftigt, så jeg selv uden tolk vidste, hvad jeg skulle bede for hos de forskellige. Jeg stod endda og bad for en kvinde, hvor Gud bad mig om at velsigne hendes hænder. Da jeg gjorde det, så så det i mine øjne ud som om, at de begyndte at lyse. Han lod mig til og med også velsigne hele kirken i hans navn, og ingen var i tvivl om, at der var sket noget specielt den dag, fortæller Claus.
Det var en uge, hvor de danske unge lærte meget om Moldova, om deres kultur, hverdag og specielt deres hunger efter en hjælp fra det højere sted.
– Det kan overraske mig gang på gang hvor stor en tro de kristne har i de fattige lande, de ejer intet, og alligevel giver de alt, fortalte Mike Christensen – en af de andre danske deltagere.
Der var omkring 200 børn på lejren, som legede, dansede, sang, badede, havde det hyggeligt sammen og selvfølgelig lærte en masse om Gud og Jesus.
Hver dag var der et møde om morgenen og et om aftenen.
Til møderne sang de nogle kristne børnesange mens de lavede nogle sjove fagter til, efterfølgende fik de en spændende og lærerig tale fra en af lederne på lejren.
For det danske team var opgaverne at lege med børnene, dække bord og rydde af, når der var mad, være med til aktiviteterne og bare hygge med børnene og have det sjovt.
Til møderne optrådte de 9 tidligere elever fra Euroclass, med dans og drama. Dette var noget som fascinerede børnene meget, både klovnestykkerne, såvel som de mere seriøse stykker omkring livet.
Det er missionær-parret Charlotte og Johannes Petersen som står bag denne lejr. Og den er kun en af adskillige lejre, som de afholder hver sommer.
Charlotte og Johannes har de tidligere år haft det fulde ansvar for lejrene, men de er så småt begyndt at give ansvaret fra sig, fx valgte de i år at overlade børnelejren til nogle af de lokale kristne.
– Jeg er ikke så god til afslutninger, men jeg vil bede jer bruge denne beretning fra Moldavien som en opmuntring, siger Claus og fortstætter:
– ikke bare i det store, men også i hverdagen. Nok var oplevelsen til søndagsmødet en stor oplevelse, men pointen er, at man skal gøre som Gud siger, ikke bare på store kristne møder, men også når Gud fx beder dig om at hjælpe din nabo med rengøringen, for man ved aldrig, hvad Gud bruger situationen til. Gud er stor, og i løbet af vores tur der nede, blev mange liv ændret. Både for folk som vi mødte, men også for os fra teamet.
Dorthe Grenov/
Lisbeth Thomsen
