Furoren omkring Iran ved at blive israelsk intern skandale
Furoren omkring et muligt israelsk angreb mod Irans atomanlæg har nu udviklet sig til at blive en israelsk intern skandale.Hvem har lækket disse forlydender til medierne – og hvorfor?
Sådan spørges det i Israel – mens det samtidigt hedder sig, at statsminister Binyamin Netanyahu har anmodet Shin Bet-sikkerhedstjenesten om at undersøge, hvordan regeringens drøftelser om dette sensitive anliggende er nået ud til offentligheden.
Det er det kuwaitiske dagblad, “Al Jarida”, der har bragt denne historie med den videre oplysning om, at to mænd skal være ansvarlige for denne lækage, den tidligere Shin Bet-chef Yuval Diskin og den tidligere chef for Mossad-sikkerhedstjenesten, Meir Dagan.
“Al Jarida” citerer en israelsk kilde for en udtalelse om, at motivet for lækagen var hævn fra begge mænds side – at Dagan var vred over, at hans embedsperiode ikke var blevet forlænget, og at Diskin var arg over, at han ikke var blevet valgt til at efterfølge Dagan som Mossad-chef.
Hverken Netanyahu eller hans talsmænd har dementeret denne historie i “Al Jarida”.
Videre skriver bladet, at oppositionslederen, Kadima-partiets formand Tzipi Livni, skulle være blevet rekrutteret til denne mediekampagne ved at anklage Netanyahu og fosvarsminister Ehud Barak for at underminere Israels livsvigtige nationale interesser, og at kampagnen havde et dobbelt formål – at forhindre en militær aktion mod Iran og at styrte Netanyahu-regeringen.
Forberedelserne til at angribe Irans atomanlæg var nået fra et planlægningsstadium til at være operationsklar – skriver avisen, med en anonym israeler som kilde – og dette fik modstandere af operationen til at lække detaljer til medierne og dermed hindre denne.
Dagans kommentar er:
– Er jeg en forbryder, som har krænket sikkerheden? Så lad dem stille mig for retten. Lad dem sige: “Dagan forbrød sig mod loven”. Jeg vil bringe en god advokat. Og jeg har en god hukommelse. De, der bragte Iran-anliggendet i fokus, er statsministeren og forsvarsministeren. Hvis man ønsker at stille mig for retten – så værsgo’.
Barak er i disse dage i London, hvor han har mødtes med den britiske udenrigsminister William Hague, forsvarsminister Philip Hammond, den nationale sikkerheds-rådgiver Peter Ricketts og ledere af Englands sikkerheds- og efterretningsorganisationer.
Der foreligger ingen detaljer fra disse møder, men en kilde i det israelske forsvarsminusterium bekræfter, at Iran var hovedemnet i drøftelserne.
Klummeskriveren Nehemia Shtrasler skriver idag i den store morgenavis “Ha’aretz”, at israelske forsvarsministre bruger sn skræmmetaktik for at prøve at forhindre nedskæringer i forsvarsbudgettet. Shtrasler citerer minister for strategiske anliggender Moshe Ya’alon, tidligere forsvarschef, for at sige, at Baraks antydninger om Iran er “et kyniskt og uansvarligt skridt, der skader statssikkerheden”.
En anden klummeskriver ved samme avis , Yoel Marcus, skriver:
– Man får det indtryk, at det ikke er lykkedes Barak og Netanyahu at gøre de nødvendige indrømmelser for en diplomatisk aftale med palestinenserne og har besluttet at skræmme nationen og verden med den iranske atomtrussel og behovet for at fjerne den.
Minister Dan Meridor har udtalt, at “den offentlige drøftelse er skandaløs – vi må standse denne djævledans”.
I en lederartikel i “Ha’aretz” idag hedder det, at “i modsætning til aktionen i Irak (angrebet på atomreaktoren. red.) vil en bombning af Irans atomanlæg være ensbetydende med en krig. Implikationen af en sådan beslutning vil blive dramatisk og smertende for hele Israels befolkning.
Det israelske luftvåben skal om kort tid være vært for en fælles træningsøvelse med italienske og græske kamppiloter. En israelsk militær kilde siger i denne forbindelse, at det ikke er almindeligt at offentligøre noget sådant på forhånd, og at denne oplysning måske vil kunne få italienere og grækere til at trække sig ud.
Den internationale Atomenergi-Organisation (IAEA) ventes på tirsdag at ville offentliggøre en rapport med nye oplysninger om Irans atomprogram.