Gud elsker dig stærk

Fordi Gud møder dig med kærlighed, har du noget at give videre til andre. Fra Gud får du styrke til handle efter hans vilje.
Når Guds kærlighed får plads i dit liv, helbreder han dit hjerte, læger dit ødelagte selvbillede og gør dig fri til at sige nej og sætte grænser. Heldigvis stopper han ikke der.
Guds kærlighed formidler styrke til at sige ja, hvor der ellers ikke var overskud. Fordi dit behov for kærlighed er mødt, har du noget at give videre af til andre. Ægte kærlighed er sand styrke!

Jesus gav en række befalinger, der gennem 2000 år har stået i skarp kontrast til den ellers normale tankegang:
I har hørt, at der blev sagt: ’Øje for øje og tand for tand.’ Men jeg siger jer: Gengæld ikke ondt med ondt. Hvis nogen slår dig på den ene kind, så vend den anden til. Hvis nogen truer dig med en retssag for at få din inderkjortel, så lad ham få yderkjortlen med … Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad særligt godt skulle der være ved det? Det kan enhver synder jo gøre.
Mattæus 5:38-40, 46 (Hverdagsdansk)

At ville straffe en anden øje for øje og tand for tand er det mest naturlige for os mennesker. Hvis en gør noget forkert mod mig, ligger det snublende nært for mig at gøre det samme mod ham. Men Jesus vender denne tendens på hovedet og siger, at mod dem, der sårer os, skal vi handle stik modsat af, hvordan de handler mod os. Det han taler om, er tilgivelse.
Tilgivelse er en væsentlig nøgle til at leve i kærlighed. At tilgive er ikke at lade som om noget ikke er sket og glemme det. Nej, tilgivelse er – med fuld erkendelse af det, der er blevet begået imod dig – at vælge at give slip på retten til at være bitter og vred, at give slip på retten til at straffe den anden person. Ikke fordi du mangler styrken til det, men fordi du vælger at handle i kærlighed. Bibelen er meget klar her: Ligesom vi er blevet tilgivet af Gud, sådan skal vi også tilgive hinanden. Det er ikke et forslag eller en pæn hentydning, det er en klar befaling, der er kædet tæt sammen med, at vi selv modtager tilgivelse.
Det er en af de befalinger, Jesus har givet os, som kræver mest styrke at leve ud. Fra en verdslig tankegang kan det virke som det stik modsatte – svaghed – ikke at hævne sig eller give igen med samme mønt, fordi den manglende hævn bliver taget som et udtryk for frygt eller underlegenhed, men det er slet ikke det, Jesus taler om her. Tværtimod ligger der bag denne handling et ønske om at række ud til modparten med Guds kærlighed. Eftersom det går stik imod vores faldne natur, er det en handling, der kræver stor styrke.
Her kommer vi tilbage til Jesus som både kilden til den styrke og vores forbillede på, hvordan tilgivelsen kan leves ud i praksis. Da han havde allermest grund til at hade nogen, mens han hang på korset – tortureret, ydmyget og hånet af de mennesker, han havde elsket – valgte han at tilgive frem for at hade. Og han bad: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” (Lukas 23:34)

Det var ikke, fordi han ikke havde styrken til at gøre gengæld. Han kunne bare have sagt et ord, og de ville alle have lidt langt mere forfærdeligt, end han gjorde på korset, men han valgte at udvise sand styrke og handle i kærlighed. Den samme kærlighed, som han udviste, giver han også til os i dag. Han både tilgiver vores synder og giver os kraft til at tilgive andre deres synder imod os. Når han bor i vores hjerter ved sin kærligheds Ånd, giver han os overskud til at tilgive.

Hvis nogen truer dig med en retssag for at få din inderkjortel, så lad ham få yderkjortlen med.
Matthæus 5:40
Hvad handler det her billede om? En, der afkræver dig din gæld? Det kunne det godt have været, men i denne sammenhæng taler Jesus om mennesker, der forfølger dig. Så det virker mere sandsynligt, at han hentyder til en, der vil misbruge retssystemet for at stjæle fra dig. Hvordan forholder vi os, når mennesker handler uretfærdigt mod os? Holder vi stædigt fast på vores ret, eller ser vi igen en anledning til at give Guds kærlighed videre? Jesus udfordrer os til at elske radikalt, at elske så voldsomt, så vi ikke bare giver til dem, der gør godt mod os, men også til dem, der er uretfærdige og absolut ikke fortjener det. Fuldstændig ligesom Gud – på trods af vores uretfærdighed – har givet os langt ud over alt, hvad vi fortjener.
Den kærlighed har stor kraft til at forvandle. Den har forvandlet millioner og atter millioner af menneskers liv. Hvorfor skulle den ikke også kunne gøre en forskel, hvis du rækker den til en, som du ikke synes har fortjent det? Hvis vi kun elsker dem, vi synes ”fortjener det”, hvordan skal vi så nogensinde se den her verden forvandlet og vundet for Jesus? Så ser vi aldrig Guds kraft forløst.
Jeg kommer til at tænke på ”Les Miserables” af Victor Hugo, hvor hovedpersonen på et tidspunkt er i knibe og overnatter hos en præst, der tager sig godt af ham. Til gengæld for præstens venlighed stikker vor helt af med hans sølvtøj. Nu burde præsten jo blive stiktosset, men da politiet bringer tyven tilbage, siger præsten bare, at han da gav ham det sølvtøj og giver ham desuden to sølvlysestager med og giver på den måde manden en ny chance, selvom han absolut ikke havde fortjent det. Der havde ikke været meget at skrive om, hvis han havde givet ham som fortjent. Men præstens handling er ikke forgæves. Tyven omvender sig og bliver til hjælp for andre mennesker.

Når vi elsker mennesker, ligesom vi selv er blevet elsket, forløser vi Guds kraft ind i det menneskes liv og giver Gud en anledning til at arbejde i dem, ligesom han arbejder i os. Kærlighed er nøglen til et menneskes forvandling. Ligesom Gud elsker os ufortjent, så vi bliver hele, frie og stærke, kan vi formidle noget af den kærlighed til andre, som heller ikke fortjener det, og se Gud gøre de samme ting i dem. Gud har skabt og frelst os til at være kanaler for hans kærlighed. Ikke det nemmeste, men det gode er, at det ikke afhænger af os, men netop af hans kærlighed, der virker i os. Hans kærlighed sætter os i stand til at gøre det, der ikke er menneskeligt muligt – at elske på trods af uretfærdighed.

Jesus kalder os til et nyt liv i hans kærlighed. Han kalder os til at tage imod, at han elsker os, blive lægte i vores sjæle, blive frie til at sige ja og nej, og så kalder han os til at bruge den frihed til at vælge at elske andre mennesker, så de kan få lov til at opleve samme lægedom og frihed fra Gud. Det lyder jo dejligt og smukt, men det Gud kalder os til, er at elske mennesker, der måske ikke har modtaget hans kærlighed endnu. Dvs. mennesker, der ikke er blevet lægte i sjælen, som ikke er frie til at handle rigtigt – mennesker, der måske ikke har så meget kærlighed at give igen af. Kan jeg elske dem? Hvad så hvis de er utaknemmelige og afviser den kærlighed, jeg prøver at række ud? Hvad hvis de udnytter den sårbarhed, jeg viser dem og vender sig imod mig? Hvad hvis jeg aldrig får noget igen fra dem, men føler, at jeg hælder min kærlighed i et bundløst hul?
Med Guds kærlighed i dig får du kraft til at række ud i kærlighed, selv til dem, der ikke giver kærlighed tilbage.

Gud er selv kærlighed, så når du præsenterer mennesker for Guds kærlighed, giver du dem i virkeligheden mulighed for at få et glimt af Gud selv. Kan man give et menneske en større gave?
Af Kresten S. Holmsgaard