Et besøg i himlen
Den knap 4-årige Colton overlever mirakuløst en akut operation og fortæller senere den utrolige historie om, hvad han oplevede, mens han var under kniven.Beretningen er allerede gået verden over, for den slags oplevelser tiltrækker sig folks opmærksomhed.
Det, som er virkeligt og fantastisk på samme tid, har en fascinationskraft, som river i det menneskelige vacuum, der kun kan udfyldes af ånd. Beretningen handler om den dengang knap 4-årige Colton Todd Burpo, som var i Himmelen og kunne berette om livet i det hinsides.
Jeg elsker at læse livsberetninger. Det er noget af det mest trosstyrkende, jeg kender til, fordi det kombinerer den virkelighed, som vi alle lever i som mennesker i en langt fra ideel verden, og så den dimension af evighedsperspektiv, som vi ofte kun fornemmer i glimtvise erkendelser. At denne livsberetning er lidt ud over det sædvanlige antydes allerede i titlen, men bogen handler langt hen ad vejen om en ganske almindelig familie fra en lille flække af en landsby i Nebraska. En prøvet familie skulle man måske tilføje, for faderen til Colton blev blandt venner kaldt Pastor Job, da han plaget af uheld, sygdom og deraf følgende økonomiske problemer oplever, at hans søn bliver dødssyg.
Beretningen er også et vidnesbyrd om, at Gud hører bøn, selv den vrede og anklagende af slagsen. Midt i den allerstørste desperation, hvor forældrene oplever dødens skygge glide over deres lille dreng, mens lægernes manglende forsikringer blot puster yderligere til bekymringerne, råber forældrene til Gud. Først meget senere kommer den utrolige historie i dryp fra Colton selv.
Det viser sig, at mens Colton er under operationskniven på Great Plauns Regional Medical Center, hvor lægerne forsøger at fjerne giften fra en sprængt blindtarm, befinder han sig samtidig i Himlen. Hans beskrivelser af situationer, personer og steder, som han ellers ikke har nogen jordisk chance for at kende til, underbygger troværdigheden i den oplevelse af Himlen, som på en gang forundrer og fortryller læseren:
– Gud sidder på en megastor trone, for han er større end alle andre i himlen.
– Der er ingen nat, for Jesus og hans far lyser det hele op.
– Der er ingen gamle, syge eller svage og heller ingen, som bruger briller.
– Osv. osv.
Udsagn på udsagn stykkes en fortælling sammen, som bekræfter bogens titel: Himlen findes virkelig, og med denne åbenbaring følger forpligtelsen til at fortælle mennesker, at de må tro på Jesus, for ellers kommer de slet ikke ind i Himlen.
Kan der gives en alternativ forklaring? Ja, det er nok muligt, hvis man er tilpas rettro ateist, at bortforklare det overnaturlige, men bogen minder os om, at livet er en del af evigheden, og i evighedsperspektivet er Himlen det egentlige forjættede land, som vi kun kan komme ind i, hvis vi bliver som børn.
Todd Burpo og Lynn Vincent:
Himlen findes virkelig
210 sider
149,95 kr.
ProRex