Fra sygdom Til sundhed

Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert (normalkuvert 8,00 kr.). Salvedug kan ikke rekvireres over internettet.
Orla Lindskov Christensen
Anne Maries Vej 16
9000 Aalborg
– Orla@Udfordringen.dk.

Spørgsmål 1:

Hvad sker der efter døden?

Kære Orla Lindskov
Jeg tillader mig hermed at skrive til dig angående et spørgsmål, der ligger mig meget på sinde. Det handler om opstandelsen. Jeg kan huske, at du en del år tilbage skrev noget om emnet her i din Brevkasse. Jeg har ikke det nummer af Udfordringen mere. Men emnet er blevet aktuelt igen for mig, da jeg er ramt af den store sorg, at min hustru er død af sygdom.
Jeg mener at huske, at du skrev noget om, at når vi dør i troen på Jesus Kristus, så skal vi også opstå med ham. Så får vi del i hans opstandelse og del i et opstandelseslegeme lig hans.
Jeg synes, det budskab lyder glædeligt, især fordi det rummer håb for os mennesker, der lever i troen på Jesus Kristus. Jeg husker at du brugte nogle henvisninger til Bibelens undervisning om emnet. Mon der er plads i din Brevkasse til, at du igen kan sige lidt om emnet? Fx om, hvordan det bliver bagefter?
Venlig hilsen
En efterladt

Svar 1:

Alt finder sted i Guds kærlighed

Kære Efterladte
Jeg vil gerne sige lidt om emnet igen. Jeg vil selvfølgelig basere det, jeg siger, på de bibelske udsagn om emnet.
”Jesus Kristus stod op af graven.” Med denne proklamation blev der lagt et urokkeligt fundament under den kristne kirke. Og bekendelsen har siden lydt om Jesus: – ”Korsfæstet, død og begravet; på den tredje dag opstået fra de døde.”
På det seneste har nogle præster gjort indsigelser mod den bogstavelige tro på opstandelsen. I stedet tilbyder de symbolske fortolkninger af opstandelsen. Men det lader vi ligge.
Ifølge Lukas troede disciplene først i deres forbløffelse og rædsel, da Jesus kom iblandt dem, at det var hans ånd, de så. Men Jesus henvendte sig til dem og sagde: ”Føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, jeg har.” ( Lukas 24, 36 – 43 ).
Tertullian, der var en strålende, talentfuld skribent, ( ca. 190 e. Kr. ) definerer kirkens ortodokse holdning således: – Da Kristus stod legemligt op af graven, bør alle tro på kødets opstandelse. Det, der står op er kød gennemstrømmet af blod, bygget op om knogler. – Og Tertullian siger, at man skal tro på det, selv om det kan lyde absurd.
Allerede hos Esajas finder vi en beskrivelse af opstandelsen, ( Esajas 26, 19 — ) : ”Dine døde bliver levende, deres lig står op. I, der ligger i jorden, skal vågne og juble.”
Og Paulus skriver i Romerbrevet 8, 11 …: – ”Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer.”
Men der ingen tvivl om, at der i opstandelsen for at bruge Paulus` ord, sker en forvandling af vores kødelige, jordiske legeme ( Filipperbrevet kap. 3, 21 ):
”Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt.”
Og for at slå fast, at det ikke er vores jordiske kød-legeme, vi får med videre, så skriver Paulus i 1. Korintherbrev kap. 15, 50: – ”Men det siger jeg jer, brødre: kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige.” – Og videre giver Paulus en beskrivelse af, hvad der kommer til at ske: – ”Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed. Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt: – Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejer? Død hvor er din brod? —— Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus.”
Det Paulus beskriver, der kommer til at ske, samt hvordan det bliver bagefter, er nok for os mennesker ufatteligt. Og især hvad begrebet kødets opstandelse egentlig rummer. Men vi tror og vi ved, at alt finder sted i Guds kærlighed.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov!
Allerførst mange tak for din tjeneste. ”En retfærdigs bøn har en mægtig virkende kraft!”
I 2008 fik jeg en salvedug fra dig og takker for den. Jeg havde nogle urinvejs-problemer. Men siden jeg fik salvedugen, har jeg ikke fået nye tilbagefald.
Derimod har jeg de sidste år måttet kæmpe hårdt for at holde mine sukkertal i orden, da jeg ligger på grænsen til at få diabetes. Derfor vil jeg meget gerne bede om en ny salveklud, da den gamle er meget slidt efterhånden.
Jeg stoler på Guds indgriben og takker for din trofaste tjeneste. Jeg læser dine indlæg i Udfordringen hver gang.
Må Gud velsigne dig.
Venlig hilsen
E.

Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov!
Endnu engang vil vi sige hjertelig tak for din forbøn. Vi har nu fået alt det, som du har bedt til Herren om på vores vegne. Vi håber på engang at kunne overvære et af dine møder.
Jeg har nu lært, at man ikke behøver at ængstes, når man lægger alt i Guds hånd, og når man bliver hjulpet af en forbeder som dig. Tak og lov og pris til Gud, som hører bønner og endnu engang tusind tak til dig, kære Orla, som bruger din tid og dine kræfter på at bringe forbønner frem for Herrens åsyn. Må Gud velsigne dig for dit kærlige hjerte og arbejde.
De bedste hilsener
I. og B.

Min oplevelse:
Kære Orla
En stor tak til dig for den salvedug, du salvede til mig.
I dag er det lige 3 måneder siden, jeg fik en ny hofte. Salvedugen har fulgt mig, og jeg kan med glæde og taknemmelighed fortælle, at operation og optræning er forløbet godt.
På et tidspunkt havde jeg ondt i lysken på grund af optræning. Men da jeg lagde dugen på lysken, holdt smerterne op. Tak Jesus, Gud og Helligånd for at bruge dig til at formidle Helligåndens helbredende kraft. Tak Orla også for, at du formår at holde ved.
Kærlig hilsen
Aa.