Harvard-arkæolog om Noahs Ark-fund: ’Det er ikke fup!’

Et opsigtvækkende fund af ’Noahs Ark’ på Mt. Ararat i 2010 er beskyldt for at være plantet af den kurdiske guide. Men en amerikansk arkæolog har nu undersøgt fundet og er imponeret.Er Noahs Ark alligevel fundet på Mt. Ararat, som en kinesisk-kurdisk gruppe påstod i 2010?

Dr. Joel Klenck, er arkæolog og leder af Palaeontological Research Corporation.

Den kinesisk-kurdiske gruppe afslørede i maj 2010, at den to år før havde fundet en stor træstruktur under is og sten på det bibelske Mt. Ararat i det østligste Tyrkiet.

Men straks blev den kurdiske guide Ahmet Ertugrul beskyldt for at have plantet fundet i 4.200 meters højde. Beskyldningerne er især kommet fra amerikanske arkjægere.

Dr. Vincent Price har fx lagt et brev ud på sin webside, hvor to kurdere siger, at de har været med til at opbygge træstrukturen. Men senere har den kinesiske gruppe fundet de to mænd, som på video benægter, at de har skrevet brevet eller været med til svindel.

Og nu har en amerikansk arkæolog undersøgt kinesernes fund, og han mener, at deres fund bør tilskrives betydelig værdi, og at den videnskabelige skepsis vil forsvinde efterhånden, som arkæologer får mulighed for at undersøge fundet.

Ph.d. fra Harvard

Dr. Joel Klenck er arkæolog med en Ph.d. fra Harvard Universitet og leder af Palaeontological Research Corporation (der foretager uafhængige arkæologiske undersøgelser).
Dr. Joel Klenck har besigtiget stedet på Mt. Ararat, analyseret de arkæologiske rester og færdiggjort en sammenlignende undersøgelse.

”Stedet, hvor fundet er gjort, er usædvanligt,” fastslår Klenck. ”Det rummer en stor trækonstruktion med en arkæologisk samling, som fortrinsvis viser sig at være fra den perifere ældre stenalder.”

Andre steder i Den nære Orient er lignende samlinger kalibreret med kulstof 14-datering mellem 13.100 til 9.600 f.Kr.

Meget velbevaret

”Stedet er fantastisk velbevaret og rummer et stort udvalg af plantematerialer inklusive strukturer lavet af cypres og et rum med et gulv dækket af kikærtekerner.”
Klenck tilføjer endvidere:

– ”Jeg var mest imponeret over den artefaktiske samling, især basaltskålene, stenkernerne og debitagen (affaldsmateriale fra fremstilling af stenredskaber)”.

Tidligere besøg

Det viser sig også, at stedet har været besøgt i senere perioder. To små keramikskåle fra den kalkolitiske periode (5.800-3.000 f.Kr.) og bronzealderperioden (3.000-1.200 f.Kr.) var anbragt i et af rummene i konstruktionen. Han tilføjer:

– ”Disse artefakter repræsenterer højst sandsynligt korte, senere besøg på stedet, eftersom disse skåle adskiller sig fra de epipaleolitiske rester, som omfatter næsten hele samlingen.”

De skarpe kritikere påstår, at fundet, som kineseren Panda Lee her står ved nedgangen til, bare er en opført kulisse i gletcherspalten til højre. Men ifølge arkæologen tager de fejl.
Meget stort fund

”Overfladespredningen af træet over den store konstruktion er 121,1 meter i længden og 23,8 meter i bredden.

Konstruktionen er mindst 5,2 meter dyb og adskillige målinger af de ydre vægge viser hjørner, der går indad mod bygningsværkets fundament.

Der er ligeledes trappelignende anordninger, som fører ned midt gennem den fleretages store tap-konstruktion.”

Klenck tilføjer: ”At denne store trækonstruktion er placeret på Mount Ararat med noget, der viser sig at være en hovedsagelig epipaleolitisk samling, er bemærkelsesværdigt.”

Ikke et fupnummer

”Findestedet er ikke noget fupnummer,” konstaterer Klenck, ”og størrelsen samt den fornemme bevarelse af bygningsværket vil betyde, at det kan undersøges af talrige videnskabsmænd.”
Han siger videre: ”Den store trækonstruktion er begravet under tonsvis af sten og is, og det meste af bygningsværket er stadig uudforsket.”

Første prøver du’r ikke

Hvad angår NAMI’s oprindelige kulstof 14-datering af findestedet til 4.800 f.Kr., fortæller Klenck, at det første opdagelseshold var sammensat af personer med begrænset arkæologisk erfaring.
”I stedet for at samle prøver fra kerner og ikke-udsatte steder og pakke dem ind i staniol, blev der taget overfladeprøver med bare hænder eller bomuldshandsker. Dateringen afspejler højst sandsynligt en prøve, som er blevet forurenet af besøg i ældre tid eller af moderne opdagelsesrejsende. Det meste af samlingen viser en meget tidligere periode.”

Klenck bemærker, at alle fremtidige kulstof 14-prøver bør afleveres til arkæologiske afdelinger på Istanbul Universitet, som vil datere artefakterne eller sende prøverne til arkæometriske forskningsafdelinger på Berlins Universitet.

Hule-fund med mærkelige skåle

Klenck nævner også en nærliggende hule, som rummer genstande, der svarer til dem, der er fundet i den store trækonstruktion.

Klenck fortæller, at huleområdet indeholder rester af kikærter, hørfibre og –tov, stykker af vævet stof, knoglefund og kar fremstillet af et organisk materiale. Han tilføjer:

– ”I både den store trækonstruktion og hulen er de fleste af skålene fremstillet af et organisk materiale, måske dyremaver, og flapperne er foldet ud over kraver af træ eller ben. Flere af disse skåle ligner tidlige keramiktyper fra den senere lertøjs-neolitiske periode (6.400-5.800 f.Kr.)”.

Klenck mener, at ”disse artefakter giver anledning til spørgsmål om, hvorvidt skåle fremstillet af organiske materialer har haft indflydelse på de første typer lertøj.”

Bør beskyttes bedre

”Disse steder er overordentligt vigtige for arkæologer og konservatorer,” påpeger Klenck, ”især med hensyn til præservering af træ- og plantematerialer og undersøgelse af arkitektoniske træk”.
Han kræver kategorisk, at myndighederne for oldtidsfund i Tyrkiet er nødt til at beskytte fund-stedet og kun tillade godkendte arkæologer og konservatorer adgang til stederne.

”Disse forholdsregler skal på plads,” fastslår Klenck, ”for at forhindre eventyrere og lokale bjergførere i at brække stykker af træet og fjerne artefakter fra forskningsområdet.”

Skepsis vil forsvinde

Klenck forstår godt den oprindelige skepsis blandt arkæologer, men den vil dø hen, efterhånden som flere forskere og konservatorer færdiggør analyser og offentliggør rapporter i videnskabelige tidsskrifter, mener han.

”Bevismaterialet er vidtrækkende. Samtidig er kun meget lidt af konstruktionen besigtiget, og meget af området er utilgængeligt, da det er dækket af is.”

Tegn på en syndflod?

Fundene på Mount Ararat falder sammen med akademiske diskussioner om overgangen mellem den pleistocæne og den holocæne epoke i den yngre Dryas stadial (10.900-9.500 f.Kr.) og begyndelsen af den pre-pottery neolitiske periode omkring 9.600 f.Kr.

Det var her, de første landsbysamfund i det sydøstlige Tyrkiet fik kendskab til intensivt landbrug og plantedyrkning samt tæmning af dyr.

Klenck skriver: ”Nogle videnskabsmænd ser denne overgangsperiode som en naturkatastrofe med dramatiske stigninger i havoverfladerne, oversvømmelse, udslettelse af dyr og fald i befolkningstal.

Andre hævder, at denne fase kun var en kold, tør periode, bevist ved sparsom vegetation.”
”Midt i hele denne debat,” noterer han, ”er der en stor, massiv trækonstruktion og en hule med artefakter, der ligner en epipaleolitisk samling, højt beliggende på Mount Ararat.”
Klenck konkluderer: ”De steder i Ararat-bjergene, hvor fundene er gjort, er meget specielle på grund af deres bevarelse og unikke indblik i den historiske fortid.”

Historien om fundet er fortalt med mange fotos i Henri Nissens bog: ”Noahs Ark. Historien og det Store Fund.” (Forlaget Scandinavia 2010, 320 s., 298 kr.). Ved bestilling tilsendes bogen, vedlagt en kopi af denne artikel.