Skaber andagter over Facebook
Generalsekretær i KFS, Robert Bladt, er netop gået i gang med en ny andagtsbog. Men han sidder ikke bare alene og nørkler med det. I Facebookgruppen Reflektioner over kirkeåret inviteres medkristne til at give deres bud på projektet.
Robert Bladt forklarer selv projektet:
– 27. november 2011 begynder et nyt kirkeår. Samme dag vil jeg begynde at skrive en bog med refleksioner og bønner over kirkeårets tekster. Hver dag i løbet af kirkeåret vil jeg bestræbe mig på at lægge en ny refleksion eller bøn ud i denne gruppe til eftertanke, medtænkning, modsigelse eller blot personlig indvortes og (G)udvortes brug. Når året er omme, er tanken at udgive refleksionerne i en bog med titlen Nådeår – refleksioner og bønner over kirkeårets tekster (2. række).
Indtil videre har blot 47 benyttet invitationen til at tænke med, men mon ikke flere vil følge hen ad vejen?