Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Jeg er ofte syg med influenza

Kære Suh
Jeg synes, mit immunforsvar er tilbagevendende dårligt, er lidt for ofte syg med forkølelse, influenza, halsbetændelse, migræne eller lign. Jeg er klar over, at jeg nogle gange kører mig selv lidt hårdt, da jeg er en ambitiøs kvinde, og jeg når også som regel de mål, jeg sætter mig. Men hvordan holde balancen mellem ikke at bukke under i pyller og selvmedlidenhed – og ikke nå de mål, man gerne vil (for dem ser jeg også nogen af rundt omkring) – og så ikke at presse sig selv for hårdt?
VH B.

Kære B.
Som altid, når der er mange fysiske symptomer, så bør du overveje at få et lægeligt tjek eller kontakte en kostrådgiver/diætist, så du kan udelukke en fysisk årsag til dine lidt for hyppige sygdomsperioder.
Dårlig kost, mangel på vitaminer eller mineraler, mangel på motion er bl.a. faktorer, der ved at blive justeret i sig selv forbedrer kroppens ressourcer og dermed også immunforsvaret. Så hvis disse ting ikke er helt i balance i din dagligdag, vil jeg først og fremmest opfordre dig til at få det på plads.
Da du beskriver dig selv som en ambitiøs kvinde, der oftest når de mål du sætter dig, vil du sikkert kunne angribe også dette som et projekt, der skal tilrettelægges og løses og få succes med det.
Hvis disse ting derimod er i orden, er der noget, der kunne tyde på, at du driver lidt for meget rov-drift på dine egne ressourcer. Hvert menneske har kun 100% energi – hverken mere eller mindre – og når man har forbrugt det hele, er det ikke muligt at forbruge det igen. Hvis man alligevel forsøger, så betaler man regningen, som regel både fysisk og psykisk. Kroppen og psyken har brug for energi til at producere både ordentligt forsvar mod virus og infektioner, men også til at kunne registrere følelser af velvære og det, som man oplever som ”overskud”.
Prøv derfor at lave en skitse over dit energi-forbrug: tegn en beholder, og del den så ind i felter, der repræsenterer, hvor meget energi du bruger på hhv. arbejde, familie, venner, motion, selvforkælelse osv. (vær opmærksom på, at selv om noget tager forholdsvis lidt tid i praksis, så kan det følelsesmæssige energiforbrug i den forbindelse være meget stort). Her får du et fingerpeg om, hvor der måske er nogle proportioner, der skal justeres, så det bliver mere holdbart på længere sigt. Hvis du opdager, at du i praksis bruger mere end 100% energi, så vil det være en god idé at illustrere det på din tegning, ved at tegne det som en ”overbygning” – så får du et billede af, hvor det går mest galt.
Nu skal du så i gang med at justere din energi-model. Som tommelfinger-regel er det en god idé at disponere over 85-90% i det daglige energi-forbrug. De sidste 15-10% gemmer man til en ”rainy day” – de dage, hvor der dukker uforudset modgang eller udfordringer op, og som livet altid byder på før eller siden.
Det kan være noget af et vanskeligt projekt at få hverdagens energibudget til at gå op – der er altid mange ønsker og krav. Men ansvaret for at vi ikke forbruger mere end vi har kapacitet til – er vores!
Hilsen Suh

Svært for mænd uden arbejde

Kære Suh
Vi er i den triste situation, at min mand for lidt over et halvt år siden blev fyret fra sit arbejde pga. nedskæringer. I starten var vi begge meget optimistiske omkring, at han nok skulle finde noget andet, selvom han er 54.
Nu er det som om, at han er gået helt i stå. Det er meget frustrerende. Jeg synes både, det er frygteligt synd for ham, men jeg er samtidig også irriteret over, at han tilsyneladende har givet op. Hvad gør jeg? Hvordan hjælper jeg ham bedst videre?
Frustreret kone

Kære Frustrerede kone
For rigtig mange, især mænd, er det at stå uden arbejde en meget udfordrende situation. Når det især gælder mænd, så er det, fordi mange mænd i højere grad end kvinder finder deres identitet i deres arbejde. De fleste mænd er typisk også meget handlingsorienterede og finder det tilfredsstillende at kunne ”fixe ting”. At udføre et stykke arbejde til en kundes/chefs tilfredshed, blive belønnet med en løn, som tillige betyder, at de er med til at holde tingene kørende derhjemme, er for de fleste mænd tilfredsstillende.
Når din mand har mistet denne funktion, kan det opleves som et stort tomrum i hans liv – han føler måske pludselig, at han ikke ”er” noget mere, eller at han ikke rigtig gør en forskel længere.
For mange er kollegaerne også en stor del af det sociale netværk, så ud over det konkrete arbejde har han måske også mistet en stor del af det sociale input i sit liv?
Når du gerne vil støtte din mand, så lad ham mærke, at du for det første tager hans frustration alvorligt. Det betyder ikke, at du ikke må opmuntre ham, men lad være med at bagatellisere hans situation med kommentarer som ”det er jo bare et job” eller ”tag det ikke så tungt”. Det kan i stedet komme til at opleves som en manglende forståelse af ham eller måske endda en kritik af hans reaktion på det hele. Når han ind imellem får lyst til at tale om det, så lad ham tale ud uden at føle, at du skal ”flytte fokus” over på mere positive aspekter.
For det andet kan du prøve at tænke over, hvordan du bedst muligt kan være med til at hjælpe din mand til at føle, at han ”udretter noget”. Hvis han har lyst til at fælde alle træerne i baghaven, selvom du havde håbet på en campingtur til Sverige, så overve,j om I ikke kunne skyde turen til næste weekend. Det kan nemlig være hans måde at føle, at han igen planlægger, handler og får succes. For det tredje, så prøv at huske, at din mand før havde 8 timer om dagen, hvor han passede sit eget, og hvor der ikke var nogen velmenende kone, der blandede sig i, hvad han gjorde eller sagde, så selvom du er bange for, at han er gået helt i stå, så giv ham lov til at trække sig lidt eller gemme sig ude i garagen ind imellem.
Til sidst: den allerbedste måde at finde ud af, hvordan du ellers støtter din mand bedst, er at spørge ham om det, når lejligheden byder sig. Ofte kan man nemlig blive overrasket over, hvad ens partner egentlig har brug for, fordi man som udgangspunkt er orienteret mod det, der ville have været bedst for en selv.
Hilsen Suh

Anbefaling af bog

Kære Suh
Vedr. uge 42: “Vi har aldrig et almindeligt skænderi” – Den indebrændte kone:
Jeg har flere gange tænkt på at skrive til dig, så nu skal det være.
I John Gray: “Mænd er fra Mars, og kvinder er fra Venus” (Borgen 1992 + efterflg.) hedder kap. 11 “Hvordan man giver udtryk for vanskelige følelser”, og især fortæller den, hvordan man kan skrive og bruge “lynaflederbreve”.
Jeg synes også, bogen som helhed var en ‘åbenbaring’ for mig i mit forhold til det andet køn. Jeg vil meget anbefale ovenstående til hende. Jeg tror, det vil hjælpe til at lette hendes følelsesmæssige tryk og måske også give bedre redskaber til at kommunikere med hendes mand.
Med venlig hilsen
Ingrid Lang Pedersen
Rødovre

Kære Ingrid
Tak for din kommentar og din anbefaling af bogen ”Mænd er fra Mars, Kvinder er fra Venus”. Jeg kender godt bogen og synes, det er en god bog, som på en fin måde beskriver nogle af forskellighederne hos mænd og kvinder. Bogen er skrevet i et let-forståeligt sprog og med mange konkrete eksempler, som gør den nem at gå til.
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, eller mail til: Suh@Udfordringen.dk


Artiklen fortsætter efter annoncen: