Antennemand hang i masten i 10 timer

Udfordringens radio-projekt er sat i gang. Men det er ikke altid lige let…Udfordringens nye kristne radio-projekt i Tcholire har været undervejs i et par år. Nu er vi endelig nået til, at radioen kan sende og fungere. Sådan da…
Der har ikke været let… og det er det nu aldrig i Afrika. Men des mere kan vi glæde os over, at vi trods alle forhindringer er nået så langt!
Det begyndte med, at en lokal kristen, Justin, havde en vision om at plante en kristen radio i et område, som gennem århundreder har været afsondret fra udviklingen.
Sammen med Justin gik vi nu i gang med at realisere projektet, mens en gruppe kristne undervejs bad for dette frimodige fremstød ind i mørket.

Mayo Rey er en landsdel i Cameoun på størrelse med Belgien. Her har en lokal muslimsk kongeslægt fra Mali regeret i århundreder, også under tysk og fransk koloniherredømme. Da landet blev uafhængigt i 50’erne, blev demokratiet officielt indført også i dette område, men det var der nok ikke så mange, der bemærkede. For kongen fortsatte både som det politiske og religiøse overhoved. Og han var berygtet for ikke at acceptere nogen form for opsætsighed.

Alligevel gennemførte den lutherske brødrekirke for godt ti år siden en evangelisations-kampagne, og bagefter blev der oprettet omkring 50 små menigheder. På grund af dårlig styring faldt meget af det dog sammen igen, fordi de udsendte evangelister ikke fik den fødevarehjælp, de var lovet af kirken. Det er meget almindeligt, at tingene ikke fungerer hernede på grund af menneskelige svigt, og det er en stor del af forklaringen på, at mange gode projekter ikke bliver til det, de kunne. Der er simpelthen brug for mere disciplin og samvittighed.

Vi søgte sendetilladelse og undersøgte en masse forhold hos myndighederne. Den slags tager tid her. Masser af tid…
Men vi gik lige til hovedet. Spurgte om audiens hos kongen.
I mellemtiden var den gamle konge død, og hans førstefødte omkom kort efter under mystiske omstændigheder. Kongens rådgivere forsøgte at få magten. Men regeringen i hovedstaden udnævnte i stedet den yngste søn. Da vi mødte ham, viste han sig at være en meget åbenhjertig type, som ville reformere det gamle kongedømme. Han begyndte fx med at befri eunuk-slaverne i paladset. Han hilste radioen velkommen.

Den nye mast og ved siden af ser man det lille radiostudie.

Snart fik vi sendetilladelse og begyndte at opbygge et primitivt studio – for Udfordringens læsere støtter desværre næsten ikke arbejdet, så vi har ikke mange penge at arbejde med. Det ville være meget lettere, hvis vi kunne fremvise grædende, udsultede børn. Men man skal nu engang ikke tilpasse missionen efter, hvad der er penge i. Vi ved, at radio-mission har langt større effekt på alle områder end fx at støtte nogle få gadebørn. Vi må tænke strategisk, venner, hvis vi skal nå verden med det kristne budskab og derigennem skabe forandring også for børn.

Det område, vi har valgt, er fyldt med åndeligt mørke og uvidenhed. Det vil evangeliet ændre. Men når man går i lag med at sprede lys i mørket, skal man regne med modstand. Det har vi også oplevet meget af. Noget af modstanden kom endda fra kirkens folk.
Fx blev de aktive radiofolk, som arbejder gratis, gang på gang bedt om at flytte ud af det hus, som vi havde lejet af kirken. Man ville nemlig bruge huset til guldgravere, som gerne betaler en højere husleje for at bo i et af de få civiliserede huse her i bushen, når de er på deres vilde guldjagt. Men nu havde vi lige gjort et forladt hus i stand og indrettet studie osv. Så vi betalte en højere husleje. Kontaktede biskoppen osv. Men det er åbenbart pengene, der bestemmer. Til sidst forlod de lokale radiofolk kirkens lokaler.
Vi hjalp dem nu med en byggegrund og et beskedent hus med studie og generator (for der er ingen strøm). Desuden fik de hjælp til at opføre en antennemast på 50 meter. Den slags byggeri er en udfordring ude i bushen, for alt skal transporteres herud af elendige veje.
På denne tur medbragte jeg også fire antenner og et nyt kabel, som var langt nok til at nå helt op til toppen og hen til huset. På grund af bjerge skal vi højt op.

I løbet af tre dage i begyndelsen af januar arbejdede vi hårdt på at få tingene monteret, samtidig med at der var seminar om journalistik og teknik for medarbejderne. Vi fik hjælp af to kristne radiofolk, som jeg kender. Den ene, Lucky-Luc, som jeg kalder ham, blev fyret fra en kristen radiostation, men er nu avanceret til teknisk chef på statens regionale radio og tv i nabo-regionen. Luc knoklede løs til midt om natten, så lagde han sig og sov i en time, før han stod op igen og fortsatte. Dagen før havde han måttet efterlade sin bil ude i skoven, fordi der ikke var mere benzin at få nogen steder. Jeg måtte sende en dunk fra en by 200 km borte ud til ham.
Teknikeren, som klatrede de 50 meter op i masten, hedder Elkana. Han arbejdede fra kl. 5 om morgenen til kl. 15 om eftermiddagen i masten…! Jeg er glad for, at han havde sikkerhedsbælte på.
Alle ydede en stor indsats, og de fleste uden at få andet end drikkepenge for det. Men humøret var højt, og den åndelige enhed var stor. Alle følte, at de var i gang med noget meget vigtigt – og det var de også.

Men selvfølgelig er der problemer. Forstærkeren i den 1000 watt sender, som jeg for et par år siden fik herud, var brændt sammen. Det var næsten umuligt at finde reservedele, men firmaet Avit i Aalborg fandt en gammel sender og afmonterede den dims, vi ikke kunne finde i hele verden. Den blev sendt til Afrika med en ven. Men den teknikker, som skulle lodde den nye del i, syltede opgaven. Da jeg kom herned i januar, var han rejst til nabolandet Tchad.
Vi fik fat i hans kone og købte telefon-tid, så hun kunne ringe til ham. Han kom med en underlig forklaring om, at han havde loddet dimsen ind i en computer, så den ikke blev væk. Trods en større eftersøgning i deres lille hus og indeni alle hans computervrag, fandt vi den ikke.

Så nu venter vi på, at han kommer hjem fra Tchad engang. Han bliver jævnligt væk i måneder. Han var oprindeligt en god og solid kristen, men han misbrugte en masse penge, som jeg lånte ham – og nu flygter han hver gang, jeg kommer, for ikke at tabe ansigt. Den slags historier kan jeg mange af, desværre.

Fra tidlig morgen til sen aften blev der arbejdet med antennen – bemærk landskabet med bjerge.

Indtil han kommer, sender radioen kun med 20 watt og når kun lidt uden for hovedbyen i området. I et stort fængsel lytter de, ved vi fra deres vidnesbyrd.
Så vi er ved at få en anden, stærkere sender gjort klar. Den er bare i uorden. I morgen tidligt sender jeg den og Justin med bussen til den eneste tekniker, som kan ordne den. Han bor flere hundrede kilometer herfra… en rejse på 2-3 dage.
Så hvis ikke Justin bliver overfaldet, hvis ikke bussen kører galt, hvis ikke teknikeren har fjernet andre dele osv., så kommer det hele til at virke… snart.
Sådan er det at drive mission, der flytter noget i Afrika. Vi har meget ofte brug for at bede om hjælp ovenfra.

Og det er måske også meningen.