At give og modtage

Del 1/3: Forstå Guds tanker for de åndelige rytmer i vores liv. Første del handler om balancen mellem at give og modtage. Det er lettest at tale om det, man selv har erfaret. Ikke bare det man har set og hørt, men det, der er blevet en integreret del af én selv.
Jeg har arbejdet de sidste 8-10 år med dette emne, og det ligger mig på hjerte at dele det.

Det, at være skabt til at give og modtage, er en stor udfordring, næsten en provokation. Men en god provokation. Vi er skabt til begge dele.
Vi er alle sammen Guds dejlige skabninger. Skabt med hver vores evner, energi, motivations niveau. Til stor glæde for mange, men sikkert også for mange af os til stor glæde for os selv. Jeg synes, det har været en stor glæde at kunne være med til at påvirke og forandre situationer og mennesker. For mange af os er det et drive, der giver god mening og stor glæde.

Jeg var i Israel, da jeg var 35 år, sammen med min familie. Og dengang havde vi god tid. Jeg havde også god tid til at trække mig lidt tilbage. Det gav tid til at reflektere, ved at se tilbage på mit liv. Og jeg konkluderede i et refleksions-notat en dag: Der er i hvert fald én ting, jeg ikke har fået med mig, midt i alt det spændende, som jeg har fået lov til at opleve: Jeg tror ikke, jeg ved, hvad det vil sige at ofre. Jeg har ikke opfattet det som særlig kompliceret at give på forskellig måder. Jeg synes, det har været en stor gave, at kunne få lov til at give. Men det har for mig ikke været forbundet med ofre. Det har tværtimod været en stor gave og glæde.

Jesus var om nogen indbegrebet af et handlende, aktivt og givende menneske. Han kunne tale med mennesker i timevis. Han så menneskers behov og hjalp, uafhængig af om de var sultne, bekymrede eller desillusionerede. Jesus så ikke bare passivt til, han handlede, han var aktiv, og han gav. Vi er skabt til at give, men jeg tror, der er en særlig rækkefølge, som vi vil have stor glæde af at forstå.

Ca. 10 år efter det førnævnte ophold i Israel, oplevede jeg at miste min arbejdsevne på grund af en kronisk sygdom. Og det ramte mig voldsomt. For mig var det, at miste min arbejdsevne, som at miste en god ven. En ven som havde bragt mig rigtig mange glæder, og som jeg havde respekteret meget. Og nu måtte jeg indse, at den ven var borte – måske for altid. Jeg måtte finde nye venner. Venner, som hed begrænsethed, afmagt og svaghed. Jeg kunne mærke, at nye venskaber tager lang tid. Og det måtte jeg forsone mig med. I den situation tænkte jeg: Nu tror jeg, at jeg rør ved noget af det, der hedder at ofre. Jeg skulle aflevere noget ufrivilligt, og jeg mærkede snerten af, hvad det ville sige at ofre.

Det begynder med, at vi kommer her til verden som modtagere, når vi bliver født. Men de fleste af os slutter jo faktisk også som modtagere. Og det tror jeg, mange har det lidt svært med. Mange oplever den kæmpe glæde, det er at give. Vi bliver så glade for den, at det er meget svært igen at give slip på den og blive afhængige. Hvad er det ved den proces, som er så vanskelig? Det er mange ting. Ikke bare respekten for andre, men også selvrespekten. Hvor morsomt er det at være afhængig af andre? Hvor morsomt er det at udstille sin svaghed, og ikke umiddelbart være til nytte? Det kræver en lang, lang proces at finde værdighed og selvrespekt i modtager-rollen.

Lad os komme tilbage til Jesus. Jesus virkede tre år her på jorden. Aktivt og handlende. Men hvad var forudsætningen for hans aktive handling? Forudsætningen for de tre år var 30 år, hvor han bare levede. Vi ved, at han var elsket og afholdt, og så ved vi i øvrigt ikke så meget mere. Da han starter på de tre år i aktiv tjeneste, som vi kalder det, så ville det være naturligt, hvis han starter med et vældig stort mirakel. Men det gør han ikke. Han starter i modtager rollen. Det første han gør, er, at han henvender sig til Johannes og siger: ”Johannes vil du døbe mig?” I dåben modtager han fra sin far. For da han stiger op af vandet, siger hans far: ”Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag” (Mark.1,9). Det blev derefter fundamentet for al liv og gerning. Fundamentet var, at Jesus modtog budskabet: Du er min elskede. Og det blev det fundament, han kunne være aktiv og tjene på. Vi siger jo så flot, at vi ikke skal have vores identitet i det, vi gør. Vi ved det godt, men helt ærligt: Det er ikke så enkelt, at have vores identitet i noget andet, end det vi gør.

For nogle år siden sad jeg på kursus med mennesker fra mange forskellige lande. Der sad jeg og talte med en mand på 35 år. Han var gift og havde tre børn. Han fortalte, at han var ungdomsleder i en kirke. Samtidig var han en meget dygtig skisportsinstruktør. En meget aktiv og atletisk mand, kunne man se på ham. Han fortalte og fortalte…men så efter lang tid, standser han op og kigger på mig: ”Og hvad er du så?”, spørger han. Så røg det bare ud af mig; ”Jeg er elsket”. Og så blev han helt stille. Efter lidt tid siger han: ”Hmm, ja det ville jeg jo egentlig også gerne kunne sige”. Og så fik jeg en hel anden side af historien, som også var sand; Nemlig, at han i virkeligheden havde været sygemeldt i et halvt år, og at han havde rigtig mange ting, han kæmpede med. Det blev til en lang snak om, hvordan vi finder fodfæste, når det ikke kører, som det skal, i vores liv. Lige pludselig er vi i en rolle, som vi ikke er vant til – modtagerrollen. Bibelen har nogle redskaber, som vi ikke altid ser, når vi er vokset op med Bibelen. Ofte ser mennesker, der ikke kender Bibelen så godt, dens store rigdom hurtigere. Sandhederne skal blive noget, som vi ikke bare ved og tror på. De skal blive en del af os.
Af Karen Kirk,
Sommercamp 2011

Læs anden del i næste nummer af Udfordringen, hvor Karen Kirk kommer ind på disse sandheder.