Guds gaver til os mennesker

Nådegaverne er Helligåndens gaver gennem os
– Åndens frugter er Helligåndens gaver i os.
Mirjam Elbæk Rasmussen
Forfatter og
underviser

Gud er ikke så meget optaget af alt det, vi kan gøre for ham, men af os, fordi han elsker os. Han ønsker fællesskab med os, og at vi vokser i det at ligne Jesus. Det handler om vores karakter. Mens nogle kristne mest er optaget af at fungere med gaverne, er andre til gengæld mere optaget af den side af kristenlivet, der handler om Åndens frugt. Guds ønske er, at begge dele skal udvikles samtidig.

I Bibelen bliver Helligånden som en due, det ser vi, da Jesus bliver døbt af Johannes i Jordan floden. Det er netop derfor, vi i denne bog ikke kun skal beskæftige os med nådegaverne, men også vil sætte fokus på det, Helligånden gør i vort indre, og som vi benævner Åndens frugt.

En due har to vinger, men hvis den kun bruger den ene vinge, når den skal flyve, ved vi alle sammen, at den kommer til at cirkle rundt og ingen vegne kommer. Det er lige meget hvilken vinge, den bruger. Sådan er det også med os på det åndelige plan. Derfor må vi forstå, at der er brug for, at Jesu’ karakter og Helligåndens manifestationer begge har betydning for, at der sker en vækst til modenhed i os. Når vi ser nøjere på duen, finder vi ud af, at hver vinge har ni svingfjer. Og i 1. Kor. 12 står der omtalt 9 nådegaver. Gal. 5 handler om de 9 sider af Åndens frugter.

Guds mål med os er, at det syndige billede af dig og mig, skal ombyttes med det himmelske billede, som Gud ser, når han ser Kristus i os. ”For med et offer har han for altid gjort dem fuldkomne, som bliver helliget.” (Hebr. 10: 14) Vi får, lidt populært sagt, hele pakken på én gang, men den pakkes ud lidt af gangen.

Fra bogen Guds gaver –
Menighedens udrustning
af Mirjam Elbæk Rasmussen