Tårernes gave

Der findes en hemmelighedsfuld forbindelse i det kristne liv mellem vandet og synet. Tankens klarhed er vigtig, men synets klarhed er vigtigere. Troen kommer ikke gennem evnen til at tænke logisk – den fødes i hjertet, når mennesket ”… med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed.”
Peter Halldorf
Præst, retræteleder,
og forfatter

”Hvad et menneske ikke har set, kan det aldrig begribe,” sagde lygtetænderen Flodberg i Gamla Stan. Øjet er det dyrebareste hos et menneske. Men for at kunne se det, som intet øje har set, må øjet skylles rent. Ingen kommer til tro med tørre øjne.
Ånden er det levende vand, som vælder frem fra vort indre og renser synet. Renselsen omfatter ikke kun det indre menneske, men også kroppen. Den får et fysisk udtryk i dåben, men også i tårerne, som derfor kaldes en Åndens gave. Dåbsvandet og tårernes kilde er det samme vand – Åndens livgivende vand, som flyder fra den klippe i ørkenen, der brast for at gøre mennesket seende.
Tårerne er tegnet på, at Gud har været på besøg. De er tegnet på den sande åndsdåb. ”Tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder, og jeg oplevede Guds nærvær så virkeligt, som havde jeg set ham”, vidnede Lewi Pethrus om sin åndsdåb på båden hjem fra Norge i 1902. Og Symeon den Nye Teolog skriver efter sin skelsættende erfaring af Ånden i Konstantinopel i slutningen af 900-tallet: ”Når nogen pludselig løfter blikket og ser alt det skabte på en måde, som han aldrig før har gjort, så fyldes han af forundring og begynder at græde, uden nogen ydre påvirkning og fri for al angst. Tårerne renser ham, og de gennemskyller ham i en ny dåb.
Fælles for disse to beretninger er, at Guds besøg var uventet og vakte stor forundring. Mønsteret er velkendt i den åndelige erfaring. Tårer og forundring hører sammen. Det forhærdede hjerte består ikke så meget i udspekuleret ondskab, som i at man har mistet evnen til at forundres. Den, der værner om sin evne til forundring, holder altid et vindue åbent for Helligånden. Tårerne er forundringens sprog, og de bor dør om dør med stilheden og heller ikke langt fra tungetalen. Fælles for alle disse ”sprog” er, at de udgør et svar på en uventet oplevelse, som overgår al beskrivelse.

Helligånden kommer ikke på bestilling, og endnu mindre på befaling. Han er den uventede gæst, den store overraskelse, som melder sin ankomst, når tiden er inde for Guds besøg.

Fra bogen ”Drik dybt af Ånden” af Peter Halldorf”.