Debat
Hvad skal der ske med vores legeme når vi dør? Siger Biblen noget om, hvad vi bør vælge?
I disse usikre tider er der stadig noget der står urokkeligt fast: at vi alle skal dø! Det er sikkert.
På mange af livets områder er mennesker i vor tid åbne for at drøfte ting, som man før helst undlod at tale åbent om. Det gælder fx religion, sexliv, børneopdragelse mm. – og altså også døden og de praktiske opgaver, der følger efter et dødsfald.
En af de ting, der optager sindet, når tiden er inde, er: vil jeg begraves i en kiste og sænkes i jorden på en kirkegård (jordfæstes), eller ønsker jeg at blive brændt (kremateret), og min aske bisat i en urne, – måske på et ukendt sted? Mange har taget stilling hertil, og udviklingen gennem de senere år har vist, at flere og flere vælger ligbrænding.
Først i 1892 blev det lovligt at benytte denne form i Danmark, men allerede i 1975 blev 46% af alle afdøde her i landet brændt. Efter lov af 1950 kan ligbrænding ske efter begæring af afdøde eller efterlevende ægtefælle. Allerede som 15-årig er det nu muligt at tage stilling til, om man vil brændes eller jordfæstes.
I 2011 blev der på landsplan brændt omkring 72 procent, men i Københavnsområdet er dette tal helt oppe på ca. 90 procent. Måske indikerer det, at den afkristning (sekularisering), der så tydeligt giver sig udtryk i Danmark – og mest mærkbart i hovedstadsområdet – gør, at det moderne menneske ikke har brug for kirkelig indblanding i deres liv, og heller ikke ved dets afslutning.
Et krematorium er for mange noget mindre personligt, en ligbrændingsanstalt, – hvor der dog også kan finde en begravelsesceremoni sted. Økonomisk anskuet er forskellen på de to måder ikke store, men ligbrænding er dog den dyreste form.
Såfremt der medvirker en præst ved en jordfæstelse eller bisættelse, er der den forskel, at der ved en jordfæstelse foregår jordpåkastelse ved graven, mens det ved en bisættelse sker i kirken.
Ligbrænding er kendt fra oldtids- og senere kulturer og altså genoptaget i moderne tid.
I Bibelen ser vi flere former for menneskers afsked med livet, og det er ikke muligt at lade dens tale herom være en vejledning for det ene, eller mod det andet. Valget må den enkelte træffe under hensyntagen til tradition og tro. Mange vil sige, at det er en følelsessag.
På Jesu tid, og hvor han levede, var det almindeligt, at afdøde blev lagt i for eksempel en udhugget klippehule, hvilket jo også var tilfældet efter, at Jesus var nedtaget af korset.
At tage afsked kan under alle omstændigheder ofte være svært. Når afskeden er så definitiv som ved et dødsfald, kan det føles ubærligt. Praktiske ting og afgørelser kan da synes at være ligegyldige.
Men over de mange ting og problemer der uvægerligt må tages stilling til i situationen, rejser spørgsmålet sig: hvordan havde vi det sammen, mens vi endnu havde hinanden, mens vi levede?
Var vi opmærksomme nok, kærlige nok, omsorgsfulde nok?
Kan vi sige ja hertil, bliver afslutningen på et måske langt bekendtskab eller samliv, lettere at komme over, med fred i sjælen.
Disse tanker og overvejelser leder uvilkårlig tanken hen på en linie i en af vore salmer, hvori der siges:
Giv mig en blomst, mens jeg lever…
Af Ole Westergaard
Fra skolen, i bibelhistorie, husker jeg billedet af Babelstårnet. I mit barnesind så jeg det som et påbegyndt byggeri, der ville nå op til Himlen i sikkerhed for en evt. ny syndflod. Sådan svarede jeg da også, når læreren spurgte mig om grunden til dette tårn. Klassekammeraterne morede sig højlydt over mit svar, hvad jeg dog ikke forstod.
Men min udlægning ramte måske ikke så meget ved siden af. Dengang var EU endnu fremtid, og en parlamentsbygning var ikke på noget tegnebræt. Men billedet af det påbegyndte Babelstårn stod der. Det var et af den hollandske maler Pieter Bruegels bibelske motiver fra 1563 og kan ses på Kunsthistorisches Museum i Wien.
Måske var Pieter Bruegels maleri ligefrem profetisk. For der er senere, med rette, blevet draget en sammenligning mellem Babelstårnet og EUs parlamentsbygning og gjort opmærksom på den påfaldende lighed i udseende. Dette tidens tegn tror jeg personligt ikke, vi kan komme uden om.
Bibelens tekst lyder sådan: Derpå sagde de: Kom, lad os bygge os en by og et tårn, hvis top når til himmelen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele jorden
(1. Mos. 11:4). Det lykkedes som bekendt ikke. Herren tillod det ikke.
Ånden i EU er den samme. En menneskeskabt enhed og et hovmodigt forsøg på at skabe sig et navn og guddommeliggøre sig selv i trods og ringeagt for Herrens navn og det navn, hvorved vi alene kan frelses, nemlig ved det fortabte menneskes eneste Frelser, vor Herre Jesus Kristus, som er stenen, som blev agtet for intet af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten (Ap.G. 4:11-12).
Ja, agtet for intet af alverdens bygmestre, også af EUs arkitekter! Hvem af Kristi efterfølgere kender ikke på nært hold denne foragt? O, lad det være en tilskyndelse til os, som har fundet frelse ved det navn, at bekende det navn i fuld offentlighed, for han selv døde jo i fuld offentlighed for vore synder uden for indflydelse, uden for Jerusalem, son genstand for både verdslig og religiøs foragt.
Jørn Nielsen,
H.C. Lumbyes Vej 159A,
4700 Næstved
Det sårer mig dybt at høre om kristne, der skændes og ligger i uenighed. Djævlen klapper i sine små, klamme hænder af fryd, når vi kristne skændes indbyrdes. Når vi går imod hinanden, er vi svage, og han kan nemt manipulere os. Vi kommer længere væk fra Gud og fra, hvad han har i tankerne for os. Had og bitterhed er kødets gerninger, Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse (Gal. 5, 13-26).
Brødre og søstre, jeg bønfalder jer, dyrk åndens frugter og skyl kødets gerninger ud! Buk ikke under, giv ikke Djævlen tilfredshed, men spot ham med jeres kærlighed og overbærenhed over for hinanden!
Når vi står sammen som kristne og med Gud, er vi uovervindelige! Vi er prinser og prinsesser af den største og mægtigste konge, herskeren over alle herskere. Det er på tide at påtage sig denne titel! Smid Djævlen på døren, og lev i kærlighed til hinanden, lev i Guds rige. Sammen kan vi overvinde Djævlen, men kun sammen. Vi er alle en del af Jesu legeme, Vi har brug for hinanden, intet menneske i en menighed er der ved en tilfældighed.
Det I gør imod disse af mine mindste, det gør I imod mig. Brødre og søstre, I ekskluderer ikke kun hinanden, I ekskluderer Jesus! Er Jesus ikke samlingspunktet i enhver kristen menighed?! Uden ham, hvad er pointen ved en menighed?
Guds hjerte græder, når hans børn skændes indbyrdes og splittes, og han bønfalder dem: Kære børn, vær overbærende over for hinanden, tilgiv og vær ydmyge, kom tilbage til mig
Esther Svendsen
Ladegaardsgade 31,
5610 Assens
Debatindlæg er udtryk for læserens egen holdning – ikke nødvendigvis Udfordringens.
Obs! Max 200 ord. Red. forbeholder sig ret til at forkorte og udelade indlæg
