En mor må før eller senere give slip på sin datter

Der kan være umådelig stor forskel på mor og datter, og deres tilgang til livet. I starten lærer moren sin datter de grundlæggende værdier. Senere kommer den langt sværere opgave – at lade datteren frigøre sig.
Hvor kan mødre og døtre dog være forskellige! Det slår mig gang på gang – også når det drejer sig om mine egne døtre og mig.

For at bevare det gode forhold mellem børn og forældre er det vigtigt at følge de to principper: At forlade og at ære.

Det kommer ikke blot til udtryk i forskelligt temperament, men også i den måde, vi former vores hverdag på, og i vores tilgang til livet. Men forskellene gør sig først og fremmest gældende i livsopfattelse og erfaringsverden. Mine døtre kan for eksempel ikke forestille sig et liv uden internet – det kan jeg heller ikke, men jeg kan dog stadig huske, hvordan det var, da der ikke var noget internet. Derfor hører jeg til ”indvandrerne” i den digitale verden. Vi tilhører helt klart to forskellige generationer. Så melder spørgsmålet sig: Hvordan kan et fællesskab så alligevel lykkes? Hvordan kan vi drage fordel af forskellighederne og derved lære af hinanden – og med hinanden?

Til at begynde med lærer børn af deres mor. For som mor er jeg den første kvinde i mine børns liv, og det gælder både sønner og døtre. Fra mig lærer de de grundlæggende værdier, og hvordan det at ”være kvinde” udmønter sig. Hvis jeg er glad for at være kvinde, formidler jeg: ”Det er dejligt at være en kvinde. Jeg har lov at glæde mig over min krop, mine følelser, over mit gode udseende og mit kvindelige væsen.” Men har moderen en negativ indstilling til sig selv, fordi hun for eksempel føler sig i en offerrolle, får datteren ubevidst dette budskab: ”En kvinde er ikke noget værd. Duk dig og forhold dig tavs.” Derfor er det godt at spørge sig selv, hvad man formidler til sine børn.

Samtidig kan mødre også lære af deres børn. For med egne børn får man for en kort tid lov til igen at blive barn. Det bringer minder frem. Det kan være en chance for kvinder, som har haft en svær barndom. At opleve en lille pige udvikle sig åbner ofte op for et nyt syn på verden set fra barnets vinkel. Det kan hjælpe med til at hele egne sår og krænkelser, hvis en mor giver sin datter lov at udvikle sig til kvinde uden at lægge for mange bånd på hende: glæder sig med hende over opdagelserne foran spejlet, giver hende lov til at vise følelser og gå op i sit udseende.

Men hvad sker der, når børn bliver voksne? Hvis vi også da vil leve i harmoni og uden konflikter, er der to principper, der er vigtige: At forlade og at ære. Allerede i Det Gamle Testamente taler Gud om at ”forlade sine forældre” som et livskrav. Hvor dette ikke sker, opstår der et farligt afhængighedsforhold eller en hensyntagen over for forældrene. Hvis frigørelsen ikke lykkes, forbliver vi bundet af forældrenes dom eller appeller. Vi hører kun dårligt Guds ord, fordi forældrenes fordomme og meninger lyder så højt, at de overdøver alt andet.

Ud over ordet om at ”forlade” forældrene lyder der et andet princip i Bibelen, nemlig i De Ti Bud: ”Du skal ære din far og din mor” (2. Mos. 20,12). At ære forveksles ofte med at adlyde. Men det betyder det på ingen måde. Vi skal som voksne adlyde Gud og ikke forældrene. At ære betyder snarere at omgås sine forældre med respekt og værdighed, men samtidig være parat til at gå egne veje i ansvaret over for Gud.

For unge ægtepar er det vigtigt at finde ind til deres eget ”vi”, uafhængigt af andres ideer, ønsker, forventninger og opfordringer. Forældre har ingen ret til at blande sig i børnenes ægteskaber. Hvis de alligevel gør det, bliver de skyldige over for deres børn.

Hvis vi ”forlader” og ”ærer” på en god måde, åbner der sig nye veje fremover.

På vej ind i fremtiden er det vigtigt, at begge uophørligt arbejder på forholdet: Moderen skal give slip og datteren frigøre sig.

Når man som mor skal give slip, kan det være en hjælp at huske på sin egen frigørelse og de måske dermed forbundne konflikter. Så vil vi bedre forstå vores børn. Vi husker muligvis, at vores egen mors råd og indblandinger på ingen måde førte til, at vi ikke lavede fejl. Tværtimod. Mangen en oplevelse, som moderen gerne ville have sparet os for, er måske blevet til en ganske vigtig erfaring for os. Af fejl lærer man mere end af perfektion.

Hvis vi er bekymrede for vores børn, er det langt bedre at tale med Gud om det end at belaste børnene med det og dermed belaste det indbyrdes forhold med negative følelsesudbrud. Hvis vi bliver spurgt til råds, skal vi naturligvis svare, men vi skal ikke uspurgt komme med råd.

Det er ikke altid let at frigøre sig fra forældrenes krav og forventninger. Men det er befriende, når vi ikke mere skal retfærdiggøre eller undskylde os over for forældrene for det, vi gør eller ikke gør. Vi kan sige farvel til selvmedlidenhed og falske anklager over for forældrene. Guds helende kraft hjælper os også til at tilgive forældrene det, de har såret og bebyrdet os med.

Til at frigøre sig hører desuden en kærlig og ærbødig omgang med forældrene. Således kan vi være taknemmelige for de gener og gaver, som vi har fået med, og lære at se, hvad moderen (og faderen) har investeret i vores liv, hvad vi har fået forærende af kærlighed, tid og energi fra dem.

Hvis vi tager det alvorligt, som Bibelen giver os med som vejledning, kan vi helt klart omgås hinanden med respekt og i harmoni. Samværet mellem generationerne kan således blive både spændende og berigende. Og hvor er det dejligt, at vi ikke alene, men sammen er undervejs i en verden, som konstant er i forandring!
Af Cornelia Mack
Cornelia Mack er socialpædagog og mor til fire børn. Hun er forfatter til talrige bøger. Hun har netop udgivet en bog sammen med sin datter Katharina Drechsler: ”Momente, die nur dir gehören” (Øjeblikke, som kun tilhører dig). www.cornelia-mack.de