Rekordstor gaveindtægt i LM

Luthersk Mission modtog 16,6 millioner i gavebidrag i 2011. Det er to millioner mere end året før. Alligevel giver året underskud.
– Vi er meget opmuntrede, siger resourcechef Johnny Lindgren, og generalsekretær Jens Ole Christensen er enig:
– Krisetid eller ej. Vi har fået en stor kærlighedserklæring fra LM’s venner!
Trods det øgede gavebidrag, forudser Luthersk Mission et underskud på omkring halvanden million kroner, når det endelige regnskabsresultat foreligger.
– Vi havde jo budgetteret med cirka to millioner i arveindtægter, som ikke kom, forklarer Johnny Lindgren.