Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Hvordan hjælper jeg min mor videre?

Kære Suh
Min mor, som efterhånden er en ældre dame, har for nylig haft indbrud i sit hjem. Hun er naturligvis chokeret over hændelsen og er ked af tabet af personlige ejendele, men det er mest oplevelsen af, at der har været fremmede inde i hendes hjem og den brutalitet, de har behandlet hjemmet med.
Det er selvfølgelig helt naturligt at være påvirket af situationen, men efter min opfattelse er det som om, at hun ikke kan komme videre fra chokket. Hun holder sig inden døre, er decideret bange for at forlade lejligheden og er ligesom gået helt i stå.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op, jeg kan for det første ikke blive ved med at klare alle de praktiske ting for hende, men jeg er også bekymret for hendes tilstand generelt, for hun plejede at være en ret aktiv senior.
Venlig hilsen N.

Kære N.
For os i den vestlige verden er vores hjem meget vigtigt for os. Det er her, vi kan trække os tilbage fra omverdenen, hvor vi kan være private, trygge og slappe fuldstændig af. På mange måder repræsenterer hjemmet den/dem, der bor der, og derfor gør mange sig ofte umage med at indrette sig, så det afspejler den enkeltes stil – hvem man er som menneske.
Det er ikke en tilfældighed, at livsstils-eksperter ofte kan sige vældig meget om et menneske ved blot at se vedkommendes hjem.
Når man oplever at have være udsat for indbrud, føles det derfor ofte meget voldsomt og som regel som langt mere end tab af materielle ting – nærmere som en personlig krænkelse, og tab af tryghed og privat-sfære. At andre med vold eller list kan tiltvinge sig adgang til ens hjem mod ens ønske og vidende, bliver en slags manifestation af, at hjemmet ikke længere er sikkert, og for andre bliver det til en generalisering, som breder sig og nogle gange kommer til at omfatte også resten af verden.
Din mors reaktion er derfor meget forståelig og forventelig: hvis man ikke engang kan være tryg i sit eget hjem, hvor kan man så være tryg? Desuden kan chokket over at træde ind i en raseret lejlighed være så voldsomt, at man for enhver pris vil undgå det igen – også selvom det betyder, at man må undgå at forlade hjemmet, for på denne måde at kunne undgå at skulle vende hjem igen – måske til samme oplevelse.
Din mor har det tydeligvis ikke godt; at være fanget i sit eget hjem pga. angst, er skrækkeligt. Hun skal hjælpes videre, og det handler først og fremmest om at støtte hende i langsomt at genvinde tilliden til omverdenen – også selvom den realistisk set nogle gange ikke fortjener den tillid. Prøv at få din mor til at snakke om sin oplevelse af indbruddet – hvad hun husker, hvad hun følte, tænkte. Lad hendes angst og forskrækkelse få ord, som I sammen kan udforske, og gå gerne meget konkret til værks: Hvad er det, hun frygter helt konkret nu? Hvad vil hun gøre, hvis noget lignende skulle ske igen? Hvordan kan hun bedst muligt forebygge at få et sådan chok igen, kan hun fx kigge ind ad brevsprækken først eller ind ad et vindue, så hun er rolig, når hun åbner hoveddøren osv.
Desuden er det vigtigt, at din mor kommer ud af lejligheden – for at få gode oplevelser med at komme ind i den igen! Jo flere gange det sker, jo mindre vil angsten efterhånden fylde, men da oplevelsen har været så voldsom, skal der nok en del gange til. Om din mor er klar til at blive presset lidt for at komme af sted, må du prøve at vurdere efter bedste evne, der skal selvfølgelig være blot en lille smule forståelse af projektet, før det kan føres ud i livet.
Indtil da vil det være en god idé, at din mor bliver mere selvhjulpen også omkring det praktiske, både for at aflaste dig, men også for netop at opleve at kunne klare sig selv igen – hun kan evt. begynde at handle ind via nettet og få det bragt ud (evt. lave en aftale med den lokale købmand om, at hun kan indtelefonere en bestillingsseddel).
Jeg håber, du får held til at hjælpe din mor videre til en mere tryg hverdag igen!
Hilsen Suh

Vores søn har det svært i skolen

Kære Suh
Min søn på 11 år har det svært i skolen. Rent fagligt klarer han sig fint, men det kniber på det sociale plan.
Vi har ikke indtryk af, at han decideret bliver drillet, men han er bare tit ”udenfor” og vist klassens ”særling”. Han har altid været tilbageholdende. Min mand og jeg prøver at få ham til at turde noget mere og at tage flere initiativer i skolen, men intet virker.
Vi er meget kede af situationen og vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe, har også talt med lærerne om det, de synes ikke, det er så slemt, som vi gør det til (det handler nok også om ressourcer på lærersiden!). Tak, om du kan give os nogle idéer til, hvad vi kan gøre.
Hilsen F og T.

Kære F og T.
Det er vigtigt, at jeres søn trives i skolen, og det sociale aspekt fylder afgjort meget. Jeg vil foreslå jer at guide jeres søn meget praktisk, for når man er bare 11 år, kan det være rigtig svært at finde ud af at sætte handling bag teorierne. Så selvom han giver udtryk for at forstå, hvad I siger til ham og måske også godt kan se det fornuftige eller rigtige i det, kan der være meget langt til at kunne finde ud af, hvordan man omsætter det til handling i skolen næste dag!
Angsten for afvisningen eller for at blive til grin kan kvæle de mest robuste forsøg på initiativ. Når I altså snakker med jeres søn om, at han skal tage nogle flere initiativer i forhold til det sociale, så tal om det i meget konkrete detaljer, snak om hvem, han kunne henvende sig til, hvornår tidspunktet er allerbedst til det, hvad han helt konkret skal sige, og hvordan han skal sige det. Øv det gerne igennem med ham og hjælp ham med at forestille sig flere forskellige reaktioner på hans udspil, og hvordan han kunne håndtere disse forskellige situationer.
Det vil være godt for jeres søn, hvis han har prøvet at sige sætningerne højt, så han og hans krop er fortrolig med dem på forhånd. Dernæst kan I hjælpe jeres søn godt på vej ved som forældre at være medansvarlige for konkrete legeaftaler uden for skoletiden – selvfølgelig efter aftale med jeres søn.
Hvis jeres søn får opbygget et godt kammeratskab til nogle enkelte andre drenge i klassen, vil det være noget nemmere for ham at komme med ind i det store fællesskab, da der er flere til at invitere ham med ind, og desuden er det ikke nær så sårbart at blive afvist af en enkelt, hvis der er andre at vende sig mod. I kan med fordel arrangere en lille fest med pizza og popcorn, hvor jeres søn får lov til at være ”den vigtige”, og hvor han måske tør vise lidt mere af sig selv, fordi han er på hjemmebane. Men sørg for, at det ikke bliver en fest udelukkende med ”fri leg”, da risikoen for at det samme mønster fra skolen vil gentage sig, men vær aktivt styrende, så jeres søn hele tiden er med i legene!
Hvis det ikke bliver bedre, vil jeg anbefale jer at skrive rundt til de andre forældre i klassen og orientere dem om situationen, så de også kan være med til at være opmærksomme på, at miljøet og de sociale initiativer i klassen i særlig grad skal inkludere jeres søn.
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, e-mail : Suh@Udfordringen.dk