Godt nyt til OL i London

Ungdom med Opgave arrangerer outreach til sommer, når de Olympiske Lege afholdes i london.YWAM Danmark sender et team af unge på 17-30 år afsted til London til sommer.

Foruden OL byder London også på store bygningsværker. Her er det Tower Bridge.

Det er verdens største sportsbegivenhed, når der til sommer afholdes Olympiske Lege i London. Mennesker fra hele verden mødes for at deltage i festlighederne.
YWAM Perth fra Australien har en vision om at nå ud til de såkaldte megabyer, som har over en million indbyggere. I år var det selvfølgelig oplagt, at turen skulle gå til de Olympiske Lege i London. YWAM Perth står for at sende teams fra hele verden til London.

Danskerne kommer

Også YWAM i Danmark deltager. I en forlængelse af den årlige familielejr i Fjellerup på Djurslands Efterskole sender de en gruppe af unge mellem 17 og 30 år afsted til London i hele perioden, hvor OL afholdes.
Daniel Goings og hans kone Therese er de danske kontaktpersoner, og de glæder sig til arrangementet:
– Vi finder i fællesskab med teamet og YWAM Perth ud af, hvad der skal foregå. Men det kan blandt andet være gademission, skolemission, arbejde med hjemløse osv.
Han mener, at lejren og turen til London hænger godt sammen:
– På lejren vil vi fokusere på at lære Gud at kende, og vi vil tale om livet med Gud sammen, dele vidnesbyrd, og der vil være oplæg fra nogle, som selv har været på DTS. Vi vil lægge fokus på at inspirere til frimodighed over for det at tale med fremmede mennesker om Gud.
– Selve ideen er jo en Outreach, som YWAM er kendt for. Et udadrettet arbejde for at gøre Gud kendt, men den anden del med at lære Gud at kende er lige så vigtig, og det kan man gøre på mange måder.
Teamet vil blive indlogeret i en kirke i London. Herfra vil YWAM Perth så arrangere de forskellige aktiviteter, skriver www.ywam.dk, hvor man også tilmelder sig.
Henrik

Floden Themsen løber gennem London forbi parlamentsbygningen – i baggrunden ses Westminister Abbey.