Ildbrand slukker ikke Max’ brand for at lede mennesker gennem Perleporten

En voldsom ildebrand ødelagde frikirken Perleportens lokaler efter 37 år på Jagtvej 85 på Nørrebro. Men Max Büsman vil sammen med Else fortsætte med at lede mennesker til tro og helbredelse – nu i Nyt Håbs lokaler i Rødovre.- Min kone Else ringede kl. 15.15 til mig og sagde, at det røg ud fra kirken. Det havde hun fået at vide af en nabo overfor, som plejer at komme til vores møder.
– Jeg skyndte mig at køre derhen, og det samme gjorde de andre, fortæller en lettere rystet Max Büsman.
– Det var desværre rigtigt nok. Bygningen stod i brand. Flammerne stod ud af vinduerne og der var en masse røg.
Seks brandbiler og flere politibiler holdt foran og sprøjtede tusindvis af liter vand på kirken… Det var et meget sørgeligt syn.
En cyklist havde kort før bemærket røgen og alarmeret politiet. Umiddelbart efter blev alle vinduer knust og glasset faldt ned på folk på gaden.
Mennesker måtte evakueres fra Fakta-butikken nedenunder. Det hele sejler nu i vand… Jeg tvivler på, at den butik nogensinde bliver butik igen, siger Max Büsman eftertænksom.
Han har lige været ude på brandtompten sammen med politiet for at bese skaderne.
– Hvad med kirken – kan den bruges mere?
– Nej, hele den lille sal, som vi plejer at bruge er totalt udbrændt. Den anden sal var helt sodet til. Alle vores musikinstrumenter var ødelagt, mikrofoner og lydudstyr – alle mine sange…
– Hvad sagde politiet?
– Den ene politimand kunne huske, at jeg havde solgt ham et klaver, bemærker Max. Til daglig driver han Københavns Pianomagasin på Strandboulevarden 58 på Østerbro.
– Politiet var meget interesseret i at høre om, at vi hver eneste aften holder møde. Det har aviserne også spurgt til. Vi har snakket med aviser næsten uafbrudt siden branden. Mens vi to snakker, snakker Else med Jyllands-Posten. Vi har ikke haft tid til at spise, ler Max.
Trods branden er han som sædvanlig meget lattermild.

– Tror du, at branden var påsat?
– Nej, det tror jeg ikke. Politiet mente også, at det nok var de gamle elektriske ledninger på loftet, der var blevet kortsluttet.
– Har I ingen fjender…?
– Joh, der er da jævnligt nogen, som har stukket ild i gultæppet udenfor møderummet… Vi har nu aldrig set dem, men vi kunne jo se de store huller i tæppet efter ligtheren.
Vi har også haft indbrud for et års tid siden. Men de havde sært nok ikke taget noget. Måske var der ikke noget, de kunne bruge…
Jo, der har ofte været nogen, der har villet skade os, siger Max og fortæller om den første tid med teltmission.
– Vi fik engang ødelagt et cirkustelt. De første syv år drev vi jo teltmission. Det stod først i Herning, senere i Sorø, så ved Helsingør Boulevard, i Lyngby og Virum. Til sidst havde vi det i Bellahøj, mens de byggede politistationen dér.
Men senere lejede vi et lokale på Nørrebro og så fik Johnny Noer teltet. Han rejste rundt med det i mange år i Østeuropa. Nu bor han ude i Sinajs ørken, fortæller Max Büsman.
– Vi lejede de nuværende lokaler for 37 år siden. Før hed det Sigøjnerhallen. Her optrådte Victor Borge, Wandy Tworek og Svend Nikolajsen og hans orkester. Otto Brandenburg var her også – men dengang gik han og fejede.
Men så lukkede stedet, og vi lejede os ind. Siden har vi holdt møder her hver aften.
– Hvordan har I kunnet overkomme det?
– Det er jo, fordi vi har lyst til det. Vi møder jo mange mennesker. Vi synger og spiller og drikker kaffe. Mange mennesker er blevet frelst og helbredt gennem årene. Jeg har også døbt en hundrede stykker inde i dåbsbassinet ved siden af.
Max Büsman har fortalt om en del af historien i sin bog ”Fantastisk eller fanatisk?” som er trykt i 5.000 ekspl.

Udfordringen bragte så sent som i julenummeret en reportage fra de nu udbrændte lokalerne på Jagtvej.

Det var Max farfar, Holger Petersen, der var initiativtager til og den første prædikant i Tabor-menigheden – som Udfordringen fortalte om i sidste nummer på side 2.
– Farfar havde mange åndelige oplevelser, som han gerne fortalte om med humor. Folk elskede at høre ham fortælle.
Når jeg ikke hedder Petersen, men Büsman, skyldes det min far Johannes. Han var forretningsmand og tog navneforandring.

– Men du har alligevel prædikant-blod i årerne?
– Når jeg allerede som 17-årig kom i gang med at prædike, så var det nu fordi jeg som 16-årig havde en nærdøds-oplevelse. Jeg husker, at jeg så mig selv ligge i min seng, så jeg må have været ude af kroppen.
Så kom jeg et andet sted hen, hvor der var meget dejligt. Og jeg fik at vide, at jeg godt kunne blive der, men jeg kunne også vende tilbage til livet. Og det valgte jeg så.
Fra det tidspunkt besluttede jeg, at jeg ville bruge mit liv på at hjælpe mennesker ind gennem Perleporten, om jeg så må sige.
– Else har været en utrolig støtte. Hun kom på et møde med sin moster. Hun kendte intet til kristendom dengang. Men hun blev frelst, og et år efter giftede vi os. Hun har sammen med andre damer sørget for det store arbejde med serveringen af kaffe og bagværk, fortæller Max om Else, der har arbejdet som kontrollør i postvæsnet i 38 år. Ægteparret har en søn, Benjamin, som arbejder med film og bl.a. har arbejdet med Gospel Channel.
– Da det hele gik op i flammer, snakkede jeg med vores gode ven gennem mange år, fabrikant Bjarne Kjær. Jeg husker ham, fra han var en ung mand og kom og fik kaffe.
Han tilbød, at vi kunne flytte Perleporten til Nyt Håbs lokaler i Rødovre. Så lørdag den 3. marts starter vi op her. Foreløbigt i weekenden og så fremover hver søndag aften.
Og så må vi se, hvad det udvikler sig til, siger Max.
– Ser du branden som Guds vilje eller Satans angreb?
– Det er svært at sige. Måske er det den onde, der står bag. Men når han får lov at gøre et af sine skaktræk, så vender Gud spillet med et andet skaktræk. Og Gud er den bedste skakspiller. Og ”alt virker sammen til gavn for dem, der elsker Gud.”
Så Gud sørger nok for, at det her bliver til gavn på en eller anden måde.