Kunstneren med de mange opfindsomme idéer

Karsten Auerbach har været fuldtids billedkunstner siden 1999. Han fyldte 50 i oktober. Og han er stadig fuld af idéer.

Karsten Auerbach

Det begyndte med, at han midt i 90’erne blev bedt om at stå ved siden af prædikestolen i en kirke og dermed illustrere prædikenen på en ny måde.
Karsten er nemlig en af de hurtigere stand-up malere, som kan male et billede, mens folk kigger på. En teknik, han også bruger i teambuilding og på seminarer. Han sælger også jævnligt billederne på auktion til fordel for kristent eller humanitært hjælpearbejde i Kina, Indien, Grønland, eller hvor han nu får øje på et behov.
Han vil gerne gøre tingene på en ny måde, og Gud har uden tvivl begavet den urolige fynbo med både kreativitet og maleriske evner. Han har fx gjort julens motiver nærværende ved at male dem ind i et moderne slummiljø på en losseplads, som man kunne se på et af Udfordringens julenumre.
I modsætning til mange andre kunstnere har han ikke berøringsangst overfor erhvervslivet. Han har fx malet sovende folk i Magazins dyner.
Nu har Karsten Auerbach sammen med forstander Sigbjørn Sørensen på Kolding Int. Højskole inviteret en lang række kristne kunstnere inden for forskellige kunstarter til en rundbordsamtale. De ønsker at etablere et netværk til støtte og inspiration for kunstnere, der er åbne for den kristne inspiration.
Udover Europa har man lignende netværk. De to har sammen deltaget i en lignende rundbordsamtale i Budapest med deltagelse fra hele Europa.
Senere på foråret fokuseres skarpt på billedkunsten, når Karsten Auerbach er kursusleder for en weekend for kunstinteresserede, der ikke er bange for at få maling på tøjet.
”Billedkunst handler netop om at gøre det usynlige synligt. Men hvordan kan vi lave billeder af tro i nutiden? Hvornår bliver det for indforstået – eller udvandet? Hvor tydeligt skal det kristne budskab være? Er vi forpligtede på det velkendte og traditionelle – eller fri til at finde nye veje?”, spørger Karsten Auerbach i sit oplæg til inspirationsweekenden, der holdes i weekenden 27-29. april.
Henri Nissen