Ung musik om hverdagens Gud
Ny EP fra Åbenkirke i Herning er netop udkommet.Fire friske sange var i rillerne, da Ignite fra Åbenkirke i Herning holdt release på ny EP d. 20. april.
Det foregik i Åbenkirke i Herning og er rockinspireret worship med stænk af både Carpark North, Hillsong og Planetshakers – men det er først og fremmest herninggensernes egen musik.
De tre sangskrivere Joakim Asmussen, Sarah Damsgaard og Esben Engholm har siden kirkens fødsel i 2007 eksperimenteret sig frem til, hvordan man får Guds hjerte ned på akkorder og ud over rampen:
– Vi var nogle få i bandet, der brugte tid på at skrive sange, men ved at sætte fokus på det begyndte en proces, hvor mange fik deres indre skribent i gang, siger Esben Engholm.
– Den største udfordring er at skrive en sang med en tekst, som kan give eftertanke igen og igen, hver gang du hører den.
– Jeg prøver at skrive et par linjer om dagen og samle mine tanker omkring forskellige emner. Det er mig og Gud i hverdagen – og de tanker, jeg får der – der skaber teksterne, tilføjer Esben Engholm.
Sarah Damsgaard har skrevet titelsangen til den nye EP, der hedder Your Are My God. Det er en poetisk hyldest til en Gud, der igennem både tristhed, dybe dale, glæde og velsignelser er nærværende:
– Jeg har fået gode reaktioner på sangene. De kommer fra et sted i mit eget liv og er virkelige for mig, og det tror jeg gør, at folk kan relatere til dem.
Hvor mange har været ind over processen?
– Vi har været samlet i små grupper nogle gange, og så handler det om at turde vise/spille det, man har lavet for gruppen – ikke være bange for at få feedback.
– Jeg har haft en veninde, som er kommet med nogle ideer til teksten, siger Sarah Damsgaard.