Helligånden skaber troen i os

Helligånden er den evige Ånd. Han er lige så meget Gud som Faderen og Sønnen er det. Også han var med, da Sønnen sagde til sin Fader, at han ønskede at sone menneskehedens synder.
Leif Nummela
Bibellærer og
redaktør

Helligåndens opgave er at bringe dét i anvendelse i vores liv, som Faderen har planlagt og Sønnen har gennemført. Helligånden har affødt og inspireret (skrevet) Bibelen, hvorigennem han åbner hele frelseshistorien og lader den finde anvendelse i vores liv.
Uden Helligåndens indsats ville ingen af os tro på Jesus eller blive frelst. Troen kommer ved at høre Guds ord, når Helligånden ved hjælp af ordet forkynder evangeliet og skaber troen på Kristus. »Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til.« (Rom 8,9). Kristi ånd gør os til Kristi ejendom, idet han flytter ind i vores hjerte og viser os, hvad Kristus efter Faderens vilje har gjort for os. Personerne i treenigheden har haft hver deres opgave under planlægningen og udførelsen af vores frelse samt under implementeringen af frelsen i vores liv. Men samtidig har alle personerne deltaget i hinandens opgaver. Dermed er vores frelse blevet forberedt og gennemført af hele treenigheden. Den treenige Gud være lovet til evig tid!

En tænkt samtale i himlen

Vi kunne forestille os, hvordan en samtale som denne er blevet ført i evigheden mellem treenighedens personer:
Faderen siger: »Jeg vil så gerne frelse det faldne menneske, men det kræver et offer.«
Sønnen siger: »Fader, hvis du forbereder et legeme til mig, stiger jeg gerne ned og bringer det offer for menneskene, så de kan blive frelst.«
Helligånden siger: »I så fald vil jeg skrive hele frelseshistorien i en bog og åbne bogens indhold for dem og anvende indholdet i deres liv, så de kan tro og blive frelst.«

Fra bogen ”Bibelens røde tråd” af Leif Nummela