Musiker med hjerte for børn i nød
Henrik Bach er nystartet projektleder i Childrens Mission.
Henrik Bach har sammen med Benjamin Koppel, bl.a. produceret CD med Alberte Winding samt en række internationale musikere. Nu er han nyansat projektleder i Childrens Mission det nye internationale navn for Skandinavisk Børnemission.
Henrik Bach skal bl.a. søsætte et nyt skoleprojekt i Bangladesh. Og her kommer hans musikbaggrund til sin ret.
Skolen i hovedstaden Dhaka bliver nemlig bygget op som musikskole. Toner, rytmer og sammenspil skal gøre det lettere for slumbørnene at læse, skrive og regne.
– Jeg har arbejdet med musik i mange år, men besluttede mig for, at den dag, det ikke skulle være min hovedprofession, skulle jeg gå ind i et stykke hjælpearbejde for børn.
Hvorfor vil du det?
– Jeg vil gerne gøre en forskel, som det hedder. Når man bliver moden, som jeg er med mine 52 år, begynder man jo at tænke lidt over, hvad livet indeholder og hvad man kan bidrage med fra ens eget liv.
Henrik Bach startede sin musikalske karriere tilbage i slutningen af 70´erne med at lave de første pladeindspilninger. Han var dengang ansat i et klaverfirma, hvor han arbejdede som sælger. Han spillede med på adskillige plader og har også skrevet musik til en lang række danske kunstnere. Og i 1985 udgav han sin egen solo-plade. De sidste 15 år har han arbejdet ud fra sit eget produktionsselskab, Bach Productions.
– Her lavede jeg produktioner for mange spændende musikere samt til danske dokumentarfilm.
Hans primære opgaver i Childrens Mission er nu at sætte nye projekter i gang og samle ressourcer i form af sponsorer og frivillige.
Henrik Bach er lige kommet hjem fra Bangladesh, hvor han undersøgte mulighederne for at starte en musikskole for udsatte børn i hovedstaden Dhakas slumkvarterer. Her fik han en god kontakt med den danske ambassade, de lokale myndigheder og en partner-organisation, der netop opretter skolehjem i Bangladesh.
– I Bangladesh bor der knap 170 millioner mennesker. Landet er kun tre gange så stort som Danmark. Det er ligesom Indien et meget fattigt land. Mange børn lever og bor på gaden.
Da Henrik Bach fik hjerte for at gøre noget for børnene i Bangladesh søgte han råd hos chefen for Udenrigsministeriets Asien-afdeling.
– Helene Storm havde selv lige været i Bangladesh og kunne fortælle, at der er et meget stort behov for at få børnene ud af de elementer, de er i. Gadebørnene tigger for at få mad i munden, nogle af dem har også familier, der også bor på gaden. Mange bor på jernbanelegemet i Dhaka.
– Mange børn kommer slet ikke i skole før de er 13-14 år. Endnu flere komme aldrig nogensinde i skole.
Hvor vil I begynde?
– Vi vil bruge musikken som hjælpemiddel til at få børnene ind i en forskole, hvor de får interesse for at læse og skrive. Vi vil bygge en skole i Dhaka, hvor børnene kan gå i to år, hvorefter de indsluses i det almindelige skolesystem.
Henrik Bach fik også kontakt med et universitet i Dhaka, som gerne formidler kontakt til lokale musiklærere.
– Børnene skal først og fremmest lære sange fra deres egen musiktradition, men også stifte bekendtskab med udenlandske musikgenrer.
Projektet starter med en stor støttekoncert i København den 9. september. Her vil mange af Henrik Bachs musikkontakter medvirke for at samle interesse om projektet. Rugsted Krutzfeldt fra Danmark og Bob Bailey fra USA med 500 gospelsangere har allerede givet tilsagn om at deltage i koncerten.