Israel øger beredskab pga. Syrien
Det israelske militær har øget beredskabet i nord som følge af bekymring over situationen i Syrien. Weekend-orlov for mange soldater er blevet annulleret.Israels bekymring skyldes ikke mindst frygten for, at Syriens kemiske våben og andre avancerede militær-systemer vil falde i hænderne på den ekstremistiske Hizbollah-organisation eller globale “jihad”-elementer, som opererer i landet.
Jerusalem er tillige bekymret over, om præsident Bashar Assad – med ryggen mod muren – vil beslutte at tage Israel med sig og affyre alt, hvad han har, mod Israel.
Bekymringen gælder også udsigten til at en stor skare flygtninge vil prøve at tvinge sig vej over den israelsk-syriske grænse. Ifølge en militær talsmand er det israelske militær parat til at give sådanne flygtning mad og vand og tilmed beskytte dem mod syriske militærstyrker, hvis disse prøver at angribe civilpersoner.
I Israel vides det, at 20.000 syrere er kommet over grænsen til Libanon i løbet af kort tid.. Ifølge den libanesiske minister for sociale anliggender, Wael Abu-Fauor, vil den libanesiske regering åbne skolebygninger som opholdssted for syriske flygtninge
Forsvarsminister Ehud Barak fløj igår til Golan-højderne, som Israel erobrede fra Syrien for 45 år siden, og hvor der nu lever omkring 39.00 israelere. Da Barak stod nær grænsen, sagde han:
– Jeg kan høre bragene fra granater på den anden sidek Det kommer nærmere. I dette område må vi være stille – sikre på os selv, men årvågne.
For Israel er udviklingen i Syrien også et dilemma på grund af Syriens støtte til Iran og Hizbollah.
– Hvis Israel skulle intervenere – skriver bladet “International Herald Tribune” idag på forsiden –
vil dette kunne opildne resten af den arabiske verden..
Eyal Zisser, formand for Tel Aviv Universitets afdeling for Mellemøst- og Afrika-studier,
siger:
– Assad har holdt grænsen rolig, men nu kan det blive som i Sinai, med kaos og terror.
Denne weekend, der falder sammen med den store muslimske helliggdag, Ramadan, vil kunne blive stormende i Syrien med gadekampe og følgerne af drabene på nære medarbejdere af Assad.
Ifølge “New York Times” har amerikansk og israelsk militær drøftet muligheden af en fælles operation for at ødelægge Assads arsenal af kemiske og biologiske våben, hvis hans regime falder.