Anders Lund Madsen:
’Jeg vil dø på hospice’

En usædvanligt alvorlig entertainer er programvært på tv-tema om døden.
– Hvis jeg har mulighed for at vide, hvornår jeg skal dø, så vil jeg gerne dø på hospice!

Anders Lund Mandsen er vært på en ny udsendelsesrække på DR1, hvor temaet er døden.

Det siger den kendte komiker og entertainer, Anders Lund Madsen. Men det er ikke for sjov. Han er gravalvorlig, når han betror os, at han længe har ønsket at udforske, hvad der sker omkring døden.
Hans nysgerrighed har resulteret i en serie udsendelser, som sendes på DR1 i løbet af efteråret. Titlen er noget så direkte som ”Du skal dø!” og består bl.a. af reportager fra Hospice Djursland i Rønde, hvor to patienter gør sig tanker om at gøre sig klar til at dø.

Man skal ikke frygte at dø

Anders Lund Madsen fortæller om sit forhold til døden på Hospice.dk:
– Det er jo et sted, vi ender alle sammen, og derfor kan det være med til – det var i hvert fald teorien – at gøre det lidt mindre uhyggeligt, det at vide lidt mere om det.
Tror du, det kan have terapeutisk virkning på folk?
– Ja, hvis man er bange for at dø, og især hvis man ved, at man skal dø. Så tror jeg, det kan være rart at opleve, at det ikke er forbundet med den store frygt at være meget tæt på.

Vil gerne dø på hospice

Og det har været en god oplevelse at besøge et hospice, fortæller Anders Lund Madsen:
– De folk, der var omkring de døende, var meget sympatiske. Og det gjorde, at det på hospice var – om ikke hyggeligt – så i hvert fald meget, meget massivt venligt. Det gjorde, at patienterne kunne koncentrere sig om at dø, og det er jo det, det handler om.
Og så tilføjer han:
– Hvis jeg har mulighed for at vide, hvornår jeg skal dø, så vil jeg gerne dø på hospice – det er helt sikkert. Det var rart at være på hospice, man bliver i godt humør. Og det er sin sag at gøre folk i godt humør i den situation.

Begravelsesritualer

Udsendelsesrækken kommer formenlig i oktober-november på DR1. Ud over reportager fra hospice, vil der være samtaler med biokemikere og obducenter om, hvad kroppen rummer, en udsendelse om, hvordan man med medicin kan udsætte døden, og om transplantation, og så den femte om begravelsesritualer og hvad man gør for at blive husket.