Varieret rock der holder hele vejen

House Of Heroes har en imponerende diskografi. Deres indie debut fra 2003 er en undergrunds-klassiker og deres album fra 2005 – med samme titel som bandet – blev anerkendt over hele USA.Deres næste udgivelse fra 2008 bliver af nogle set som et af de bedste albums fra det sidste årti. Og Suburba fra 2010 var endnu engang med til at holde fast i den voksende skare af fans.
Så der er noget at leve op til.
Den nye plade solgte 6100 eksemplarer den første uge og blev nummer 73 på Billboard Top 200 Albums; den blev derudover nr. 3 i kategorien Kristne albums og nr. 24 i Rock albums.
Lever den nye plade så op til de andre albums? Ja, det synes jeg, den gør. Det er fremragende musik. Jeg har hørt den rigtig mange gange, siden jeg fik fingre i den. Det er virkelig god og varieret rockmusik, som leder tanker hen på især Muse og måske også Relient K og Switchfoot.
Teksterne handler blandt andet om at stå op for det, du tror på. Men der er også provokerende tanker om den amerikanske drøm: ”A house, and a wife, and two-and-a-half. I love my dream in the comfort trap… I’m gonna get my way, even if it means there’s Hell to pay. I’m gonna have my cake and eat it, too. And what I don’t eat, I’m gonna force feed you.”
Eller mere tydelige kristne tekster som i Touch This Light:
”If I could see what You see in me, if I could push through the crippling fear, then I would run with the raging wind, then I would live again.”
Har du aldrig hørt om House Of Heroes før, og kan du lide rock, så er jeg næsten sikker på, at du vil kunne lide dette album. Det er kvalitetsmusik, som du kan høre igen og igen. Og for 56 kr. vil det næsten være kriminelt IKKE at købe den!
Henrik