Dømmerne fra Herning

”Du går til helvede”. Sådan hilste de på folk. De holdt gudstjenester på fire timer. De interesserede sig ikke for ydre mission, for der var hedninger nok omkring dem.
Det er ikke uden grund, at et lille kristent samfund i egnen omkring Herning er blevet kaldt Dømmerne, selvom deres officielle navn er Kristelig Lutheransk Trossamfund. De blev frikirke i 1863 og eksisterer endnu.
Men de havde også en anden side, som fylder mere. De var stærke i Bibelen og Luther, fromme, nøjsomme og flittige. Og i synet på nadveren var de forud for deres tid: De gik ind for, at børn måtte gå til alters, før de blev konfirmeret.
Det oplyses, at Kristelig Lutheransk Trossamfund nu har 110 medlemmer og kun havde det dobbelte, da de var flest. Så de udgør et meget lille hjørne af dansk kirkehistorie og har ikke sat sig historiske spor af betydning. Bogen er velskrevet, men går meget i detaljer, ikke mindst i lange fodnoter. Men man får grundig besked om dette lille og specielle kirkesamfund – hvis det skulle interessere nogen.

Flemming Kofod-Svendsen: Lutheranerne på heden
160 sider
99,95 kr.
Kolon