Århundredets oversete danske teolog

Generalsekretær i Dansk Missionsråd, Jonas A. Jørgensen, fortæller om missionsteologen Erik W Nielsen, der ikke ville ’plante kirker’, men virkeliggøre Gudsriget og uddanne lokale kirkeledere ud fra deres egen kultur. Han er beskrevet i en bog af Harald Nielsen. Historien om en af Danmarks mest indflydelsesrige og alligevel ukendte teologiske begavelser, Erik W. Nielsen (1917-1971), er samtidigt historien om to vigtige teologiske ændringer. Den første er af missionsteologisk og den anden af mere uddannelsesmæssig art.

Bogen ”Erik W. Nielsen” af Harald Nielsen er udgivet i anledning af Dansk Missionsråds 100-års jubilæum.

Gennem de to ændringer, som er indbyrdes forbundne, fik han stor og grundlæggende indflydelse dels på uddannelse af præster og kirkelige ledere i det globale syd efter kolonitiden, og dels på den måde, som kirkernes missionsopgave er blevet anskuet fra 1960’erne og fremefter.
Erik W. Nielsen stod i en vigtig overgang mellem den ’gamle’ verden – før 2. verdenskrig – og den ’nye verden’, som opstod med kolonitidens ophør og med den politiske og økonomiske kamp mellem vest og øst. Han var teologisk skolet i den ’gamle verden’, men fandt sig selv kastet ud i den ’nye’ verden efter krigens afslutning. Det kom til udtryk først gennem hans engagement i Dansk Missionsselskab og Dansk Missionsråd, senere i International Missionary Council og Theological Education Fund. Dette engagement ledte ham til en fornyet forståelse af, hvad den kristne kirkes mission indebærer, såvel som af hvad selve kristendommens væsen og struktur er.

I sin missionsteologi lagde han aldrig skjul på sin overbevisning om, at kirken lever i mission. Men i sin forståelse af hvad målet er for denne mission distancerede han sig fra den traditionelle forståelse: Snarere end at se kirkevækst som målet for mission, så fremhævede Erik W Nielsen Gudsriget.
Med andre ord: Kristen bliver en mission ikke ved at bygge kirker, men ved at arbejde for virkeliggørelsen af Gudsriget, sådan som vi kender det fra Jesu forkyndelse, hævdede han. Dermed føjede han sig ind i det, som er blevet den nye økumeniske forståelse af mission, nemlig at det ikke er de enkelte kristne kirker, der ’har’ en mission, men at kirkerne er en del af Guds mission – sendelse – af sig selv til verden. På den måde blev Erik W. Nielsen den første danske fortaler for den missionsteologi, som i dag er blevet den almindeligt accepterede forståelse af, hvad mission er i kristen forstand.

Hvis mission ikke er ensbetydende med kirkelig ekspansion i ’kirkernes kolonier’, hvad indebærer mission så for forholdet mellem gamle kirker i nord og unge kirker i syd? Det spørgsmål kom i stigende grad til at optage Erik W. Nielsen.
Den nationalistiske vækkelse, som var begyndt efter Anden Verdenskrig, fremhævede de nye nationers ansvar og modenhed. Disse tanker smittede også af på missionskirkerne, og udfordringen var nu at få de gamle kirker til at anerkende de nye kirker som levende menigheder, der i kristen teologisk forstand var ligeværdige partnere med de gamle kirker.

En vigtig forudsætning for, at kirkerne i praksis kunne være selvstændige, var præsteuddannelsen. Her så Erik W. Nielsen klart den opgave, som bestod i at uddanne præster og ledere lokalt.
Tidligere tiders kopiering af teologisk uddannelse måtte derfor være fortid. I stedet skulle sigtet være at plante præsterne dybere i deres kulturelle kontekster og ansvarliggøre dem i menighederne.
International Missionary Council (IMC), som blev grundlagt i årene efter den store missionskonference i Edinburgh 1910 – højdepunktet for moderne protestantisk verdensmission – havde altid vist teologisk uddannelse særlig opmærksomhed. I 1947 holdt IMC en samling i Whitby, Canada, hvor man blev enige om, at uddannelsen af præster i Afrika, Asien og Latinamerika skulle kortlægges. Dette arbejde blev Erik W. Nielsen en central del af, da han i 1953-1954 rejste rundt og rapporterede fra en stor mængde uddannelsessteder.

I 1956 blev Theological Education Fund etableret med hjælp fra John D. Rockefeller Jr. og en række amerikanske missionsorganisationer. Fundatsen var på 4 millioner US$, hvilket var en enorm sum efter datidens målestok.
Opgaven blev opbygningen og udviklingen af teologisk uddannelse i Afrika, Asien og Latinamerika, og Erik W. Nielsen blev tilknyttet fonden, først som vicedirektør og siden som direktør. Det arbejde udførtes i samarbejde med 23 udvalgte teologiske uddannelsessteder i det globale syd, som gennem opbygning af gode biblioteker og muligheder for at ansætte velkvalificerede lærere blev grundlæggende for kirkernes selvstændighed.

I kraft af sit engagement i Theological Education Fund kom Erik W. Nielsen til at stå centralt i udviklingen af det, som efter min mening er blevet det 20. århundredets vigtigste metodologiske og teologiske indsigt:
At god teologi bliver til lokalt og i dialog med en bestemt kontekst, såvel som i kontakt med den kristne tradition og de kristne skrifter. Denne fundamentale indsigt blev op gennem 1970’erne omsat både i nye teologiske uddannelser på de uddannelsesinstitutioner som Theological Education Fund samarbejdede med, såvel som i politiske former for teologi i det globale syd.
Til forskel fra den traditionelle måde at uddanne præster og ledere på – nemlig ud fra grundigt studium af de kristne tekster og den vestlige filosofiske tradition – så foreskrev den nye metode en meget mere induktiv tilgang: Kun gennem et grundigt kendskab til lokale forhold og kultur, og gennem en indgående social såvel som teologisk analyse af problemer og udfordringer i de lokale menigheder, kan sand teologi – sand tale om Gud – blive til og blive hørt. Dette blev starten på en stor bevægelse mod ’indigenous theology’, ’stedliggjort teologi’, som i de seneste årtier har været en vigtig faktor i dannelsen af lokale kristne identiteter i mange forskellige protestantiske kirker.

I marts 1971 ramtes Erik W. Nielsen af en blodprop, og hans for tidlige død afbrød dermed et vigtigt arbejde. Han er i dag stort set ukendt uden for den snævre internationale missionsteologiske verden, for hans teologiske arbejde bestod ikke i affattelsen af lærde bøger, men i en praktikers engagement i organisationer og strategi. I sidste ende havde dette nok så stor indflydelse som afhandlinger. Hans tanker om missionens mål, om kontekstuel teologi og om gensidigheden mellem kirker viser nemlig ikke blot en person, som levede sig dybt ind i andre menneskers liv og virkelighed, men også et engageret menneske, som forstod at omsætte en teologisk vision til en praktisk organisatorisk virkelighed.
Af Jonas A. Jørgensen