Kinesisk magt-skifte gør Kinas kristne usikre

Vil de forholdsvis frie år under Hu Jintao fortsætte under den nye generalsekretær og præsident? spørger den hastigt voksende kristne minoritet. Vi spørger Kina-eksperten Kim Schou.
Netop i disse dage bliver Kinas præsident gennem ti år, Hu Jintao, og hele den øverste ledelse udskiftet. Og det skaber naturligvis en vis bekymring blandt landets kraftigt voksende kristne mindretal.

Kim Schou blev for nylig også interviewet på DR P1 om magtskiftet i Kina.

Magtskiftet foregår bag lukkede døre i dybeste hemmelighed. Vicepræsident Xi Jinping var eneste kandidat til de to poster som generalsekretær og præsident efter Hu Jintao Også de nye medlemmer af Politibureauets Stående Udvalg, som er Kinas øverste, kollektive ledelse, udpeges nu.
Samtidig træder Hu Jintao tilbage som generalsekretær for Kommunistpartiet og til marts som præsident.
Derefter er helt andre folk i spidsen for verdens næstrigeste og måske snart mægtigste industrination.

– Er der grund til bekymring blandt kristne i Kina?
spørger vi Kim Schou. Han har skrevet bogen ”Kinas kristne revolution”, og han blev for nylig også interviewet på DR P1.
– De sidste ti år med Hu Jintao på magten har langt hen ad vejen været gode for Kinas kristne mindretal, siger Kim Schou, som er journalist på Kristeligt Dagblad.
– Der tales utroligt meget om kristenforfølgelser, især i kristne kredse, når snakken falder på Kina. Og det er sandt, at det sker: Kirkeledere ’forsvinder’ med jævne mellemrum eller får lange fængselsstraffe.
Men set i et større historisk perspektiv har de ti år med Hu Jintao været de bedste for Kinas kristne, siden Maos kommunistparti tog magten i Kina, siger Kim Schou.

Kina har oplevet en sand vækkelse i det seneste halve århundrede. Historiens største vækkelse, hvis man måler på antallet af omvendelser.
For 40 år siden var der 5 millioner kristne i Kina, i dag er der et sted mellem 80 og 100 millioner kristne, fortæller Kim i ”Kinas Kristne revolution.”
– Den religiøse forandring, der er sket i landet, er sket i faser, forklarer han.

Kim Schou har skrevet bogen ”Kinas kristne revolution”, som er udgivet af Udfordringen.

– Først skyldtes kristendommens udbredelse forfølgelse.
Da Mao kom til magten, blev landets få kristne spredt over hele Kina, fordi det blev forbudt at være kristen. Man kunne ligefrem komme i fængsel for at eje en bibel.
Forfølgelsen nåede sit højdepunkt under kulturrevolutionen fra 1966-76. De kristne måtte enten flygte fra, hvor de boede, eller afsværge sig deres gudstro.
De, der valgte at holde fast i deres tro, måtte gemme sig og nogle gange flytte langt ind i landet. Med sig tog de evangeliet, og på den måde spredte kristendommen sig, beretter Kim Schou.

– Efter Mao Zedong kom Deng Xiaoping. Som landets øverste leder startede han, hvad der blev kaldt Åben-dør-politikken, fortsætter Kim Schou.
– Den indebar blandt andet, at landet oprettede to statskirker; en for protestanter og en for katolikker. Hvis man ville lade sig registrere og underordne sig styrets regler, måtte man dyrke sin kristentro. Der blev altså blødt op over for de kristne, mener Kim Schou.
– Men ikke alle valgte at lade sig registrere. Sådan er det også i dag, hvor cirka to tredjedele eller flere af landets kristne vælger at dyrke deres tro i private hjem i stedet for landets lovlige kæmpekirker. De er de ’ulovlige kristne’. Og dem er der med mellemrum blevet slået ned på.

– Men, som en dansk missionær i Kina engang sagde til mig: Der er sket meget på de sidste 10 år. Førhen måtte missionæren mødes med kristne i huler under jorden, i dag er det langt mere frit.
De sidste 10-20 år har kristendommen spredt sig fra landet til byen i takt med landets rivende økonomiske udvikling.
Samtidig har kineserne set, at den kommunistiske ideologi ikke fungerer i praksis, eller i hvert fald ikke længere synes at være Kommunistpartiets ledestjerne.
I stedet fokuserer man på vestlige ’dyder’ som kapitalisme. Og blandt befolkningen på hvad der ellers kommer vestfra, som McDonalds, dyre biler og fladskærms-tv. Men også kristendom.

– Det er på mange måder blevet populært at være kristen, det anses i store dele af landet som noget smart, fordi det forbindes med Vesten, forklarer Kim Schou.
– Derfor spreder kristendommen sig stadig med utrolig hast. Hvis væksten fortsætter i samme tempo, som den har gjort de sidste 50 år, bør et sted mellem hver tredje eller fjerde kineser være kristen om bare tre årtier, skriver han i sin bog.
– Men det tvivler jeg dog på sker, siger han og lister tre grunde:
1. Fordi en del af det har været drevet af fattigdom. Jo mere velhavende og uddannede kineserne bliver, jo færre vil nok blive kristne, tror jeg.
2. For det andet fordi kineserne generelt set befinder sig i en særlig situation lige nu, en kollektiv eksistentiel krise, der skyldes, at landet har forandret sig så meget så hurtigt. Det gør, at mange søger svar på livets store spørgsmål, og mange finder de svar i kristendommen.
3. For det tredje kan man tvivle på en fortsat udbredelse af kristendommen i det tempo, vi har set, på grund af det, der sker nu: Magtskiftet.

Kim Schou pointerer, at kristendommens udbredelse på sigt kan komme til at virke truende på det kommunistiske styre. Som et fremmed element, og noget, der sker bag om ryggen på dem.
– Den tanke eller frygt har allerede været udtrykt mange gange. Men Hu Jintaos Kina har langt hen ad vejen set igennem fingre med de mange undergrundskirker og ulovlige kristne.
Måske vil den næste leder ikke være så … jeg prøver ikke at bruge ordet ’overbærende’, siger Kim Schou.
– Man har under Hu Jintao accepteret kristendommens udbredelse, selvom den i vid udstrækning dyrkes ulovligt.
Så længe folk har dyrket deres tro i ubemærkethed eller måske ligefrem bidraget til samfundet ved at hjælpe svage og ældre, har styret ikke haft interesse i at standse dem.
Også fordi det giver dårlig presse i Vesten, når man forfølger folk for deres tro. Det synes at have været det nuværende styres førsteprioritet at undgå.
Men kristendommen bliver ved med at brede sig; den har ligefrem fået greb om parnasset – universitetsfolk, filmstjerner og andre prominente personer taler i dag offentligt om deres kristentro.

– Men mange af ’den gamle garde’ i partiet ser stadig kristendommen som noget potentielt farligt for systemet. Og fordi så meget af Kinas politik foregår i skyggerne, ved vi ikke, hvad den næste ledelse vil gøre over for de kristne.
Vil de, tør de, lade kristne og andre troende dyrke deres tro frit og åbent? Eller vil de insistere på, at det kun sker i de statsgodkendte kirker?
Det er meget muligt, at Kina er på vej ind i en tid med nye kristenforfølgelser, vurderer Kim Schou og tilføjer:
– Jeg håber det ikke. Jeg aner det ikke. Men tror du på forbønnens kraft, vil jeg da opfordre dig til at bede for Kinas kristne i disse dage, slutter han.