På vej hjem
Jesus Kristus overvandt døden og vandt den endelige sejr ved sin opstandelse. Før han fór til himmels, lagde han den største strategi af alle for sine efterfølgere: at gå ud i verden og forkynde evangeliet. Da de havde hørt hans ord, løftede de deres blik mod himlen og så ham stige op på vej hjem.
Billy Graham
Evangelist og forfatter
Jeg spekulerer på, hvilket hjem du forbereder dig på? Nogle mennesker bruger hele deres liv på at opbygge deres drømmehjem, hvor de skal nyde deres otium. Nogle må forlade alt og ende deres dage i en beskyttet bolig eller på et plejehjem. Den vigtigste beslutning i alle menneskers liv er imidlertid at vælge deres evige hjem. For den kristne bliver den sidste del af rejsen et vidnesbyrd om Guds trofasthed, for han sagde: Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer (Joh. 14,2).
Uanset hvor du i aften hviler dit hoved, håber jeg, dine tanker vil kredse om, at du er på vej hjem, og disse tanker vil jeg gerne opholde mig lidt ved i det følgende.
Nogen har engang sagt: Minderne er alderdommens gave. Selv om jeg har måttet indstille det meste af mine rejsevirksomhed, holder livet selv mig stadig motiveret, når jeg ser Guds aktive indgriben ikke bare i mit eget liv, men også i andre menneskers liv i min nærhed og over hele verden. De seneste år har Gud givet mig erindringens og eftertankens gave. Det lyder måske trist i nogles ører, men erindring og eftertanke er en meget bibelsk beskæftigelse:
Husk, hvordan Herren din Gud nu i fyrre år har ladet dig vandre i ørkenen. (5. Mos. 8,2).
Husk … hold fast ved det. (Åb. 3,3)
Husk de undere, han gjorde, husk hans tegn og de bud, han gav. (1. Krøn. 16, 12)
Der er ting, som er værd at mindes og tænke igennem igen og igen.
Jeg hører ofte mennesker, der er yngre end mig, klage over søvnløse nætter. Jeg oplever til tider det samme, men så husker jeg på Guds herlige gerninger og mindes følgende poetiske ord af salmisten:
Min mund lovpriser dig med jublende læber,
når jeg på mit leje husker dig
og tænker på dig i nattetimerne.
For du er blevet min hjælp,
og jeg jubler i dine vingers skygge.
Min sjæl hænger ved dig,
og din højre hånd holder mig fast.
(Salme 63, 6b-9)
Der er stor trøst at hente, også for de ældre, når vi husker på ham.
Fra Billy Grahams nye bog På vej hjem.