Abraham har en kugle ved sit hjerte…
Han blev overfaldet af landevejsrøvere. Men Gud stoppede kuglen, før den slog mig ihjel, siger han. Og kuglen sidder så tæt på organerne, at lægerne ikke tør operere…
– Pludselig sprang to røvere ud på vejen foran bussen. De pegede med deres pistoler på chaufføren, som standsede, fortæller Abraham.
Det var i november 2010. Og jeg skulle selv have kørt den samme øde strækning fra Waza nationalparken til grænsebyen Kousseri helt oppe ved Tchad-søen.
Men vejen var så elendig, at jeg droppede turen det år.
Abraham Bock derimod skulle til Ndjamena i Tchad. Han tog en af de små primitive busser uden glas i vinduerne. Undervejs havde han lagt mærke til, at der var to politifolk med bussen. Den ene var i uniform og bevæbnet. Den anden politimand var i civil og uden våben. Han havde blot været i storbyen for at hente sin løn, og var nu på vej hjem.
– Vent med at skyde indtil de er helt tæt på, rådgav den civile politimand. Men den bevæbnede politimand gik i panik. Han begyndte at skyde, men ramte ikke de to forbrydere. Alle i bussen kastede sig ned på gulvet, men Abraham kunne ikke komme væk fra sit sæde.
– Du véd, der er altid for lidt plads til os med lange ben. Så jeg sad der og kunne ikke røre mig.
– Pludselig mærkede jeg, at jeg var blevet ramt øverst i hovedet, men der var ikke blod. Alt blev blåt omkring mig.
Umiddelbart efter mærkede jeg to kugler, som ramte mig i venstre arm. Det gjorde ondt. Kort efter blev jeg ramt i venstre side af brystet. Jeg følte mig meget tung i den side, og opdagede en del blod, fortæller Abraham med sin dybe stemme.
Imens var røverne måske udgået for kugler. I hvert fald stak de af ind i bushen.
– Også politimanden løb – i panik den modsatte vej! Tilbage til Waza næsten 50 km.! Og tilbage sad vi alene, efterladt ved bussen i et meget øde område. Der var ingen mobiltelefon-dækning. Ingen huse. Ingenting andet end bushen, hvor vi vidste at de to røvere befandt sig.
De andre passagerer havde været heldigere end jeg. De var ikke blevet ramt. Jeg vaklede ud af bussen og råbte, at de skulle hjælpe mig.
– Heldigvis kom der en motorcykel med to unge mænd. De blev overtalt til at køre mig til den nærmeste klinik. Den lå i Waza og der var 80 km…
Vi sad tre på motorcyklen. Jeg sad i midten. Mens vi kørte blev mit syn sort. Jeg kunne ingenting se.
– Åh Gud, jamrede jeg. – Hvorfor sker dette her for mig? Jeg er ved at blive blind! Jeg er ved at dø! Du har jo selv kaldet mig til at forkynde budskabet om dig siden jeg blev kristen som 24-årig. Du har talt til mig med en høj stemme flere gange. Og nu er jeg ved at dø. Hvad nytte er jeg til, hvis jeg dør? Hjælp mig, herre Jesus!
– Da jeg bad Jesus om at redde mig, skete der en ændring. Jeg hørte en stemme sige: Du skal ikke dø, Abraham, du skal leve. Jeg begyndte langsomt at kunne se igen.
Efter en time-lang tur kom vi endelig til Waza, men der var ingen på klinikken. De sendte bud efter sygeplejeren, men da han kom, sendte han os videre i Mora, hvor der fandtes en klinik, som var bedre bemandet. Han forbandt mig på armen, så jeg ikke blødte så meget, og så kørte jeg videre af den forfærdelige vej i en bus i et par timer. I Waza havde jeg ringet til min hustru Terese. Hun tog nu til Mora for at møde os der.
– Da vi kom frem, undersøgte de mig. De pillede kuglen ud af hovedet og armene. Da de blev klar over, at jeg også havde en kugle tæt ved hjertet, sendte de os med bussen videre til byen Maroua, hvor man havde et røntgenapparat på sygehuset.
Min kone Terese fik den idé, at vi i stedet skulle tage til det kristne hospital i Meskine udenfor byen. De har et godt ry. Her kom jeg under behandling af en amerikansk læge. Han undersøgte mig og tog et røntgenbillede, som jeg fik med hjem. Da han så billedet, udbrød han, at han aldrig havde set noget lignende.
– Kuglen er gået ind mellem ribbenene, men den har ikke skadet nogle af dine organer eller blodårer. Det er meget utroligt. Hvad laver du til daglig?
– Jeg er prædikant. Gud har kaldet mig til at forkynde, svarede jeg. Han smilede.
– Så forstår jeg bedre, at der ikke er sket noget med dig. Jeg vil ikke operere dig, for riskoen for, at vi kommer til at skade dig er for stor. Kuglen sidder tæt på hjertet i den venstre side af kroppen.
– Du må operere mig doktor. Jeg kan ikke gå med en kugle i kroppen, protesterede jeg.
– Jo, det kan du faktisk godt. Hvis vi opererer dig, riskerer vi, at du bliver lam eller dør. Tag nu dit tøj på og gå ud til din kone, som græder udenfor.
– Da jeg kom ud, undrede min grædende kone sig meget over, at jeg bare kom gående. Hun troede, at jeg ville blive båret ud. Måske død. Faktisk døde en mand tre dage senere, fordi han var blevet ramt i hovedet af en kugle fra røvere.
– Hvor er kuglen nu?
– Her! Den sidder her ved mit hjerte, svarer Abraham Bock og løfter sin bluse af, så jeg kan se hans ar og tage et billede.
Abraham Bock har flere gange hørt Guds stemme – ikke bare indeni hovedet, men som en hørbar stemme.
– Første gang var en aften kl. 18, efter at jeg havde været kristen i 4 år. Værelset blev oplyst af et meget kraftigt lys og jeg hørte en stemme sige: Jeg kalder dig. Jeg ønsker, at du skal være mit vidne.
– Hvordan lyder Guds stemme, Abraham?
– Stærk, som en flod…
– Skete der andet?
– Ja, jeg havde en vision af mig selv i en blå bus på vej til Nigeria, hvor jeg prædikede for mange mennesker. Først kl. 20 kom jeg igen til mig selv.
Fra det tidspunkt har jeg haft på mit hjerte at fortælle om Jesus, fortæller Abraham.
Han gik først på bibelskole i fire år, og var derefter missionær blandt unåede folk i bjergene mellem Nigeria og Cameroun. Men en nat hørte han igen en høj stemme, der kaldte ham til Mozambique, Schweiz og Elfenbenskysten.
– Åh nej, tænkte jeg og rejste til Mora for at besøge en kristen bror. Jeg håbede, han ville snakke mig fra at rejse. For jeg var ligesom Jonas, der ikke ville rejse til Nineve.
Men i Mora talte en stemme igen til mig om natten: Har jeg kaldt dig til Mora? Tag tilbage til Maroua og forbered dig til det, jeg har kaldt dig til.
Jeg tog tilbage og fastede i tre dage, for jeg havde ingen penge at rejse for. Da jeg kom ud efter fasten, mødte jeg tre kristne brødre, som havde ledt efter mig i tre dage. De betalte billetten for mig til Elfenbenskysten, fortæller Abraham. Men dermed var hans problemer ikke forbi. Da han tog bussen gennem Nigeria, blev han overfaldet i hovedstaden Lagos, og mistede alt. Men billetten til nabolandet Benin var betalt, så han fortsatte dertil.
– I tre måneder og to uger sov jeg på jorden og levede af en appelsin om dagen. Jeg var meget vred på Gud, fordi han havde kaldt mig, og her stod jeg uden penge og kunne ikke komme videre. Men Gud talte igen: Jeg er den, der sendte dig. Hvis du tager tilbage, vil det være meget farligt for dig.
Jeg mødte nu en præst, som betalte billetten til Elfenbenskysten. Og her prædikede jeg nu i ni måneder i alle mulige kirker. Bagefter tog jeg hjem til min familie i Cameroun. Efter tre måneder fastede jeg i ni dage for at få klarhed over min fremtid. Jeg fik nu et klart kald til at rejse til Kinshasa i Congo. Her prædikede jeg i syv måneder, før jeg tog hjem igen.
– Hvad prædiker du om?
– Jeg prædiker evangeliet om frelse ved Jesus, og jeg underviser om at leve et helligt liv. Jeg ved fra mit eget liv at hvis vi kke lever efter Guds vilje, så kan vi ingenting udrette, slutter Abraham Bock med sin dybe stemme. Han har nu oprettet tre menigheder i sin hjemby Garoua, – mens han venter på at høre Guds næste kald.
Ønsker du at hjælpe Udfordringens kontakter i Afrika, så bed for dem og send en gave til Gospel Outreach reg.nr. 9046 konto nr. 457-34-58449 og skriv projekt Evangelister.
