Mission Afrikas dramatiske historie
Pionéren Niels Brønnum strittede imod, blev omvendt og mistede igen troen, før han blev ramt af Guds kald og rejste ud. Undervejs mistede han sin unge kone. Og alt syntes håbløst…Lægen Niels Høegh Brønnum blev – mod sin vilje – den første missionær, som den danske sudanmission sendte til Afrika i 1913 – for hundrede år siden.
Det blev fejret i Aalborg i søndags af missionen, som nu hedder Mission Afrika.
Men hvem var denne Brønnum, og hvad fik ham til at rejse ud, når han egentlig ønskede at blive hjemme?
Bag missionens start ligger en meget dramatisk historie. Og faktisk var det slet ikke Brønnum, der var den store pionér, men en næsten glemt præst, som hed Anthon Pedersen.
Her er historien om de to.
Da Niels Høegh Brønnum endelig var på vej ud som den første danske missionær til Nigeria i sommerren 1913, sejlede han op ad Nigerfloden i en hjuldamper.
Hans unge skotske hustru Margaret C. Young var højgravid, og da de kom til den engelske missionsstation i Rumasha måtte de holde en pause.
Den 11. juni – kort efter ankomsten – fødte Margaret deres første barn – men hun var blevet syg og døde to dage efter af hjernemalaria.
Mere tragisk og mislykket kunne Brønnums mission næsten ikke begynde. Var det hele spildt? Lægeuddannelsen, som de begge havde taget netop for at rejse ud som missionærer? Forberedelserne? Pengene? Det nye missionsselskab. Var det hele en fejltagelse?
Skulle Niels alligevel være blevet derhjemme og have fulgt sine egne planer om at blive forvalter på en herregård?
Måske tænkte Brønnum 6 1/2 år tilbage, da han sad som ung medicinstuderende ved et stort møde i Edinburgh i Skotland til den store missionskonference i 1911.
Han havde lyttet til den legendariske dr. phil. Karl Kumm, der var både videnskabsmand, opdagelsesrejsende og pionér-missionær.
Karl Kumm havde personligt gennemrejst Afrika på tværs gennem det såkaldte Sudanbælte på heste- og kamelryg fra Ægypten til Atlanterhavet!
Kumm havde malende fortalt om det enorme landområde, som man dengang kaldte Sudan, fordi områderne endnu ikke var blevet til selvstændige nationer. Sudanbæltet havde stort set endnu ikke hørt det kristne evangelium, men var under stærkt pres fra islam.
»Mine herrer«, sagde Kumm, »der er nationer, der venter i Afrika; tænk, hvad det ville sige at blive den åndelige far for en nation i Sudan!«
Disse ord brændte sig ind i Niels’ bevidsthed. Han anede ikke, at en stor og livskraftig afrikansk kirke 100 år senere ville fejre ham som sin apostel. At kvinderne ville gå med T-shirts, der viste hans portræt. At de ville opføre dramaer, der fortalte om hans ankomst, som havde han været Ansgar.
Men havde han haft drømme og ambitioner, så blev de i hvert fald sat på en hård prøve nu, hvor han måtte begrave sin elskede Margaret i den fremmede afrikanske jord.
Men Brønnum havde formentlig slet ikke de store tanker om sin egen betydning.
Han var ligesom sin mor den flegmatiske og selvironiske type, som kun var gået ind i dette, fordi han ikke kunne sige nej – til Gud.
Niels var født Hellig Tre Kongers aften den 5. januar 1882. Han var nr. 8 af degneparret Kirsten og Ferdinand Brønnums børneflok i Nørholm gamle Skole et par kilometer vest for Aalborg. Deres gudstro var prøvet og rodfæstet gennem hårde tider. De måtte se en række af deres børn dø af tuberkulose. Men der var »Gudsfrygt og Nøjsomhed« i degnehjemmet, hvor Niels huskede, at der blev sunget mange salmer.
Niels fulgtes med faderen, når de arbejdede med at få de 11 1/2 tdr. land og fire køer til at forsørge den store familie.
Fra sin far arvede Niels glæden ved jorden og naturen, og hans drøm var selv at blive landmand – på en stor gård.
Som ung opholdt Niels sig et år hos sin onkel Christian, der var forpagter på Gudumlund, en gård på 300 tdr. land under Lindenborg gods. Her lærte Niels et andet åndeligt miljø og en større verden at kende. Og befandt sig også vel i den.
Så kom Niels i snedkerlære for at blive instrumentmager, men det kneb ham at tåle laklugt og træstøv i snedkeriet. Så ved onkel Christians mellemkomst kom han ind som landvæsenselev på en gård mellem Århus og Randers.
Miljøet var ubeskriveligt råt, fortæller han, men da han efter 1 1/2 års forløb kom til Dronninglund gods, kom han til et helt andet åndeligt klima.
Forpagter Birk samlede nemlig sine folk til morgen- og aftenandagt og søndagsmøder. Og Niels blev vakt og omvendt.
Niels klarede sig godt som landvæsenselev. Og onkel Christian skaffede nu Niels ind på Næsgaard Agerbrugsskole på Falster og betalte hans to-årige uddannelse. Niels betod sin eksamen som nr. 2 på holdet med et meget fint resultat.
I begyndelsen vidnede Niels kraftigt for sine kammerater. Men efterhånden blev han mere påvirket af skolens grundtvigske forstander, la Cour, der var kendt for sine foredragsaftener.
Efter skolen fik Niels en plads som arbejdende forvalter på en gård på Sydøstsjælland, og selv om han jævnligt om søndagen travede sin ensomme vej til kirke, begyndte det alligevel at »gå baglæns« for ham, som han siden udtrykte det.
Og da han derefter – sikkert igen ved onkel Christians mellemkomst – kom til Holsten som forvalter, endte det »med fuldstændigt bagslideri«. Han avancerede i sit arbejde, blev overforvalter, men mistede sin trygge tro. Der foregik åbenbart en åndelig kamp om Niels.
For da Niels aftjente sin værnepligt ved sanitetstropperne i København, fik han sin gang på Soldaterhjemmet i Gothersgade. Og soldatermissionær Kuhle hjalp Niels tilbage til troen igen, før han forlod København for at tilbringe resten af sin soldatertid som sygepasser i Aalborg i foråret 1905.
Niels var stadig kun 23 år, og han drømte slet ikke om at blive missionær. Han ville være herregårdsbestyrer, have sig en net lille kone og nyde livet.
Nu skulle han hygge sig i nærheden af mors kødgryder et halvt års tid, og så stod vejen ham åben som forvalter, forpagter og, hvem ved, måske siden hen godsejer. Men det kom til at gå helt anderledes. For Niels havde en bror…
Holger Brønnum var 6 år ældre og landbrugsuddannet, som Niels, men led af eftervirkningerne af tuberkulose. Holger ville gerne ud som missionær, men Det Danske Missionsselskab (DMS, nu Danmission) havde afslået at sende ham ud p.g.a. helbredet.
En aften, da Niels og Holger talte om en bekendt, som ville uddanne sig til missionær, sagde Niels: »Det kunne jeg aldrig tænke mig at begynde på. Nej, nu vil jeg finde mig en kone og stifte hjem«.
»Det var dog en ussel begrundelse for ikke at følge Guds vilje«, svarede Holger. Og så blev der ikke sagt mere om den sag. Men på sygehuset fik Niels tid til at læse. Holger forsynede ham med missionsblade, men Niels ville hellere læse romaner.
Alligevel læste han for sin brors skyld missionsbladene og blev grebet. Han begyndte at læse sit Ny Testamente, og da han nåede til missionsbefalingen, var det, som om et lyn slog ned i ham.
Da han om aftenen fortæller Holger om det, svarer han: »Det har jeg bedt om i lang tid«.
Holger tog nu Niels med til sin dynamiske præsteven, Anthon Pedersen. Det var en præst, der var gået åndeligt ild i!
Han var stærkt præget af den tids helliggørelses-forkyndelse, som skabte fornyelse og vækkelse mange steder i verden.
Anthon Pedersen var nært knyttet til den ledende kraft i bevægelsen, pastor N. P. Madsen, og han deltog ivrigt i såvel danske som internationale fornyelsesmøder – i Wandsbeck 1903 og 04 og i Keswick 1905.
Samtidig brændte Anthon Pedersen for mission i hele verden – og især blandt muslimerne.
Fra 1901 var han med ved DMS’ repræsentantskabsmøder. I 1904 stod to af de fem kredse for Østerlandsmissionen i Aalborg i Anton Pedersens og hans kones navne. Fra 1909 var han medlem af repræsentantskabet for Dansk Kirke Mission i Arabien. Som repræsentant for denne mission rejste han til missionskonferencen i Edinburgh i 1910.
Og det var ikke kun fromme ord, når Anthon talte om mission. Fra 1909 betalte han sammen med en støttekreds i Aalborg for uddannelsen af en kvindelig missionær, som skulle til Arabien. Selv foretog han i oktober-november 1909 en rejse til Algier i Nordafrika, hvor hendes uddannelse fandt sted. Det var noget af en rejse på det tidspunkt.
Anthon havde nær forbindelse til Kvindelige Missions Arbejdere, som på det tidspunkt var en af de mest aktive grupper. Og Anthon er også aktivt med i Israelsmissionen.
Det var bestemt ikke nogen søvnig sognepræst, Holger tog sin bror med til for at tale om det kald, som Niels – trods sin modvilje – havde følt.
Man kan godt spekulere på, hvad der mon var sket med Niels kald, hvis han ikke havde mødt en levende præst som Anthon Pedersen.
I hvert fald samler Anthon Pedersen nu i løbet af kort tid en støttekreds for Niels på 60-70 personer, som forpligter sig til årligt at yde ca. 1200 kr. til Niels underhold. Et temmelig stort beløb i 1911.
Tanken var, at det store DMS missionsselskab så skulle have Niels Brønnum stillet til sin rådighed, når han var færdiguddannet. Men DMS’ formand kan ikke lide, at andre træffer beslutningerne for ham, så han fraråder at spilde vennernes penge på noget så løst…
Der skal imidlertid mere til at bremse Anthon Pedersen, når hans varme hjerte er begyndt at banke for en sag.
Så Niels Brønnum rejser til Edinburgh. Han sulter og slider sig igennem og får sin lægeeksamen – selv om det foregår på et fremmed sprog.
I Edinburg bliver han forelsket og forlover sig med en ung skotsk lægestuderende, Margaret C. Young, som også føler et missionskald. Hun beder: »Gud, send mig derhen, hvor ingen andre vil gå med evangeliet«.
Og så kommer Verdensmissionskonferencen i Edinburgh i juni 1910. Anthon Pedersen er selvfølgelig med. Han hører dr. Kumm tale om Sudan den første aften og hører fra da af intet andet end Sudans nød understreget på hele konferencen.
Da han kommer hjem, begynder han med hele sin rastløse energi at arbejde for mission i Sudan. Efter nye forsøg på samarbejde med DMS og andre stifter han d. 22. november 1911 en dansk gren af Sudan United Mission, og Niels udsendes halvandet år senere i 1913 som dansk lægemissionær til Sudan (Nigeria) sammen med Margaret, samt sygeplejerske Dagmar Rose, Roskilde.
Men her stod han så ude i Afrika, Niels fra Aalborg. Margaret var død. Han var alene med en nyfødt dreng i en barsk verden, fyldt med farer og sygdomme. Det ville være svært at fortsætte som missionær.
Sammen med Brønnums var en meget ung og modig sygeplejerske, Dagmar Rose, rejst ud. Sammen skulle de have været et medicinsk team.
Men hvis Niels nu rejste hjem, kunne Dagmar ikke fortsætte alene. Det ville være alt for farligt. Niels Brønnum måtte træffe en meget vanskelig, men nødvendig beslutning.
Han bad Dagmar rejste hjem igen og aflevere den lille nyfødte dreng til bedsteforældrene i Skotland.
Selv fortsatte Niels Brønnum tre dage efter begravelsen op ad floden. Mottoet for Sudanmissionen var netop: Frygt ikke – tro kun!
Hans mål var den lille by Numan ved bredden af Benuefloden, hvor denne løber sammen med Nigerfloden.
Her gik han i land fra en kano, en udhulet træstamme, med sin lægetaske i den ene hånd og sin bibel i den anden. En engelsk embedsmand advarede ham straks og ønskede, at han skulle rejse hjem igen. De engelske koloniherrer var ikke venlige stemt over for missionen. De samarbejdede med de muslimske småkonger (emirer), som med barske midler inddrev skat til kolonimagten og til gengæld beholdt deres magt.
Men Brønnum fik bygget to primitive hytter, hvor Likita (lægen) Brønnum herefter boede og tog imod de syge.
Det har ikke været let. Men han havde et kald. Og den Gud, som havde kaldt ham,. ville også give ham kræfter til at fortsætte, mente han.
Mærkeligt nok fik Niels Brønnum kun otte år i Afrika.
»Jeg var blot en mand, der satte en spade i jorden; andre gravede med den«. Sådan karakteriserede han selv sin indsats. Men at han gennemførte rejsen og holdt ud de første otte år, fik afgørende betydning.
Da Brønnum otte år senere vendte hjem til Danmark, var missionsarbejdet blandt bachamastammen i fuld gang. De første var døbt, og denne stamme blev den første i den kirke, som i dag tæller 2 mio.
Nye missionærer overtog. I Afrika overtog den unge Ernst Engskov ledelsen. Han havde været konfirmand hos Anthon Pedersen i Vor Frue kirke i Aalborg. Her havde han under konfirmationen haft et syn af den korsfæstede Jesus, som blev et kald til mission for ham.
Han blev den store leder i missionen i Nigeria i årtier, specielt med skoler, selv om to verdenskrige og utallige forhindringer kom i vejen. Stamme efter stamme besluttede at blive kristen. Flere hundreder danske missionærer rejste ud, og flere blev apostle for et halvt hundrede stammer og folk. Blandt dem var Walther Jessen (kendt fra bogen Walli) og mange, mange andre kendte og ukendte.
Herhjemme fortsatte Brønnum som missionssekretær, og indtil sin død som 84-årig i 1966 var Brønnum den centrale skikkelse i Sudanmissionen.
Hvad var hemmeligheden? Hvad havde ændret godsejer-spirens livsbane så afgørende?
Brønnum antydede det i et foredrag, som endnu findes på bånd. Her taler han om, hvad det vil sige, når Gud lægger sin hånd på én. »Det er frygteligt«, råbte han. Han havde selv oplevet det. Gud havde lagt sin hånd på ham, og det var hårdt, men bagefter vældede velsignelsen frem dernede i Afrika.
For at blive anerkendt som en gren af Sudan United Mission skulle den danske afdeling have en kapital på 20.000 kr. Halvdelen af dem fik man i sidste øjeblik fra en hårdtarbejdende dansk udvandrer i USA, Jens Dixen, som solgte en farm, som han havde tjent til ved at grave grøfter. Og han blev inspirationskilde til, at der også blev en amerikansk Sudanmission (i dag ELCA).
I starten var der fælleskirkelige sudanmissioner i bl.a. England, Tyskland, Schweitz, og Norge, som samarbejdede om at lægge et læbælte af missionsstationer tværs over Afrika, som kunne forhindre, at hele kontinentet blev muslimsk.
Og det lykkedes!
Mange stammer og lande blev kristne syd for Sahara.
Senere blev missionerne mere opdelte, og den danske gren besluttede fx i 1990erne at definere sig som et folkekirkeligt selskab, selv om man oprindeligt var tværkirkelige.
I dag arbejder Sudanmissionen (Mission Afrika) også i Centralafrika, Sierra Leone, Mali og Cameroun. Andre missioner er opstået i kølvandet. Bl.a. det radioarbejde, som Udfordringen nu er involveret i.
Og det begyndte altsammen med en lille bedekreds i Aalborg – og nogle få mennesker, som fulgte et kald.
NB: Artiklen bygger især på oplysninger fra dr. teol. Mogens Jensens afhandling om Brønnum og Anthon Pedersen.
