Et livsforvandlende cykelstyrt
Et dramatisk styrt på en cykel blev begyndelsen til, at Jonna Theede begyndte at gå i kirke og synge i gospelkor. Et halvt år efter havde hun haft så stærke åndelige oplevelser, at hun og hendes mand blev døbt og medlem af Pinsekirken i København.November 1998. Jonna Theede trådte af al kraft i pedalerne. Hun havde erfaring for, at hun netop kunne nå lyskrydset ved Hans Knudsens Plads, hvis hun fik maksimalt drev i cyklen ud ad Lyngbyvej i København.
Men i samme øjeblik, som hun passerede den bygning, som husede blandt andre Københavns Kristne Friskole og det daværende Pinsekirken i København, kom tre drenge susende ud af en port og helt ud på cykelstien, hvor Jonna ingen chancer havde for at undgå en kollision. Den ene dreng blev på det nærmeste torpederet, og Jonna selv stod på hovedet ud over cykelstyret, og hamrede hovedet ned i asfalten, mens det ene ben satte sig i klemme i baghjulet.
– En førstehjælpsuddannet lærer hjalp mig ind på skolens kontor, hvor skolelederen Peter Mikkelsen kom over til mig, og midt i min mildest talt omtumlede tilstand, opfattede jeg en utrolig omsorg og ægthed fra alle sider det var noget, jeg ligesom bare registrerede, og det var en virkelig rar fornemmelse i situationen, fortæller Jonna.
Jonna var sygemeldt nogle dage efter cykelstyrtet, og dagen efter ringede det på døren. Udenfor stod en kvinde med en kæmpe buket blomster, som var fra skolen.
– Peter Mikkelsen havde skrevet et kort, som var lagt ved: Kære Jonna! Vi tænker meget på dig, og ønsker dig rigtig god bedring. Hvis der er problemer med det forsikringsmæssige eller noget, du skal have erstattet, så skal du bare henvende dig til os. Så vil vi gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe.
– Det var meget neutralt, men et eller andet sted blev jeg rørt over det. Jeg kæmpede lidt med, at jeg opfattede pinsekirken som en lukket sekt, men samtidig var det enormt pænt af Peter så jeg kunne ikke rigtig få det til at harmonere. På det tidspunkt drejede min verden sig om boghandlen Det Ukendte, og jeg pendulerede meget. Det var det, jeg troede på, og jeg var god til at pendulere, skraldgriner hun.
Jonna følte dog ikke, at hun kunne lade som ingenting, så hun satte sig ned og skrev et takkebrev, hvori hun samtidig spurgte skolelederen, hvad det der med pinsekirken var for noget.
– Og så fik jeg et sødt brev tilbage fra Peter, hvor han og hans kone spurgte, om de måtte invitere os med til et julearrangement på Skt. Annæ Gymnasium i Valby. For der ville jeg kunne få et samlet svar på mine spørgsmål, da der den dag var både gospel, gudstjeneste og sang, og vi kunne sidde og tale sammen i fred og ro bagefter.
Da Skt. Annæ var velkendt for Jonna og hendes mand, Fin, blev de enige om, at det sikkert var ufarligt, så de takkede ja til invitationen.
På Skt. Annæ blev Jonna igen overvældet over, hvor ægte folk virkede, når de hilste på hende og Fin. Det irriterede hende lidt, fordi det ikke passede til hendes negative billede af, hvad en sekt var.
– Der var pinsemennesker over det hele, og vi kendte ikke et øje men så dukkede Peter og hans kone, Gitte, pludselig op, og det var, som om vi havde kendt dem altid.
Under gudstjenesten sang man blandt andre lovsangen Råb til din Gud. Og så mistede Jonna til sin egen forbløffelse kontrollen over sig selv.
– Da vi sang omkvædet for anden gang, fik jeg pludselig en megaklump i halsen, og jeg kunne slet ikke synge med. Det er for pinligt, det her, tænkte jeg, for jeg kunne slet ikke styre det. Tårerne løb ned ad mine kinder, og i mangel på papir stod jeg og tørrede snot og tårer af i mine ærmer.
– Jeg fattede ikke, hvorfor det berørte mig så dybt at synge den sang.
Men det skulle ikke blive sidste gang, at Jonna måtte opgive ævred over for Råb til din Gud.
– Nogle uger efter – i januar 1999 – var jeg alligevel blevet så nysgerrig, at jeg foreslog Fin, at vi tog til en gudstjeneste i pinsekirken, for da vidste vi, at man bare kunne komme der. Og da lovsangen gik i gang, skulle vi igen synge Råb til din Gud. Fint nok, tænkte jeg, så kan jeg få bekræftet, at det på Skt. Annæ var et enkeltstående flip.
Men anden gang Jonna skulle synge Råb til din Gud, reagerede hun endnu voldsomemre end første gang.
– Som ved et knips med fingrene begyndte jeg at hulke, så skuldrene rystede. Jeg skulle virkelig holde på mig selv, for at der ikke også kom høje lyde. Det var noget, som jeg blev meget overrasket over og ikke fattede en meter af.
En uges tid senere blev Jonna og Fin inviteret hjem til Gitte og Peter Mikkelsen.
– På vejen derud var jeg negativ og på vagt. Jeg sagde til Fin, at hvis det var noget med, at de var flinke over for os for derefter at manipulere os til at skrive under på et eller andet, såh
Men hverken Gitte eller Peter tog hul på noget om tro, så det endte med, at det var Jonna selv, der tog den tråd op.
– Jeg sagde til Peter, at jeg ikke kunne acceptere, at Jesus skulle korsfæstes for vores synders skyld, for vi måtte selv stå til ansvar for vores fejl. Og det havde vi så en stille og rolig dialog om.
– Peter var hele tiden meget lyttende og stille, men til sidst i samtalen sagde han én sætning jeg kan ikke engang huske, hvad det var, han sagde hvor jeg helt fysisk kunne mærke, at der var noget, der vendte 180 grader inde i mig. Jeg kunne pludselig næsten mærke Jesus smerte ved at hænge på korset, og jeg forstod med ét helt klart hvorfor, det måtte ske. Der faldt ligesom et skæl fra mine øjne, og det var så mærkværdigt, at jeg ikke engang kan huske, hvordan vi kom derfra og hjem.
Det, Jonna oplevede, passede overhovedet ikke med det liv, hun indtil da havde levet, hvor hun havde beskæftiget sig med den alternative verden.
– Jeg var nødt til at tage hele mit liv op til overvejelse, og det var for at være helt ærlig dybt frustrerende. Fin og jeg kom flere gange i pinsekirken, og jeg sang i kirkens gospelkor. Og en tirsdag formiddag, hvor jeg gik derhjemme, hørte jeg pludselig en stemme: Du skal læse Matthæusevangeliet kapitel 6.
– Hvad var det for noget? Hvor kom det fra? tænkte jeg. Jeg anede ikke engang, om vi havde en bibel. Jeg negligerede det i første omgang, men så kom stemmen igen, venlig, men bestemt: Du skal læse Matthæusevangeliet kapitel 6.
Jonna fandt en bibel og begyndte at læse, og stor var begejstringen, da hun opdagede, at hun sad og læste en slags livsmanual. Og hun nåede kun at læse halvdelen af kapitlet, før hun strøg over til sin pc, hvor hun oversatte det, Jesus sagde, til noget, man kan bruge i hverdagen i dag.
Og næste gang, der var gospelkorsøvelse, havde Jonna et udprint af sine bibelnotater med.
– Jeg fortalte, hvad jeg havde oplevet, til hende, jeg sad ved siden af, men sagde samtidig, at hun ikke måtte sige det til nogen. Men det kunne jeg have sparet mig. Hun råbte til gospelpræsten: Kom og se, hvad Jonna har skrevet.
Det blev begyndelsen på et venskab med gospelpræsten, og Jonna var så sprængfyldt med spørgsmål, som hun mailede til gospelpræsten Rene Ottesen der gav sig tid til at svare så udførligt – at Jonna i dag har et helt ringbind fyldt med denne e-mailkorrespondance.
Og den 7. juni 1999 blev både Jonna og Fin døbt i Pinsekirken i København.
– Det var så stort og fantastisk, at det er svært at beskrive. Vi tog ind til byen for at fejre det og gik tur i Kongens Have, mens solen skinnede det var bare så
HALLELUJA, smiler Jonna.
Hun har i øvrigt netop udgivet en bog med titlen Kan incest tilgives. Det er en ærlig og stærk beretning om en proces, der gjorde tilgivelse muligt en proces, der med Guds hjælp også førte til, at Jonna kom ud af mange års afhængighed af medicin.
