Ny undervisningsserie: To verdener Jesus vandt over døden
Jesus døde på korset. Men de senere begivenheder viste, at han vandt over djævelen.
Efter at have pisket Jesus førte de romerske soldater ham ud for at blive korsfæstet.
En korsfæstelse vil sige, at en person bliver tortureret og henrettet ved at blive hængt på et kors. På henrettelsesstedet stod en pæl fast i jorden. Den dødsdømte måtte selv bære den tunge tværbjælke fra fængslet til det sted, hvor den lodrette pæl stod.
Jesus var udmattet af den umenneskelige behandling og det blodtab, han havde lidt. Derfor havde han svært ved at bære tværbjælken, som borede sig ind i hans sønderrevne kød. En tilskuer, Simon fra Kyrene, blev tvunget til at bære den for ham.
Omkring kl. ni om morgenen på stedet, hvor korsfæstelsen skulle foregå, blev der slået søm gennem Jesu hænder for at fastgøre ham til tværbjælken. Derpå blev bjælken løftet op og fastgjort til toppen af den lodrette pæl. Et søm blev slået gennem hans fødder for at holde dem på plads.
Over hans hoved, fastgjorde soldaterne anklagen mod ham. Der stod: Dette er Jesus, Jødernes Konge.
Ved middagstid faldt der mørke over landet, mens Jesu smerter blev værre.
Den fysiske smerte må have været frygtelig, men der var en ekstra dimension af åndelig smerte. For Jesus, som var vores syndoffer vores stedfortræder tog al synd fra hele den faldne menneskehed på sig selv sammen med straffen for synden.
Omkring klokken tre om eftermiddagen råbte Jesus med høj røst:
Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!
(Mat. 27:46)
Det, at Jesus tog vores plads, gjorde det nødvendigt for Faderen at vende ryggen til sin Søn.
Vi vil aldrig kunne forstå den smerte, som Jesus følte ved at blive afvist af sin Far.
Kort efter råbte Jesus med høj røst: Det er fuldbragt. Det var en triumferende forkyndelse af, at han nu havde udført det, han var kommet til jorden for at gøre, og at han havde gjort det perfekt.
Den anden fase af Guds redningsplan for menneskeheden var nu afsluttet.
Den gamle pagt var blevet erstattet med en ny pagt. Det endegyldige, ene offer af Jesus, Guds påskelam, opfyldte alle Den gamle Pagts profetier og afsluttede den tidligere måde at håndtere synden på: ved igen og igen at ofre dyr og stænke deres blod på alteret.
Nu kan en synder se direkte til Gud og udtrykke sin tillid til det, som Jesus har gjort gennem sin stedfortrædende død på korset. Man kan ikke stole på noget andet end Jesu blod, når det gælder at få tilgivelse for sine synder.
To røvere blev korsfæstet sammen med Jesus. For at undgå, at deres kroppe skulle hænge på korset næste dag, på sabbatten, bad jøderne Pilatus om, at knoglerne på de korsfæstede kunne blive knust.
For at mindske trykket af kroppens vægt, ville den korsfæstede skubbe sig selv opad med fødderne for at kunne få ilt til lungerne. Men med brækkede ben og begrænset iltoptagelse ville døden komme hurtigere.
Soldaterne brækkede benene på de to tyve, men da de kom til Jesus, så de, at han allerede var død.
En soldat stak et sværd ind i siden på ham, og der kom blod og vand ud. Denne væske kom fra sækken omkring hjertet og viste, at Jesus var død af hjerteslag, som skyldtes chok og sammentrykning af hjertet på grund af væske i hjertesækken. Han døde ikke af kvælning ligesom de to røvere.
Josef af Arimetæa, som var en hemmelig discipel af Jesus, bad Pilatus om tilladelse til at tage Jesu legeme ned for at begrave det. Han fik tilladelsen, og han og farisæeren Nikodemus lagde Jesu legeme i en ny grav, som Josef havde lavet til eget brug. De viklede linnedstykker med krydderier om Jesu legeme og rullede en stor sten for indgangen til graven. Maria Magdalene og Maria, Jesu mor, så til.
Den næste dag gav de ledende præster og farisæerne overfor Pilatus udtryk for deres bekymring, fordi Jesus havde forudsagt, at han ville opstå fra de døde efter tre dage.
Med Pilatus accept blev der placeret en vagt ved graven, og der blev sat et segl for dens indgang.
Mens Jesu fysiske krop lå i tre dage og nætter i graven, var Jesus selv steget ned til dødsriget (Sheol) i jordens hjerte. Ligesom syndebukken skulle Jesus bære vores synd og sygdomme bort til et fjernt land, som det står i 3. Mos. 16. I Romerbrevet 10:6-7 udtrykkes det på denne måde:
Men den, som kender til at blive accepteret af Gud gennem sin tro, taler sådan her: »Du skal ikke spørge, hvem der kan stige op til Himlen for at hente Kristus ned, eller hvem, der kan stige ned i afgrundens dyb for at hente Kristus op fra de døde.«
Ordet afgrundens dyb, på Det nye Testamentes græske sprog, kan gengives som en bundløs, infernalsk afgrund, et dyb eller en bundløs grav.
Jesus smagte døden på vegne af alle mennesker, så ingen behøver at opleve skrækken for de evige konsekvenser af synden. I Salme 88 lyder en profetisk røst:
Man betragter mig allerede som død,
et menneske, der har mistet sin kraft.
Man ser på mig som et lig,
der ligger i sin grav,
som et menneske, der snart bliver glemt
og ikke længere nyder godt af din hjælp.
Du har kastet mig i det dybe hul,
i den mørkeste afgrund.
jeg er fanget og ser ingen udvej.
Salmisten udtrykker mere af sin smerte, og stiller derpå nogle spørgsmål, som kræver et svar:
Mine øjne er matte af fortvivlelse.
Åh, Herre, dagen lang råber jeg til dig,
rækker hænderne op imod dig i bøn.
Mon du gør underværker for de døde?
Står de op af graven for at lovprise dig? Sela.
Vil de døde fortælle om din nåde?
Forkynder man din trofasthed i dødsrigets mørke?
Vil afgrunden opleve dine undere?
Huskes din godhed i glemslens land?
(Sl. 88:10-12)
Til hvert eneste at disse spørgsmål er svaret et rungede Ja!
Efter de tre dage og nætter rystede et alvorligt jordskælv Jerusalem, og en engel fra himlen kom og rullede stenen bort fra Jesu grav.
Hans pludselige tilsynekomst og strålende udseende fyldte vagterne med en så overvældende frygt, at de faldt til jorden, som om de var døde.
Denne overnaturlige handling skete ikke for at lukke Jesus ud af graven, men for at lukke mennesker ind i den. Jesus var nu ikke længere bundet af en jordisk krops begrænsninger. Jesu genopstandne legeme kunne bevæge sig gennem fysiske vægge og vise sig, når han ønskede det. Det skete for eksempel den aften, da han viste sig for disciplene, som gemte sig bag lukkede døre.
Tomas var ikke sammen med de andre disciple ved denne lejlighed og ville ikke tro det, de sagde:
Kun hvis jeg med mine egne øjne får naglemærkerne i hans hænder at se og stikker fingeren i dem, og hvis jeg stikker hånden i hans side, vil jeg tro det!
Otte dage senere var Tomas sammen med de andre disciple, da Jesus pludselig viste sig for dem.
Endnu engang var de samlede bag lukkede døre. Jesus kaldte på Tomas, for at han skulle røre ved hans hænder og side, men Tomas havde ikke længere behov for at gøre det. Nu så han sin Herre med egne øjne og hørte hans røst med sine egne ører. Jesus var virkelig opstået fra de døde.
I fyrre dage viste Jesus sig utallige gange for sine efterfølgere. Uanset om det var over for én eller over for mere end femhundrede på samme tid, var der mange, der fik at se, at han virkelig var i live.
Jesu tid på jorden var begrænset, og han ville vende tilbage til himlen, så Helligånden kunne blive udgydt over hans efterfølgere. Han befalede apostlene ikke at forlade Jerusalem, men vente der på at få Helligånden.
Jesus fortalte dem, at de skulle være hans vidner ikke bare i Jerusalem, Judæa og Samaria, men indtil de fjerneste dele af verden. Da han havde sagt det, begyndte han at hæve sig over jorden.
Mens disciplene så til med ærefrygt, steg han op, indtil en sky tog ham ud af syne. Pludselig stod to engle ved siden af disciplene og forkyndte:
Mænd fra Galilæa, hvorfor står I og stirrer op i luften? Denne Jesus, som nu er blevet taget op fra jer til himlen vil komme tilbage igen på samme måde, som I så ham forsvinde
(Ap. G. 1:11)
Jesus var steget op til den tredje himmel for at sidde på højre side af sin Far, på Guds trone. Fra denne ophøjede plads skulle han gå i forbøn for dem, der tror på ham. Og han ville afvente Faderens befaling til at vende tilbage til jorden.
Jesus havde mange gange talt med sine venner om, at han skulle gå bort og derefter komme tilbage igen, men de havde ikke forstået ham.
Først efter at Jesus var blevet korsfæstet, var genopstået og optaget i himlen igen, begyndte de at forstå det hele.
Snart ville de få kraft fra Helligånden, så de kunne bringe Guds rige til alle folkeslagene. Jesus havde tidligere fortalt dem, at der før hans genkomst ville være mange forskellige tegn, og kulminationen ville være, at de gode nyheder om Guds frelse ville blive forkyndt i hele verden.
Dette evangelium om riget skal forkyndes i hele verden som et vidnesbyrd for alle folkeslagene, og så skal enden komme.
(Mat. 24:14)
Når Jesus kommer igen, vil det slet ikke ligne hans første komme. Første gang var det i ydmyghed og skjult for verdens øjne han blev født i en stald og lagt i et fodertrug.
Jesu andet komme vil være dramatisk og herligt. Sammen med alle de troende, som er døde gennem århundreder, hvad enten det var i den gamle eller den nye pagts tid, og sammen med myriader af engle, vil han vise sig i skyerne over jorden.
En himmelsk trompet vil lyde. En ærkeengel vil råbe i triumf. Hele jorden vil se ham og ryste foran ham, som er den ærefrygtindgydende kongernes Konge og herrernes Herre.
Jesus vil stige ned for at stå på Oliebjerget i Jerusalem. Det var på det bjerg, han blev forrådt, taget til fange og ført bort til rettergang og korsfæstelse.
Når Jesus kommer igen, vil alle de troende, som for længst et blevet til støv eller aske, blive oprejst på overnaturlig vis.
Guds folk, både dem, som kommer sammen med ham og alle dem, der til den tid lever på jorden, vil hver især få et nyt opstandelseslegeme.
Når Herren kommer, vil folkeslagene blive samlet foran ham, og så vil der blive holdt dom. Nogle mennesker vil få del i det evige liv, men mange vil blive henvist til den evige ild, som er forberedt for djævelen og hans engle.
Men nu ser vi ud i fremtiden. Det var bydende nødvendigt, at disciplene vendte tilbage til Jerusalem for at vente dér på opfyldelsen af Jesu ord om Helligånden.
Der ventede dem et møde med Guds kraft, som skulle sætte dem i stand til at udføre Herrens befaling.
For denne store opgave kunne ikke udføres med menneskelige evner alene. Den skulle udføres af mænd og kvinder, der var udrustet af Gud selv med overnaturlig kraft.
Missionsbefalingen er et mandat. Den er en kommando, som skal adlydes, og en opgave, som skal udføres.
Jesus gjorde det helt klart, hvad han forventede af sine efterfølgere. Han gav dem besked om at forkynde evangeliet om Guds rige i hele verden.
Efter at han var opstået fra de døde, sagde Jesus det igen:
Gå ud i hele verden og forkynd det gode budskab for alle mennesker .
(Mark. 16:15)
Jesus ønskede, at de, der troede på ham, skulle fortælle andre om Guds kærlighed, og hvordan de kunne opleve Guds tilgivelse og få del i det evige liv.
Troen skulle udtrykkes ved, at folk lod sig døbe:
Den, der tror og bliver døbt, vil blive frelst. Men den, som ikke tror, vil blive dømt.
Når mennesker var kommet til tro på Kristus og levede i lydighed mod ham, ville andre mennesker kunne se fire tegn i forbindelse med de kristnes vidnesbyrd:
1. Overnaturlig autoritet evnen til at uddrive dæmoner.
2. Overnaturlige sprog evnen til at tale sprog, som de ikke havde lært.
3. Overnaturlig beskyttelse de ville være i sikkerhed under farer.
4. Overnaturlig magt evnen til at helbrede syge.
