Undervisningsserie To verdener
I dette uddrag af bogen om de to verdener fortæller Graham Powell om sit eget livs kamp. Han var kristen og levede Gud nær. Alligevel blev han plaget af dæmoner i årevis uden at vide det. Men en dag fortalte hans venner ham, at han havde brug for at blive sat fri!Der foregik en kamp inden i mig. Jeg blev trukket i to forskellige retninger på en og samme tid.
Jeg var klar over, at det var det vigtigste øjeblik i mit liv, og at min beslutning ville få evige konsekvenser.
Mit eget vidnesbyrd
I dagene forinden havde jeg tre gange besøgt en kirke nær mit hjem, og jeg havde bedt Gud tilgive min synd. Jeg havde været alene i bygningen, og det virkede, som om Gud ikke var til at finde nogen steder. Det virkede, som om mine bønner ikke nåede højere end til loftet. Jeg følte, at det var nu eller aldrig.
Her stod jeg og ønskede at finde fred med Gud, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre det. Da jeg var der for tredje gang, lagde jeg mig fladt ned på gulvet og sagde til Gud, at jeg ville gøre hvad som helst, hvis bare han ville tilgive mig min synd.
Når jeg ser tilbage, er jeg godt klar over, at jeg blev ydmyget foran den almægtige Gud. Denne oprørske, uafhængige spotter af Kristus var nu endelig kommet dertil, hvor han ville vende om og følge Jesus.
Havde Gud hørt mig?
Jeg vidste, at missionærer er gode mennesker, som bliver sendt ud af deres kirker til andre lande for at hjælpe mennesker der, så jeg sagde til Gud, at jeg endda ville blive missionær, hvis bare han ville tilgive mig min synd.
Der kom intet svar. Det virkede, som om Gud ikke havde hørt mit nødråb men det havde han alligevel! Da jeg bladede gennem den lokale avis, så jeg, at Ungdom med Opgave holdt en række møder under ledelse af en musikgruppe fra USA. Evangelisten havde tidligere været leder af et stort band, og også hans hustru var en dygtig musiker.
På det tidspunkt var jeg selv ved at afslutte min uddannelse som skolelærer, men min virkelige ambition var at blive professionel musiker og lede mit eget store band en dag. Annoncen drog mig til møderne, men det var i virkeligheden Gud, der drog mig til sig selv.
Afgørelsens øjeblik
Det musikalske program var helt i top, og derefter talte evangelisten ud fra Bibelens tale om Jesu andet komme. Det var et emne, jeg aldrig havde hørt noget om før. Jeg vidste noget om det første komme, men ikke om det andet.
Mit hjerte og sind blev grebet af Bibelens sandhed. Endda før evangelisten var blevet færdig med sin tale og havde bedt folk overgive deres liv til Kristus, udfordrede Gud mig til at overgive mit liv helt og fuldt til hans Søn.
Jeg følte, at hvis jeg afviste dette tilbud om frelse, ville jeg aldrig igen få mulighed for at vende mig til Jesus. Det var det vigtigste øjeblik i mit liv.
En stemme hviskede til mig, at jeg ikke skulle være så dum at gøre det. At jeg ville blive ulykkelig, hvis jeg overgav mit liv til Kristus. En anden stemme talte også. Den var mere stille, men også mere appellerende. Den sagde, at jeg kunne afvise alt det, jeg havde hørt, og fortsætte med at leve for mig selv, men en dag skulle jeg stå til regnskab, og hvis jeg var vís, ville jeg give mit liv til Jesus.
Mens evangelisten stadig talte, og kampen stadig rasede i mig, bad jeg en simpel bøn, som kom lige fra hjertet. Jeg bad Gud tilgive mig al min synd og fortalte Jesus, at jeg ønskede, han skulle overtage mit liv og blive min Herre.
Jeg var tilgivet
I det øjeblik jeg bad, blev en stor byrde løftet bort fra mig, og jeg følte mig ren indvendig. Jeg vidste bare, at Gud havde hørt mit hjertes råb, og at mine synder var tilgivet!
Jeg vidste bare, at jeg havde modtaget det evige liv som gave, og at Jesus virkelig var opstået fra de døde og var meget levende. Og tro det eller ej, jeg følte, at Gud kaldte mig til at blive missionær!
Da mødet var færdigt, gik jeg frem for at spørge, hvordan jeg kunne blive involveret i at tjene Gud. Samtidig sagde jeg til mig selv, at nu hvor jeg kendte Gud, havde jeg nogen at gå til med mine problemer.
Lige så længe jeg kan huske, har jeg haft svært ved at trække vejret, og jeg var allergisk over for mange ting. Jeg var også dagligt offer for mange typer frygt, og det drænede mig for energi. Jeg frygtede endda frygten selv.
Forvandling
Fra det øjeblik da jeg overgav mit liv til Jesus, begyndte der at vise sig radikale forandringer. Og det blev et vidnesbyrd for alle mine ikke-kristne venner.
Jeg brændte efter at fortælle dem, hvad Jesus havde gjort for mig, og hvad han kunne gøre for dem. Jeg oplevede, at jeg var en del af en meget stor familie. Jeg fik nye venner, og jeg oplevede, at jeg blev inddraget i evangeliserende arbejde. Jesus var virkelig, Bibelen var blevet en levende bog, og jeg havde fået en ny oplevelse af, at der var mening med mit liv.
Det gamle begær efter syndige handlinger havde forladt mig, og det eneste jeg ønskede, var at kende Jesus og gøre ham kendt.
Fyldt af Ånden
Nogle få uger senere talte Ken Wright, en af medlemmerne af Ungdom med Opgave-komiteen med mig om at blive fyldt med Helligånden.
Jeg vidste ikke meget om Bibelen, det hele var nyt for mig, inklusive det, at Jesus døber med Helligånden.
Ken og hans kone Shirley boede nær mit hjem, og den næste dag tog jeg hen til deres hus for at bede sammen med dem. Da de lagde deres hænder på mig, bad jeg Jesus døbe mig med Helligånden. Det gjorde han. Der kom en ny kraft fra Helligånden over mig, og det førte mig ind i en ny dimension af det kristne liv og tjenesten.
Som kristen havde jeg på en måde svømmet i en flod. Men nu, da jeg var blevet fyldt med Helligånden, var det som om jeg svømmede i havet, i et stort område, der ikke var begrænset af flodbredder.
Jesus blev mere virkelig, og Bibelen blev endnu mere levende for mig. For første gang begyndte jeg at lede andre til Kristus.
Skuffet over Gud
Efter at jeg blev fyldt med Helligånden, oplevede jeg åndelige højder i omkring en uge. Det virkede, som om alle problemerne var forsvundet fra mit liv, og jeg havde det fantastisk.
Men desværre fik denne eufori en ende, og jeg blev klar over, at mine problemer stadigvæk var der. Jeg blev skuffet over Gud. Som årene gik, blev jeg ved med at kæmpe mod det. Jeg fattede ikke, at Gud ikke hørte min oprigtige bøn om frihed.
Bad fire timer hver dag
Efter at jeg blev døbt med Helligånden, virkede det som om mit liv på mange måder blev bedre og bedre, mens det samtidig blev værre og værre på andre måder.
Konflikterne inde i mig voksede i stedet for at blive mindre, og jeg forstod ikke, hvad der foregik. Derfor blev det vigtigt for mig at søge Gud endnu mere oprigtigt. Jeg brugte efterhånden mere og mere tid på bøn og bibellæsning, indtil jeg var oppe på omkring fire timer om dagen.
Dette mønster fortsatte i årevis. Der var dage, hvor jeg ikke kunne gøre andet end at bede på grund af konflikterne. Det var ikke, fordi jeg var en åndelig kæmpe, men min desperation fik mig til at søge Gud så intenst. Uden denne tid sammen med Gud kunne jeg ikke fungere rigtigt.
Fuldtidsevangelist
Tre år efter at jeg blev kristen, giftede jeg mig med Shirley Garratt fra Wellington i New Zealand. Kort tid efter brylluppet blev vi fuldtidsevangelister i Open Air Campaigners (OAC), den organisation, som vi allerede var tilknyttet som frivillige medarbejdere.
For nogle få år siden blev jeg inviteret af OAC til at vende tilbage til New Zealand for at tale til den årlige konference for evangelisterne og deres koner. Under denne konference sagde Bob McNaughton, tidligere leder af OAC, noget, som virkelig overraskede mig. Han sagde, at da jeg blev en del af teamet, havde evangelisterne talt med hinanden om, hvor meget tid jeg tilbragte sammen med Gud, og at Gud bestemt ville bruge mig af den grund.
Han sagde også, at hverken han eller nogen af de andre på det tidspunkt kendte til de indre konflikter i mit liv.
De fandt først ud af, hvordan jeg havde haft det, da de flere år senere læste bogen Christian Set Yourself Free. Her beskriver jeg min egen åndelige kamp.
Flere års kamp
Meget få mennesker vidste noget om mine problemer, fordi jeg ikke fortalte om dem til ret mange.
Fra tid til anden søgte jeg rådgivning og åbnede mig for forskellige præster og terapeuter, som besøgte mit land. Tilsyneladende var ingen af dem i stand til at forstå, hvad der foregik i mig, og jeg forstod det heller ikke selv.
Jeg var altid et mysterium for dem, der prøvede at hjælpe mig. Mens jeg fortsatte med at søge Gud, lærte bibeltekster udenad, tjente ham helhjertet og bad andre om hjælp uden at noget ændrede sig, var jeg hele tiden skuffet over Gud. Det var ikke, fordi der ikke skete noget positivt i mit liv, men mine indre konflikter var så intense, at de overskyggede alt andet.
Fastede, stønnede og græd
Jeg nøjedes ikke med at bede meget, jeg plejede også at faste. Spændingerne ville stige inden i mig, indtil jeg ikke kunne holde det ud længere.
Den eneste måde jeg kunne få det bedre på, var ved at faste. Jo længere jeg fastede, jo bedre følte jeg mig, men jeg blev også mere og mere sulten.
Når jeg begyndte at spise igen, kom spændingerne tilbage, og de ville hobe sig op mere og mere, indtil jeg begyndte at faste igen for at blive befriet for dem.
Mange gange sagde jeg til Shirley, at jeg havde brug for at være alene. Jeg søgte Guds ansigt, men havde ikke noget at sige, mens jeg råbte til ham om hjælp. Jeg stønnede og sukkede, og jeg græd og græd, indtil jeg ikke havde flere tårer tilbage. Hvor jeg dog længtes efter at blive fri for disse daglige plager.
Men al min søgen førte ikke til noget som helst. Det ene år gik efter det andet.
En dag var der en evangelist, som bad for mig i sit hjem. Denne mand oplevede fantastiske resultater i sin tjeneste med mange helbredelser og udfrielser.
Da han bad for mig, prøvede han at uddrive dæmoner. Mens jeg knælede i hans køkken, og han ivrigt befalede dæmonerne at forlade mig, skete der ingenting i mig. Alt var roligt. Derfor varede det ikke længe, før jeg begyndte at tænke, at det var skørt, det jeg gjorde, når denne mand troede, at jeg havde dæmoner i mig.
Men denne evangelist var det eneste menneske på det tidspunkt, som havde indset, at kilden til mine konflikter havde med onde ånder at gøre. Jeg var ikke selv klar over, hvad det var, der bandt mig, og i min store uvidenhed gjorde jeg nar af ham i mit hjerte.
Evangelisten tilbragte en tid med oprigtig bøn, uden at jeg blev sat fri af den grund. Derfor foreslog han, at jeg besøgte en af hans venner, som var psykiater i byen Auckland.
Han anede ikke noget om, at det at blive sindsyg var blandt de ting, jeg frygtede mest. Jeg ville absolut ikke tage hen for at konsultere hans ven. Jeg tænkte, at hvis denne evangelist ikke kunne hjælpe mig, kendte jeg ikke nogen, der kunne. Og jeg besluttede, at jeg aldrig mere ville søge rådgivning. Jeg ville bare blive ved med at søge Gud.
Krisetid
Som tiden gik, tror jeg, at Shirley og jeg blev opfattet som succesfulde af vore overordnede. Hvert år nåede vi tusindvis af ikke-kristne med evangeliet, og mennesker tog ofte imod det og overgav deres liv til Kristus. Men midt i alle disse velsignelser fortsatte min indvendige kamp dag for dag. Hvor jeg dog længtes efter at blive sat fri!
Uden at jeg vidste om det, ventede der en personlig krise, som ville afsløre meget tydeligt, hvad der var kilden til problemerne gennem hele mit liv. I nogen tid havde jeg haft det svært med nogle af reglerne omkring det evangeliserende arbejde, som vi udførte, fordi jeg følte, at de begrænsede organisationens effektivitet. I min frustration skrev jeg et brev til lederen, Noel Gibson, hvor jeg opsagde min stilling.
Sagde stillingen op
Noel og hans hustru Phyllis var dejlige mennesker, og Gud brugte dem til store ting. Da Noel kaldte mig ind på sit kontor, spurgte han, hvordan Gud havde ledet mig til at sige op.
Jeg blev overrasket over, at jeg ikke kunne svare på det spørgsmål. Jeg havde haft mange frustrationer og var meget umoden.
Da han spurgte mig, begyndte jeg modstræbende at fortælle ham om mine langvarige indre konflikter. Da jeg havde talt færdig sagde han noget, der chokerede mig: Graham, jeg tror, du har brug for at blive sat fri fra onde ånder!
Hvis bare jeg havde vidst dengang, hvad jeg ved nu. Hvilken forskel ville den forståelse ikke have gjort.
Men Gud tillod Shirley og mig at gennemleve en tid med store prøvelser, hvor vi fik stor indsigt i, hvordan de onde ånder arbejder.
Som tiden gik, fik vi også forståelsen af, hvordan man kommer fri af trældommen under fjenden. Meget af denne indsigt vil jeg afsløre i de næste kapitler.
Jesu befaling
Missionsbefalingen er et mandat, en kommando, som skal adlydes, og en opgave, som skal udføres. Jesus gjorde det helt klart, hvad han forventede af sine efterfølgere.
Han gav dem besked om at forkynde evangeliet om Guds rige i hele verden (Mat. 24:14). Efter at han var opstået fra de døde, sagde han det igen:
Gå ud i hele verden og forkynd det gode budskab for alle mennesker.
Jesus ønskede, at de der troede på ham skulle fortælle andre om Guds kærlighed, og hvordan man kunne opleve Guds tilgivelse og få del i det evige liv. Troen skulle følges af en ydre lydighedshandling, nemlig dåben:
Den, der tror og bliver døbt, vil blive frelst. Men den, som ikke tror, vil blive dømt.
(Mar. 16:16)
Tegnene
Når mennesker var kommet til tro på Kristus og levede i lydighed mod ham, ville andre mennesker kunne se fire tegn i forbindelse med de kristnes vidnesbyrd:
1. Overnaturlig autoritet evnen til at uddrive dæmoner.
2. Overnaturlige sprog evnen til at tale sprog, som de ikke havde lært.
3. Overnaturlig beskyttelse de ville være i sikkerhed under farer.
4. Overnaturlig magt evnen til at helbrede syge.
Og disse tegn skal følge dem, der tror: med fuldmagt fra mig skal de drive dæmoner ud, de skal tale med nye tunger, og hvis de kommer til at tage på slanger, vil der ikke ske dem noget. Skulle de drikke gift, vil det heller ikke skade dem. Og de skal lægge hænderne på de syge, så de bliver helbredt.
(Mar. 16:17-18)
Gælder også for os
De kristne i den første kirkes tid opfyldte denne befaling. Jesus ønsker, at vi gør det samme (Mar. 16:19-20). Bemærk, at det overnaturlige tegn øverst på listen er uddrivelse af dæmoner.
Når vi ser på de andre tekster i Bibelen, hvor Jesus udsender sine disciple, bemærker vi igen denne vægtlægning på det at uddrive dæmoner.
Jeg vil senere fokusere på dette aspekt af de tegn, der følger forkyndelsen af de gode nyheder om Guds rige.
Jesus kaldte nu tolv af sine disciple til sig og gav dem autoritet til at uddrive onde ånder og til at helbrede alle slags sygdomme og lidelser
(Mat. 10:1)
På den måde gjorde han tolv af sine disciple til apostle. De skulle stå i lære hos ham, så han senere kunne sende dem ud med fuldmagt til at forkynde det glædelige budskab og til at uddrive onde ånder
(Mar. 3:14-15)
En dag kaldte Jesus sine tolv disciple sammen og sagde til dem, at han ville sende dem ud to og to sammen, for at de skulle forkynde budskabet om Guds rige. Han gav dem autoritet til at drive onde ånder ud
Så tog disciplene af sted. Overalt hvor de kom frem, forkyndte de, at folk skulle omvende sig fra deres synd. De uddrev mange dæmoner og helbredte mange syge, idet de salvede dem med olie.
(Mar. 6:7, 12,13)
