En himmelsk herlighed!

Vivian Carlsen fra Bornholm fik en oplevelse af Himlen, da hun på operationsbordet svævede mellem liv og død.Af Vivian Carlsen,
nedskrevet i september 2012 af Bjørn Carlsen

»Nu vil jeg ikke tage ansvaret længere«, lød Bjørns meget bestemte, men alligevel kærlige stemme, mens han stod og så ind i mine pupiller. Det var sent om aftenen den 5. januar 2005.

Han behøvede ikke at fortælle mig, hvad der var galt. Som sygeplejerske vidste jeg ganske udmærket, at han stod og så efter forskellen mellem størrelsen på de 2 pupiller, som fortæller, hvis der er tryk på hjernen.
Straks efter ankom Falck, og jeg blev kørt på Bornholms Hospital. Tidligt næste morgen blev jeg fløjet til Rigshospitalet. Det husker jeg slet ikke selv, og det er nok kun godt, for det var ikke en specielt behagelig tur med helikopter, har Bjørn fortalt mig. Jeg blev undersøgt, scannet osv., før jeg kom ind på operationsstuen. Alt det husker jeg slet ikke, men pludselig – midt under min operation – løftes jeg ud af mig selv og svæver hen over operationsbordet. Jeg ser, at det er mig, der ligger der, og mærker klart den nervøsitet, der spreder sig hos lægerne og sygeplejerskerne. Ingen nævner direkte ordene, at »hun er død«.

Men jeg fortsætter videre ind i en helt utrolig smuk have, hvor jeg står på en stor terrasse foran et hvidt hus med en havestue. Huset ligger højt oppe i et kuperet terræn. Lyset er ufatteligt smukt, varmt og dejligt. Jeg har aldrig set et så smukt lys før. Der er meget fredfyldt, og dog en masse aktivitet.
Humlebier summer, fuglene synger, blade der blafrer let i en varm brise, mennesker, der taler sammen og klavermusik. Der er et stort bed med roser. De smukkeste og største roser, jeg nogensinde har set – og der er ingen torne på grenene. Jeg går hen til det ene trin, der er ind i havestuen. Jeg bliver budt hjertelig velkommen. En smuk, ung kvinde springer mig i møde og giver mig en omfavnelse: »Velkommen, her er så pragtfuldt«.
Jeg genkender hende straks. Det var en af vores gode venner fra Høje-Taastrup, som døde efter længere tids sygdom. Det var som om, at jeg var allestedsnærværende, og lidt på afstand så jeg en pige komme ridende. Det var min veninde fra barndommen af. Hun døde af en sprængt blindtarm. Jeg så hendes lykke, jeg så hende uden smerter.
Lidt i baggrunden stod en meget smuk ung kvinde. Jeg vidste ikke umiddelbart, hvem hun var, og dog kunne jeg mærke, at hun alligevel »var en del af mig«. For et par år siden så jeg et for mig hidtil ukendt, men meget smukt billede af min mormor, som jeg aldrig har kendt, og da genså jeg pludselig og fuldstændigt den unge, smukke kvinde.
Der sad flere gode venner og en del fra familien, som ikke længere lever her på jorden. Der var en hygge, en varme og en kærlighed fra dem alle som de sad der ved et kaffebord og talte sammen. På bordet stod en stor blomsterbuket, som havde en skønhed uden lige. Jeg så min elskede farmor og farfar … og mange, mange flere. De var alle på en gang uden alder og samtidig meget unge, smukke og fri for smerter og bekymringer.
Lyset i stuen var noget helt særligt. Det var nøjagtig det samme lys, som var uden for huset. Lyset var overalt. Der var ingen skygger, heller ikke bag ved møblerne. Det kom ikke et sted fra; det var overalt; og det føltes rart at være omgivet af.
Der var et hus, der på et og samme tidspunkt satte nogle rammer, men også virkede uendeligt. Ved et skinnende flygel sad moster Nina, min fars moster, og spillede så smukt, at alle tonerne krøb ind i mig og fyldte mig med en fryd, der langt oversteg den fryd og glæde, hendes spil altid skabte for andre, når hun spillede, mens hun levede.
Inde i den hvide havestue var der en dobbelt havedør med sprosser. Der var ingen glas mellem sprosserne, men der var slet ingen træk. Duften fra roserne og fra kaffebordet blandede sig med en herlig oplevelse af sommer og det behagelige lys.

Jesus var konstant ved min side. Han hindrede mig ikke i noget som helst, og der var intet hastværk i hans gang. Jeg så mange flere mennesker, og alle virkede glade og ubekymrede. Stemningen overalt var fyldt med hygge, fred, ja – alt, hvad vi ofte ønsker os her på jorden.
De fleste af de mennesker, jeg så, kunne jeg straks genkende, men nogle har jeg først senere fået sat et navn på; og jeg har i intet tilfælde været i tvivl om, når jeg fik sat navn og billede på de pågældende. I nogle tilfælde har jeg fortalt Bjørn om de mennesker, jeg ikke kendte, og helt uden at tænke nærmere over det, har han flere gange sagt, hvem det var, jeg mødte. Og jeg har aldrig følt den mindste tvivl; tværtimod har det har altid stået krystalklart for mig, at det netop var den person, som Bjørn nævnte.
I et billede så jeg Jesus sidde med en lille pige på skødet. Hun var så smuk, hun så lykkelig og fredfyldt ud. I nogle træer et stykke fra Jesus var der en stor mængde børn, som jeg slet ikke kunne tælle. De legede i træerne, og deres lyde var jubel og glæde. Jeg spurgte Jesus, hvem er alle de børn, og han svarede, at det er de mange ufødte børn, som mennesker ikke ønskede skulle få et liv på jorden. Jeg spurgte ikke Jesus om, hvem pigen på hans skød var, men jeg kunne mærke, at hun »tilhørte mig« på en eller anden måde. Da jeg fortalte Bjørn om dette, sagde han med det samme, »jamen, det er da vores lille pige« (som vi mistede under graviditeten). Jeg vidste med det samme, at han havde ret. Hun var den lille pige, vi aldrig fik.
Tilbage ved havestuen i himlen spurgte Jesus mig, om jeg ville blive, eller om jeg ville tilbage til Jorden. Jeg svarede straks: »Jeg må tilbage … jeg skal tilbage til min søn og min mand«.
Men nu ved jeg, at jeg intet behøver at frygte, for der venter os »En himmelsk herlighed«.