Venstre sidebanner eksempel

Et fantastisk spektakel

Den nye Oscarbelønnede musical-udgave af ”Les Misérables” er et overvældende udstyrsstykke, men også ”én lang følelsesmæssigt udmattende kærlighedsserenade”.Les Misérables, baseret på Victor Hugos roman af samme navn, er en fortælling om bristede drømme og ulykkelig kærlighed, passion, opofrelse og forløsning, der begynder i 1815 og kulminerer i den voldelige studenteropstand i Paris i 1832.

Hovedpersonen Jean Valjean (her spillet og sunget af Hugh Jackman) i musicalen, der siden premieren i 1985 er set af mere end 60 mio., i en konfrontation med sin forfølger, Javert (Russell Crowe) (still fra filmen: © Universal Pictures)

Historien handler om Jean Valjean, der bliver løsladt fra fængslet efter at have siddet inde for at stjæle et brød til sin sultende familie, men må tilbringe resten af sit liv på flugt i forsøget på at undslippe politiinspektøren Javert. Mens revolutionen ulmer i baggrunden, følger vi Valjean, der, som bod for tidligere forbrydelser, har lovet Gud, at han vil vie sit liv til at hjælpe andre mennesker, og hans adoptivdatter Cosette, der har kastet sin kærlighed på en ung revolutionær.
Tro mod den originale musicalversion er instruktør Tom Hoppers Les Misérables et ekstravagant melodrama, der forsøger at balancere Hugos dystre og moraliserende samfundsskildring med musicalen fra 1985’s melodramatiske og larger-than-life musik og scenografi. Og det lykkes for det meste – især bringer Anne Hathaway gravitas og patos til historien om Fantine, og hendes sang ”I Dreamed a Dream” er et af højdepunkterne – men undertiden kvæles historien simpelthen i det farverige spektakel.
Enhver forvandling fra et medie til et andet er en delikat procedure, og undertiden tabes selve historien på gulvet. Les Misérables befinder sig hele tiden mellem rørstrømsk alvor og lattervækkende pastiche, og det, der synes så poetisk på scenen, trækker i filmen snarere publikum ud af historien.

Anne Hathaway som Fantine – en rolle der indbragte hende en Oscar (still fra filmen: © Universal Pictures)

Jeg havde aldrig troet, at jeg ville skrive det, men der er simpelthen for mange sange i filmen. Baz Luhrmann, der med Moulin Rouge gjorde musicalen moderne igen, formåede at balancere sang og tale, således at de individuelle elementer byggede hinanden op i stedet for at konkurrere med hinanden om spotlyset. I Hoppers Les Misérables er dialogerne nærmest sprunget over i filmens jagt på det næste, store sangnummer, sådan at filmen næsten føles som en teaterkoncert, omend en koncert med en fantastisk scenografi. Og det er en gevaldig skam, for historien er et nærmere studie værd. Hugos karakterer – fra Jean Valjean og hans livslange søgen efter syndsforladelse til Javert, hvis rigide lovlydighed står i modsætning til resten af filmens helte – er fascinerende, og skuespillerne er dygtige.
Hvis du ønsker et subtilt, nuanceret stykke filmkunst, må du lede andetsteds. Les Misérables er én lang, følelsesmæssigt udmattende kærlighedsserenade til musicalen. Den er overvældende og omtrent en halv time for lang, men musikken er betagende, og kernen af historien god, og mens det måske ikke gør den til årets film, er der langt værre historier i biografen.

Les Misérables • 158 min.
Biografpremiere: 21. marts